Kommunale direktører: Giv politikerne magten over udviklingen af sundhedsvæsenet tilbage

Af Carsten V. Lund, Helle Mønsted Nielsen, Karen Storgaard Larsen og Rolf Dalsgaard Johansen
Hhv. Vicekommunaldirektør i Sønderborg Kommune, direktør for Job og Velfærd i Sønderborg Kommune, direktør for Social og Sundhed i Aabenraa Kommune og direktør for Voksen og Sundhed i Haderslev Kommune.

Formændene for KL og Danske Regioner præsenterede i sidste uge 12 fælles pejlemærker for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Til stor glæde for os her i det sønderjyske.

For der er behov for, at vi gør diskussionen om det nære sundhedsvæsen til andet og mere end en teknokratisk diskussion, hvor vi – tungt bevæbnet med store regneark og dystre prognoser – diskuterer opgaveglidning mellem sektorer og deraf følgende tekniske drøftelser af snitflader, takster, finansiering mv.

Som embedsmænd er vi ellers gode til sådanne drøftelser. Det er vores hjemmebane. Vores comfort zone. Meget mere end at skrive kronikker. Men vi ved også, at jo mere tekniske drøftelserne af vores fremtidige sundhedsvæsen bliver, desto mindre plads efterlader vi til den politiske drøftelse og samtale.

Og den er vigtig. Ja, den er faktisk helt nødvendig. Og derfor efterspørger vi den.

Fordi det bør være den politiske vision, der sætter retningen for vores teknokratiske arbejde med at udvikle sundhedsvæsenet. Uden et klart politisk mandat bliver udviklingstakten en anden.

Vi har skabt en debat, hvor politikerne højest er perifere deltagere på en teknokratisk kampplads.

Carsten V. Lund, Helle Mønsted Nielsen, Karen Storgaard Larsen og Rolf Dalsgaard Johansen
Hhv. Vicekommunaldirektør i Sønderborg Kommune, direktør for Job og Velfærd i Sønderborg Kommune, direktør for Social og Sundhed i Aabenraa Kommune og direktør for Voksen og Sundhed i Haderslev Kommune

Vi har et godt sundhedsvæsen i Danmark, men…
Vi har et godt sundhedsvæsen i Danmark. Og der er grund til at rose regionernes og sygehusenes udvikling gennem de seneste 10-15 år, hvor kvaliteten, brugen af data og fagligheden er steget på imponerende vis. Det kan vi virkelig lære noget af i kommunerne.

Politisk er det også sygehusene og den regionale del af sundhedsvæsenet, der har været i fokus. Det er diskussionen om ”supersygehuse” et klar symbol på.

Men hvis vi skal øge sundheden i befolkningen, øge borgernes oplevede kvalitet i sundhedsvæsenet og sikre at den samlede økonomi ikke løber løbsk, er vi nødt til at tale mere om alt det, som ikke foregår på sygehusene.

Dette er ikke en kritik af regionerne. Det er i stedet en invitation til en samtale om, hvad der skal være de styrende værdier for udviklingen af vores nære sundhedsvæsen.

Vi vil som embedsmænd gerne være en del af samtalen – og vi deler i det følgende nogle af vores perspektiver – men det er ikke os, der skal sætte retningen. Det skal politikerne.

Sundhedsvæsenet skal sætte borgeren først
Tal fra Danmarks Statistik viser, at sundhedsudgifternes andel af de samlede offentlige udgifter vokser. Og alt andet lige vil den demografiske udvikling betyde, at vores sundhedsvæsen fortsat vil have behov for yderligere ressourcer.

Samtidigt er der også behov for øget økonomi på flere af vores øvrige velfærdsområder, og vi står overfor hårde prioriteringer i de kommende år.

Derfor er det en politisk skal-opgave at overveje og beslutte, hvordan vi vil videreudvikle vores nære sundhedsvæsen i en helhedsbetragtning.

