Kommentar af 
Jes Søgaard

Jes Søgaard: Politikere kan ikke indfri lysegrønt håb for sundhedsudgifter

KOMMENTAR: Lægeforeningen argumenterer for et udgiftsbehov i sundhedsvæsenet, som i de kommende år svarer til cirka to procent om året. Vores politikere vil måske gerne, men de kan ikke indfri det, skriver professor Jes Søgaard.

Politikerne skylder os svar på de udgiftsbehov i sundhedsvæsenet, der skal prioriteres væk eller finansieres ved brugerbetaling, mener professor Jes Søgaard.
Politikerne skylder os svar på de udgiftsbehov i sundhedsvæsenet, der skal prioriteres væk eller finansieres ved brugerbetaling, mener professor Jes Søgaard.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Jes Søgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Trods mange valgløfter om mere og bedre sundhed har politikerne ikke stillet større bevillinger i udsigt end dem, som vi har set de sidste knap ti år.

I 2010 blev der bremset gevaldigt op i dansk sundhedsøkonomi. Fra vækst i sundhedsudgifterne på godt 3,5 procent om året fra 2000 til 2009 faldt væksten til 1,15 procent fra 2010 og frem.

Det har patienter og ikke mindst personalet i landets sundhedsvæsen kunnet mærke på krop og i sind.

Både VLAK-regeringen og Socialdemokratiet lover mere på sundhedsområdet, end de kan betale for, hvis det demografiske udgiftspres også skal dækkes.

Jes Søgaard
Professor i sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet

Det er en fair politisk prioritering ikke at ville lade sundhedsudgifterne følge behovet i befolkningen. Og der er politisk enighed om dén prioritering.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Foto:

Politikerne skylder os bare svar på, hvilke udgiftsbehov der skal prioriteres væk eller finansieres ved brugerbetaling eller finansieres ved, at personalet skal arbejde mere effektivt og løbe lidt hurtigere.

De svar har vi ikke fået.

Beløbsramme lyder af mange penge
Trods mange og gode sundhedsløfter i valgkampen og reformforslag fra både den forhenværende VLAK-regering og Socialdemokratiet, er der ikke kommet løfter om modsvarende bevillinger

Det sker ikke af ond vilje. Betalingsviljen er der både i Socialdemokratiet og i Venstre.

Men betalingsevnen er der bare ikke.

Kun Socialdemokratiet har mig bekendt udmeldt en samlet beløbsramme for den periode, som alle snakker om, 2019 til 2025, nemlig et kumuleret løft på 53 milliarder kroner til sundhedsvæsenet.

Det lyder af mange penge, men omregnet til procentvækst i offentlige sundhedsudgifter, som ifølge Danmarks Statistik (Cofog 7, i 2018) beløb sig til 187,3 milliarder kroner, svarer det til knap en procent vækst om året i årene 2019 til 2025.

Det er en smule mindre end den vækst, som vi har set siden 2010.

Intet tyder på, at Venstre vil (kunne) melde et større beløb ud. Partierne er bundet af samme finanspolitiske råderum på et sted mellem 21 milliarder kroner og næsten 28 milliarder kroner i 2025.

Med en udgiftsvækstrate på en procent om året vil sundhedsudgifterne i 2025 være 13,5 milliarder kroner højere end i dag (2018), og så har man brugt mellem halvdelen og to tredjedele af rådighedsbeløbet.

Behov er en elastisk størrelse
Udgiftsbehovet er en underlig størrelse.

Dels ønsker ingen jo højere udgifter end nødvendigt, og dels er behov i sundhedsvæsenet en elastisk størrelse.

Jeg vover alligevel at komme med et gæt i tabel et på det årlige behov for flere sundhedsudgifter i de kommende år.

Finansministeriet har beregnet udgiftsbehovet som følge af, at vi bliver flere ældre (det demografiske træk) til cirka to milliarder kroner.

Sundhedsreformudspillene fra VLAK-regeringen og Socialdemokratiet sætter begge i runde tal 1,25 milliarder kroner af til finansiering af de forskellige forslag.

De to psykiatriudspil fra henholdsvis VLAK-regeringen og Socialdemokratiet er også ens med hensyn til stipulerede udgifter, nemlig omkring 500 millioner kroner.

