Jes Søgaard om ulighed i sundhed: Regeringens ambition er god, men virkemidlerne er alt for sløve

Geografiske forskelle er en konsekvens af 1) social selektion i vandringen fra land til by, 2) social eksport fra by til land, 3) sundhedspersoners præferencer for at bo og praktisere i de større byer og 4) den måde sundhedskronerne fordeles på.

Hvis regeringens ambitioner om at vende den geografiske ulighed fra stigning til fald bliver til virkelighed, så vil det i sig selv reducere social sundhedsulighed i Danmark.

Socialt differentierede indsatser

Derudover foreslog Sundhedsstrukturkommissionen også social differentiering i sundhedstilbuddene, altså fordeling efter behov snarere end rettighed.

Dét er ikke let.

Nick Hækkerup foreslog dét i 2014: "Man har altid sagt, at lighed handler om, at alle skal stilles lige. Men hvis man skal skabe reel lighed, konstaterer man hurtigt, at nogle har særlige behov, og skal hjælpes mere. Der er så andre, der ikke har det samme behov, og de skal så hjælpes mindre."

Den tankegang holdt en dag. Venstres sundhedsordfører dengang replicerede i samme artikel: "Det er en lille smule rystende, at regeringen vil til at knæsætte et nyt princip om, at vi skal til at etablere A- og B-tilbud til patienterne ud fra deres uddannelse."

Ordføreren er nu indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde, og Sundhedsstrukturkommissionens forslag om socialt differentierede indsatser kom da heller ikke med i reformudspillet.

Reformens kronikerpakker kunne reducere den sociale ulighed, men desto mere jeg nærlæser forslaget, desto mere udsvævende bliver det og de praktiserende læger er meget imod.

Igen en god ambition men vage og usikre virkemidler.

Udmøntning af regionernes sundhedsbloktilskud skaber ulighed

Da de fem regioner blev skabt for 20 år siden, fødtes de med forskellige sundhedsbehov og forskellige forudsætninger for at imødekomme dem.

Derfor udmøntes 31 milliarder kroner (22,5 procent) årligt efter ni socioøkonomiske kriterier for at kompensere de ressourcesvage regioner.

Det virker bare stik mod formålet!

Ordningen med den socioøkonomiske udmøntning har igennem alle årene siden 2007 omfordelt i alt 33,5 milliarder sundhedskroner set i forhold til, at de 22,5 procent var fordelt som de øvrige 77,5 procent, som fordeles efter aldersvægtet befolkningstal i regionerne.

Region Hovedstaden med landets rigeste, længst uddannede og sundeste befolkning har igennem årene siden 2007 modtaget 29 milliarder ekstra sundhedskroner.

Region Sjælland med landets mindst sunde befolkning har modtaget 4,5 milliarder ekstra sundhedskroner.

De tre vestdanske regioner har finansieret nulsumsspillet, idet Region Syddanmark har betalt 6,9 millarder kroner, Region Midtjylland 22,7 milliarder kroner og Region Nordjylland 3,9 milliarder.

Denne omfordeling har skabt ubalance både mellem Øst- og Vestdanmark, som især rammer Region Midtjylland hårdt, men den har også skabt ubalancer i Østdanmark, da Hovedstaden har haft penge til at polstre deres sundhedsvæsen med relativt mange flere sundhedspersoner, inklusiv læger, end i de andre regioner og især Sjælland, hvor mange af lægerne med flere er rekrutteret fra.

Ovenstående er et eksempel på, at virkemidlerne ikke altid virker som ønsket og her nærmest stik modsat. Og i snart tyve år har politikerne intet gjort.

Problemet kunne være løst med en omfordeling af sundhedsbloktilskuddet, som faktisk lever op til formålet og som ville koste Region Hovedstaden 2-3 milliarder årligt i forhold til nuværende status.

Dét ville tvinge regionen til at fritstille mange af dens for mange sundhedspersoner, som kunne søge job eller ydernummer i Region Sjælland.

Men nej: dyr fusion i Østdanmark og løse udsagn om at bloktilskuddets fordeling skal analyseres.

Effektiv sygdomsforebyggelse reduceres til cykelstier og legepladser

Reformudspillet "Sundhed tæt på dig – del 1" starter hårdt: "Knap 50.000 danskere forventes i år at få at vide, at de desværre har kræft."

Da jeg læste det, tænkte jeg, at nu ville der komme noget om at forebygge danskernes alt for høje kræftsygdomsforekomst, måske den højeste i verden.

Men nej – den gode nyhed er, at kræftdiagnosen ikke længere er en dødsdom grundet bedre kræftbehandling.

Og kræftoverlevelsen er vitterligt steget de sidste tyve år, men vi har stadig den højeste kræftdødelighed i den vestlige verden, fordi sygdomsforebyggelsesindsatsen i Danmark har været vag på de svære dele om afgifter og adgang.

Dansk sygdomsforebyggelse har fremmet informationer om sundhedseffekter ved forskellige typer sundhedsadfærd. Middelklassen har lyttet og orket at ændre adfærd.

For 50 år siden røg 58 procent af voksne danskere (15+) dagligt. I dag er frekvensen faldet til knap 13 procent og med meget større social forskel end tidligere.

Al respekt for både legepladser og cykelstier og initiativ 8.1 om en folkesundhedslov, men hvis indholdet ikke adresserer reel strukturel forebyggelse, så kan det være lige meget.

Jes Søgaard
Professor Emeritus, Syddansk Universitet

Derfor koncentreres også de negative sundhedsvirkninger på en stadig mindre og social distinkt gruppe af danskerne.

Jeg er ikke alene om at mene, at vag sygdomsforebyggelse og især den strukturelle del er en vigtig årsag til høj og stigende social ulighed i sundhed i Danmark.

Men det skal være slut nu, læser jeg i reformudspillets sidste initiativ: "Det kræver ressourcer at træffe sunde valg. De ressourcer kan være svære at finde, særligt hvis man er i en mindre privilegeret social eller økonomisk position. Strukturel forebyggelse handler om at skabe samfundsmæssige rammer og vilkår, der fremmer et godt helbred." 

Lige så rørt jeg nu er, lige så skuffet bliver jeg, da jeg læser fortsættelsen, der handler om cykelstier og legepladser.

Al respekt for både legepladser og cykelstier og initiativ 8.1 om en folkesundhedslov, men hvis indholdet ikke adresserer reel strukturel forebyggelse, så kan det være lige meget.

Igen, igen en rigtig god ambition men alt for vage og sløve virkemidler.

Hvis sundhedsreformen var et investeringsprojekt, ville jeg ikke turde investere mine penge i den.