DSAM: Fokus på overdiagnostik gør os til bedre læger – ikke dårligere

Af Anders Beich
Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM

”Så hvem tør forsøge at sige stop?” spørger Else Smith helt rettidigt i sit indlæg i temadebatten ”Sander sundhedsvæsenet til i undersøgelser af raske?”. ”Vi skal vælge klogt,” siger Henrik Ullum i sit indlæg. Janet Samuel fra SST mener også, at et af tre spørgsmål i udvikling af sundhedsvæsenet skal være: ”Hvor skal vi holde op med at gøre noget?”. Tre indlæg, som peger på prioritering som en nødvendighed.

John Brodersen, professor i almen medicin, tager os med i nogle af de metodemæssige problemer ved, at ”så tidligt som muligt” er præget af mangel på videnskabelighed, og at mål som dødelighed er problematiske i forhold til at vurdere effekt af tidlig opsporing.

I sit andet indlæg peger Brodersen på nogle af drivkræfterne bag overdiagnostik: Urealistiske forventninger hos borgerne, den økonomiske incitamentstruktur og en nulfejls-kultur er ganske rigtigt med til at nære overdiagnostik og -behandling.

Og vi kan næppe finde nogen i Danmark, som har brugt flere arbejdstimer på at forske i og forstå området end Brodersen, og han er efterhånden også blevet i stand til at formidle stoffet på en måde, så flere af os forstår, at overdiagnostik ikke bare er uheldigt eller ressourcespild – det kan have ganske alvorlige negative konsekvenser for den enkelte borger at blive til patient uden grund.

Det kræver mod
Men at informere om og undervise i overdiagnostik kræver mod. Simpelthen fordi indvendinger om, at tidlig diagnostik også risikerer at stemple mange mennesker som syge, uden at det hjælper dem, modtages med kritik.

I stedet for at tage en diskussion om overdiagnostikkens betydning, vælger Vestergaard at fokusere på patienter, der føler sig svigtet af deres egen læge i forbindelse med sent opdaget kræft.

Anders Beich, formand for DSAM

Og ofte kritik, som ikke går på budskabet, men som går efter at ramme budbringeren. Brodersen kommer eksempelvis med konkrete forslag til, hvordan man kunne begrænse overdiagnostik, og foreslår helt relevant, at de store patientforeninger ikke kun fokuserer på underdiagnostik, men også tager en del af opgaven med at informere befolkningen om overdiagnostik på sig.

Det virker åbenbart som en rød klud i disse kredse. Leif Vestergaards reaktion på vegne af Kræftens Bekæmpelse viser i hvert fald, at der nok er langt igen, før vi kan forvente, at patientforeningerne kan rumme at inddrage overdiagnostik i deres varetagelse af patienters interesser.

I stedet for at tage en diskussion om overdiagnostikkens betydning vælger Vestergaard at fokusere på patienter, der føler sig svigtet af deres egen læge i forbindelse med sent opdaget kræft.

Han vælger efterfølgende at fremstille John Brodersen som en læge, der nok ikke bruger kræftpakkerne til sine patienter i tilpas omfang. En ”aktivist”, som nok ikke tager en PSA-test, når der er indikation for det, og antyder, at han nok ikke følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Ingen af delene kan læses ud af Brodersens indlæg eller har noget med sagen at gøre. Det går altså ikke at sætte lighedstegn mellem at tale om problemerne med overdiagnostik og så det at være en dårlig læge.

Bliver en mere omhyggelig læge
Det er jo ikke uvæsentligt at diskutere, om ”bagklogskab” faktisk kan bruges til læring i nogle tilfælde, og spørgsmålet om underdiagnostik skal altid tages seriøst. Vi skal hilse en debat velkommen, når vi også kan inddrage en af de få fagpersoner, som faktisk er i stand til at begribe og formidle overdiagnostikkens skadevirkninger.

Man kan sagtens være konkret ”imod” overdiagnostik uden også at være ”imod” rettidig diagnostik. Faktisk er der grund til tro på, at den kliniker, som også kan rumme at tænke overdiagnostik, i det hele taget vil blive en bedre og mere omhyggelig læge for den enkelte patient, både set fra samfundets og patientens side.

DSAM er medvært for konferencen ”Preventing Overdiagnosis” i København 20.-22. august 2018. Vi håber, at mange læger og beslutningstagere vil deltage i en enestående mulighed for, at vi i Danmark kan blive inspireret af udlandet.

Det vil nok bidrage til, at vi i Danmark med tiden måske kan begribe og konkretisere overdiagnostik så meget, at vi kan begynde at indføre kvaternær forebyggelse, som er det sæt af aktiviteter, der har til formål at afbøde eller undgå konsekvenserne af unødvendige eller overdrevne interventioner i sundhedssystemet som følge af overdiagnostik.