Foreningen Bedre Psykiatri siger, at der er behov for to milliarder kroner årligt, og det siger noget om elasticiteten i udgiftsbehovene.

Udgifterne til sygehusmedicin har været kraftigt stigende i de sidste 20 år, og stigningen fortsætter. Indtil for to til tre år siden faldt udgifterne til tilskudsberettiget medicin næsten tilsvarende, men dette fald er aftaget noget.

Jeg har skønnet udgiftsbehovet til ny medicin (netto) til 300 millioner kroner.

 

Lægeforeningens udgiftsbehov flugter med skøn
Og så er der al anden ny sundhedsteknologi, altså alle de forbedringer og nye behandlinger, som løbende kommer i sundhedsvæsenet.

I modsætning til andre sektorer er de næsten altid udgiftsforøgende, idet man kan mere og dermed kan behandle flere patienter bedre end tidligere, hvor der måske slet ikke har været egentlige behandlingsmuligheder.

Jeg har skønnet denne udgiftspost til 300 millioner kroner årligt.

Jeg har undladt at skrive summen på over fire milliarder kroner ind i tabellen, fordi de enkelte udgiftsposter ikke bare er usikre, men de kan også være overlappende.

Psykiatriposten kan for eksempel rumme ny medicin og anden ny teknologi. Når man ser på de forskellige tiltag i de to reformoplæg, er der imidlertid ikke mange af tiltagene, der overlapper med de udgifter, som vil være i det demografiske træk, i psykiatrioplæggene eller ny sundhedsteknologi.

Lægeforeningen og professor i sundhedsøkonomi og -politik Kjeld Møller Pedersen har for nylig argumenteret for et udgiftsbehov i de kommende år svarende til cirka to procent om året. Det lyder ikke helt forkert i min vurdering og flugter med skønnene i tabel et.

Finanskrisen gav kraftig opbremsning
Figuren nedenfor viser nogle trends i de offentlige sundhedsudgifter de sidste 19 år (2000 til 2018) og tre forskellige udgiftsscenarier frem til 2025.

Perioden frem til 2009 var karakteriseret ved høje vækstrater i sundhedsudgifterne, gennemsnitligt lidt over 3,5 procent om året. Og aktiviteten – det vil sige antal undersøgelser, behandlinger og plejeopgaver – voksede endnu hurtigere.

Så kom der en finanskrise, og det var årsag til – eller i hvert fald begrundelse for – en kraftig opbremsning i årene 2010 og frem.

Den gule kurve fra 2009 til 2018 viser sundhedsudgifterne, hvis den høje vækst var fortsat. Og det var nok godt, at dét ikke skete.

Men opbremsningen var hård og i modsætning til de fleste af vores nabolandene vedvarende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgiftsvækst faldt til en tredjedel
Efterspørgselspresset og de politiske forventninger og ambitioner i Folketinget og skiftende regeringer faldt ikke i 2010 og frem – i hvert fald ikke tilsvarende.

Politikerne fastholdt, at de år for år bevilgede flere penge til sundhed. Det var rigtigt. Blot var udgiftsvæksten faldet til en tredjedel.

Og samtidig med dette fald satte det demografiske træk rigtigt ind med stadig flere ældre, behandlingskrævende borgere. Aktivitetsincitamenter og produktivitetskrav fortsatte ligeledes frem til for et år siden.

Udbud og efterspørgsel har ikke matchet i vores politisk styrede sundhedsvæsen. Det har sat væsenet og ikke mindst personalet på sygehuse, i praksisser og i kommunerne under et gevaldigt pres.

Når læger tvinges til ikke at leve op til faglige retningslinjer, er det et rødt faretegn på, at vores sundhedsvæsen er for presset.

Det er vores aktuelle situation i dag. Hvad lover politikerne for de kommende seks til syv år? Højst det samme.

Politikere kan ikke indfri lysegrønt håb
Den blåstiplede linje i figuren repræsenterer et vækstscenarie på to procent, som blandt andet Lægeforeningen efterspørger. Det matcher de aktuelle objektive behov uden at være prangende.

To procent årlig vækst er meget lavere end væksten i første årti, hvor den var 3,5 procent om året. To procent er også et lysegrønt håb, som vores politikere måske gerne vil, men bare ikke kan indfri.

