Kommunerne skal fokusere på kvalitet og forebyggelse

Af Tina Christensen 
Formand, Danske Fodterapeuter 

Landets kommuner kommer i fremtiden til at overtage en stigende andel af sundhedsvæsenets opgaver. Sundhedsministerens udmelding om, at de 800 mio. kr. til sundhedshuse skal forvaltes af landets kommuner, er den seneste hændelse, som bekræfter tendensen. Som fodterapeut ved jeg, hvor vigtig tilgængelighed, nærhed og ikke mindst tæt tværfagligt samarbejde er for en effektiv forebyggende indsats. Jeg hilser derfor denne udvikling velkommen og ser mange positive perspektiver i fx de kommunale sundhedshuse.

Med flere opgaver følger som bekendt også større ansvar. Og for at kunne forvalte dette ansvar følger også, at man har sundhedsfaglig kompetence og interesse. Og her synes jeg stadig, der er – lad os kalde det udviklingsmuligheder – for mange især mindre kommuner. Hvor jeg oplever, at regionerne er interesserede i at tale om kvalitet og forebyggelse, er mange kommuners primære interesse desværre stadig centreret om prisen for en ydelse - uden skelen til, hvad man får for pengene.

Holder ikke øje med kvaliteten
Inden for vort specialiserede område – fødderne - kan jeg nævne to eksempler på forhold, hvor jeg kunne ønske langt større kommunal interesse for, hvad man får for pengene.

Med flere opgaver følger som bekendt også større ansvar. Og for at kunne forvalte dette ansvar følger også, at man har sundhedsfaglig kompetence og interesse. Og her synes jeg stadig, der er – lad os kalde det udviklingsmuligheder – for mange især mindre kommuner. 

Tina Christensen
Formand, Danske Fodterapeuter

Første eksempel:
Mange pensionister er berettiget til såkaldt udvidet helbredstillæg til nødvendig fodbehandling, som personen ikke selv kan varetage. Stort set ingen kommuner stiller imidlertid faglige eller uddannelsesmæssige krav til, hvem der skal varetage denne opgave. Det betyder, at opgaven ofte sættes i udbud og overlades til personer uden nogen form for anerkendt uddannelse. Det medfører mildest talt svingende kvalitet i den leverede behandling. Samtidig betyder den manglende interesse for behandlingens kvalitet også, at kommunerne forpasser en oplagt mulighed for at forebygge og fange mange patienter, inden det ”går galt”. Alt for ofte modtager de statsautorisede fodterapeuter patienter i deres klinikker, som fx er diabetikere og nu har fået et fodsår.

Overser krav om dokumentation
De har hidtil gået ved en fodplejer, som kommunen har anbefalet dem, og dermed er der ikke løbende foretaget de undersøgelser, der er nødvendige. Omvendt har pensionisten troet, han har været i kompetente hænder, for det var jo kommunen, som havde indgået en aftale med den pågældende behandler. Dette sker, fordi kommunerne overser lovgivningens krav om, at der skal ligge faglig dokumentation til grund for visitering af borgeren.

Andet eksempel:
Personer med svære fejlstillinger i fødderne kan have brug for ortopædiske sko (håndsyet fodtøj). Med en henvisning fra lægen betaler kommunerne langt størstedelen af denne udgift – typisk ca. 15.000 kr. for et par sko. Men fordi kommunerne udelukkende interesserer sig for at få det billigst muligt i de indgåede prisaftaler, er kvaliteten af de udleverede sko varierende. Min påstand er, at der står for millioner af kroner ubrugt ortopædisk fodtøj rundt om i landet, som aldrig er kommet i brug. Og jeg har endnu til gode at møde en eneste kommune, der følger op på kvaliteten af det udleverede fodtøj (og om det bliver brugt). 

Så min bøn til mange af landets kommuner er: Kom ind i kampen og begynd at interessere jer lidt mere for det faglige. Jeg hjælper jer i hvert fald gerne med at blive klogere på fødder, og jeg er sikker på, at mine kollegaer inden for andre fagområder har det på samme måde.