Vi tror, at det vigtigste afsæt for udviklingen af det nære sundhedsvæsen, er borgerens levede liv, behov, ønsker og vilkår. Det lyder flot, men hvordan skaber vi et sundhedsvæsen, der reelt tager afsæt i den enkelte borger? Og hvor strukturerne ikke er noget, som borgeren lægger mærke til? Det skal der findes svar på.

For helt ærligt, hvem går op i, om det er den praktiserende læge, en fra sygehuset eller en fra kommunen, der løser opgaven – endsige betaler regningen?

Som borger er det vigtigste, at man oplever, at man bliver set og hørt, og at man får den rette behandling udført af kompetente medarbejdere med den nødvendige faglighed.

Kommunerne kan være spydspids
Vi tror på, at det kommunale sundhedsvæsen kan byde ind med noget særligt ikke bare i forhold til forebyggelse men også behandling af visse borgere. Og at kommunerne på den baggrund kan være en spydspids i den store opgave, som vi sammen skal have løst i de kommende år: Hvordan gør vi op med uligheden i sundhed?

Det kan eksempelvis handle om sårbare ældre, kronikere med begrænset kontakt til arbejdsmarkedet, eller børn og unge i udsatte positioner. Det er alle grupper, vi som kommune har en tæt kontakt med i forvejen, og hvor der i virkelighedens verden ikke er lige adgang til sundhed.

Det er ofte borgere, som ikke magter at køre 50 km for at komme på sygehuset, men hvor behandlingen i stedet skal komme til dem. For eksempel ved, at vi både selv udvikler fagligheden i kommunerne og samarbejder med sygehusene om at levere nogle af de højtspecialiserede ydelser i eksempelvis sygeplejeklinikker og kommunale sundhedshuse.

En kvalitetsrejse
Vi tror, at hospitalerne fremover skal være endnu mere knyttede til kommunerne – og ikke omvendt. Som tidligere formand for lægeforeningen, Mads Koch Hansen, skrev forleden i Dagens Medicin, så er og skal sygehusene kun være en parentes i de fleste menneskers liv.

Vi ved også godt, at vi i kommunerne står over for en betydelig kvalitetsrejse, i stil med den, som sygehusene har været igennem i det seneste årti. For det nære sundhedsvæsen er i dag udfordret på faglighed og data i visse opgaver.

Selvom vi sikkert ikke får klapsalver for det i KL, er vi ikke nervøse for at tale om nationale standarder, kliniske retningslinjer og øget monitorering af vores indsatser.

Som sagt finder vi stor inspiration i den udvikling, som sygehusene har gennemgået, og vi tror, at den kan være et afsæt for sammen at videreudvikle den grundlæggende konstruktion.

Vi skal gøre samtalen politisk
Vi efterspørger med dette indspark en debat, hvor der er mere plads til politikere. En debat hvor der er plads til flere visioner og færre diskussioner af administrative strukturer eller finansieringsmekanismer.

I vores optik er problemet i debatten om det nære sundhedsvæsen lige nu ikke, at politikerne ikke vil deltage, men at vi har skabt en debat, hvor politikerne højest er perifere deltagere på en teknokratisk kampplads.

KL og Danske Regioner har taget et skridt og på ny givet bolden op debat. Det kvitterer vi for.

Men det er ikke nok. Vi har brug for, at flere følger trop – og her taler vi ikke mindst til vores kolleger i ministerier, styrelser, regioner og kommuner.

Nu skal vi alle gribe den bold. Vi, der servicerer politikere, har et ansvar for at invitere til og skabe rammerne for en samtale, hvor politikerne kan spille deres demokratiske rolle og sætte retning og rammer for vores arbejde med at udvikle det nære sundhedsvæsen.

Hvordan og hvorledes det kan ske, har vi tanker om, men svarene kan vi kun udvikle i samarbejde med andre. Nu er bolden givet op, vi glæder os til at fortsætte drøftelsen.