De ligger nede i de blå og røde scenarier, som ligger så tæt, at man kan konkludere, at politikerne lover status quo på udgiftspolitikken i sundhedsvæsenet.

Smalhans vil fortsætte med godt en procents vækst. Det vil lige dække det demografiske træk.

Skal andre udgiftsbehov også dækkes, mangler der i 2025 mellem 12 og 15 milliarder kroner, og kumuleret over hele perioden 2019 til 2025 er der en manko på 48 til 57 milliarder kroner. 

Vækstrate faldt ikke kun i Danmark
Lige et lille kig ind i udgiftsvækst i nabolandenes sundhedsvæsener.

De er vist i nedenstående tabel for de to perioder op til finanskrisen (2000 til 2009) henholdsvis efter (2010 til 2017).

I flere af landene er der sket større ændringer i finansiering (offentlig henholdsvis privat). Derfor har jeg i tabellen beregnet ud fra totale sundhedsudgifter og ikke kun de offentlige.

Jeg har brugt data fra OECD Health Statistics (opdateret 2. juni 2019) frem til 2017. OECD bruger en anden udgiftsklassifikation end nationalregnskabsklassifikationen (Cofog), som Danmarks Statistik bruger.

Endelig er sundhedsudgifterne inflationsjusteret med en prisdeflator for hele nationaløkonomien og ikke kun sundhedsøkonomien.

 

Landenes vækstrater varierer, men i de fleste lande faldt vækstraterne efter finanskrisen – gennemsnitligt fra 3,7 procent før finanskrisen til 2,1 procent efter krisen.

Danmark er blandt de fire lande, hvor væksten er faldet meget og vedvarende. 

Partier lover mere, end de kan betale
Både VLAK-regeringen og Socialdemokratiet lover mere på sundhedsområdet, end de kan betale for, hvis det demografiske udgiftspres også skal dækkes

Skal sundhedsbehovene (demografi, reformer, psykiatri, ny medicin og andre nye behandlinger) indfries, skal vi bruge cirka to procent ekstra om året. Det svarer til nabolandenes vækstrater i sundhedsudgifter i perioden 2010 til 2017.

Men politikerne kan kun finde det halve, hvis de skal holde sig i råderummet, og der skal være noget til overs til tidligere pensionering til de nedslidte, normeringsgarantier på daginstitutioner, uddannelse, klima, politi og forsvar.

Det er fair, at politikerne ikke kan finde fuld dækning af udgiftsbehovene i råderummet. Men så skylder de vel nogle forklaringer på, hvad de så vil gøre.

For hvordan vil de sætte tæring efter næring?

Hvilke sundhedsudgifter vil politikerne sætte ned? Vil de prioritere – og hvad vil de vælge fra? Vil de effektivisere (igen, igen) – og hvordan?

Vil de indføre mere brugerbetaling, altså flytte finansiering fra skat til patienternes egne lommer (eller privatforsikringer) – og hvordan? Hvilke udgiftsområder skal have (øget) brugerbetaling?

Det er disse spørgsmål, som jeg har savnet svar på fra partierne i valgkampen og i øvrigt i partiernes forskellige sundhedsoplæg.

Og journalisterne har end ikke stillet disse spørgsmål, fordi det tilsyneladende er lykkedes politikerne at overbevise pressen om, at de tilfører sundhedsvæsenet rigtig mange ekstra milliarder kroner.

Men det gør de ikke.

Det lave vækstniveau fortsætter. Lavere end i de fleste andre lande. Hvordan kan vi så have sundhed i verdensklasse?

Dokumentation

Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard skønner i kommentaren behovet for årlig vækst i sundhedsudgifterne i de kommende år.

Skønnet baserer sig på følgende kilder:

Demografisk træk: Finansministeriet.

Aktuelle reformer: VLAK-regeringen og Socialdemokratiet.

Psykiatri: VLAK-regeringen og Socialdemokratiet.

Ny medicin og anden ny teknologi: Skøn af Jes Søgaard.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jes Søgaard

Professor, Syddansk Uni.
cand.rer.soc. (Syddansk Uni. 1980)

0:000:00