KL til politikere: Det nære sundhedsvæsen er allerede en realitet

Af Jette Skive (DF)
Formand, KL’s Sundheds- og Ældreudvalg 

Regeringens bebudede udspil til efteråret om en reform af sundhedsvæsenet har allerede nu ført til en række ærgerlige, men forudsigelige indlæg om, at kommunerne ikke er gearede til at varetage behandling i borgerens eget hjem, og at der er store forskelle i, hvad kommunerne har på hylderne.

Kernen i disse indlæg kan let skabe en illusion om, at det nære sundhedsvæsen endnu bare er streger på tegnebrættet og først vil blive en realitet, når man fra centralt hold beslutter at flytte patienter fra hospitalerne og ud i kommuner og almen praksis.

Kan vi ikke én gang for alle gøre op med denne illusion – for det er, hvad det er.

Det nære sundhedsvæsen lever allerede i kommuner og i almen praksis og er altså en realitet.

Store fordele ved kommunal hjemmesygepleje 
Hver dag håndterer medarbejdere i den kommunale hjemmesygepleje borgere med komplekse medicinske behandlingsbehov. De giver antibiotika i blodet, hjælper borgere ramt af kræft med at håndtere kemopumper og tilbyder dialyse til borgere, hvis nyre ikke selv kan rense blodet. For bare at give nogle få konkrete eksempler.

Sygehusvæsenet fik for snart ti år siden en specialeplan. Det er det – altså en faglig udviklingsplan og økonomisk prioritering af det nære sundhedsvæsen – vi i kommunerne efterspørger. Det synes jeg ikke er meget forlangt.

Jette Skive
Formand, KL’s Sundheds- og Ældreudvalg 

Det er prioriteret politisk, muliggjort af ny teknologi, nødvendiggjort af kortere liggetider på sygehusene og ført ud i livet af medarbejdere i kommuner og på sygehuse, der kan se de store og indlysende fordele i at forankre mere i det nære.

Udviklingen i det nære sundsvæsen tager fart 
Derfor har kommunerne også siden 2007 oprustet på medarbejdere, og der er i dag mere end 50.000 autoriserede sundhedspersoner ansat i kommunerne. Hertil kommer godt 30.000 social- og sundhedshjælpere, som også spiller en vigtig rolle i forhold til borgernes pleje og omsorg.

Det gør kommunerne til landets største arbejdsgiver for blandt andet fysioterapeuter, ergoterapeuter og social- og sundhedsassistenter – og mens vi ser, at antallet af sygeplejersker i regionerne er stagneret, så bliver det ved med at vokse kraftigt i kommunerne.

Det er en klar indikation på, at udviklingen i det nære sundhedsvæsen år for år tager mere og mere fart. Antallet af for eksempel sygeplejersker ser endog ud til at tage yderligere fart i 2018.

Og med den nye specialuddannelse i borgernær sygepleje, som starter op ultimo 2018, vil rigtig mange af vore hjemmesygeplejersker kunne dygtiggøre sig endnu mere.

Tilbuddene er på hylderne
Vi stræber også efter at trække på samme hammel, så borgerne har adgang til de samme ydelser i alle kommuner.

Blandt andet råder alle kommuner i dag over forebyggelsestilbud til borgere med diabetes, hjerte-kar-sygdom, KOL og kræft. Og indholdet er stort set også ens.

Næsten alle tilbyder for eksempel tobaksafvænning, kursus i sygdomsmestring og ernæring samt træning. De kan være organiseret forskelligt, fordi kommunerne er forskellige i forhold til befolkningsstørrelse og geografi.

Men tilbuddene er på hylderne – i alle landets kommuner.

Kommunerne efterspørger faglig udviklingsplan
Vi er ikke i mål, det medgiver jeg gerne. Noget af det, vi længe har efterspurgt, er klarere krav og forventninger til os fra staten. Så vi kender opgaven og kan ruste op på kompetencer og kapacitet.

Sygehusvæsenet fik for snart ti år siden en specialeplan. Det er det – altså en faglig udviklingsplan og økonomisk prioritering af det nære sundhedsvæsen – vi i kommunerne efterspørger.

Det synes jeg ikke er meget forlangt. Særligt, når vi samtidig bliver skudt i skoene, at vi er uens.

Rammerne for udviklingen skal være gennemskuelige
Afslutningsvis en lille bøn. Når vi nu ved, at behandlinger hver dag udlægges fra sygehuse til kommuner og almen praksis, skal vi så ikke sammen gøre vores til, at rammerne for den videre og nødvendige udvikling af det nære sundhedsvæsen bliver så klare og gennemskuelige som muligt, så vi har fast grund at planlægge efter og kan sikre, at pengene følger med.

Det er i hvert fald min forventning til regeringens bebudede udspil til efteråret om en reform af sundhedsvæsenet.