Fem aktører: Solarier er ikke for børn - indfør aldersgrænse på 18 år

Mette Lolk Hanak, Lisbet Rosenkrantz Hölmich, m.fl.
(Se alle indlæggets afsendere i faktaboksen)
I Danmark har vi aldersgrænser for eksempelvis køb af alkohol og tobak, fordi vi ved, at det er sundhedsskadeligt.
Men solariebrug er tilladt for alle – uanset alder.
Går et ungt menneske i solarium, øges risikoen for, at vedkommende får modermærkekræft med 60 procent.
Vi voksne tillader altså, at vores børn og unge kan lægge sig i solariet velvidende, at de risikerer at pådrage sig en livstruende sygdom i fremtiden.
Vi voksne tillader altså, at vores børn og unge kan lægge sig i solariet velvidende, at de risikerer at pådrage sig en livstruende sygdom i fremtiden.
Mette Lolk Hanak, Lisbet Rosenkrantz Hölmich, m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen
For modermærkekræft er en potentielt dødelig sygdom, hvis den ikke opdages i tide.
Det skal vi simpelthen kunne gøre bedre – og den gode nyhed er, at det kan vi faktisk gøre bedre.
Konkret foreslår vi, at Danmark indfører en 18-års aldersgrænse for solariebrug, så vi beskytter vores børn og unge bedre mod kræft.
Antallet af unge solariebrugere stiger
Måske tænker du, om det overhovedet er nødvendigt – for: er der stadig unge, der går i solarium?
Svaret er desværre ja. Og tallet er stigende.
I 2014 indførte danske politikere minimumsimplementering af et EU-direktiv: 'Lov om solarier'.
Der blev blandt andet indført krav til strålingsniveau i solarier samt krav om en synlig advarselsplakat fra Sundhedsstyrelsen i alle solcentre.
Men 'Lov om solarier' indeholdt ikke en 18-års aldersgrænse.
Dengang loven blev indført, gik 10 procent af de 15-25-årige i solarium.
I dag er tallet steget til 14 procent, og kigger man kun på unge kvinder, er andelen af solariebrugere på 20 procent.
De fleste unge begynder, før de fylder 18 år, og 9 procent af brugerne var under 14 år første gang, de besøgte et solcenter.
Det viser tal fra rapporten 'Unges solarievaner 2023', som netop er blevet offentliggjort.
Denne udvikling er vi dybt bekymrede over – både som forældre og som fagfolk.
Erfaringer fra andre vestlige lande har vist, at en 18-års aldersgrænse markant reducerer antallet af unge solariebrugere.
En aldersgrænse redder liv
Ifølge en analyse fra Kræftens Bekæmpelse ville vi kunne have forebygget cirka 2.000 tilfælde af modermærkekræft frem mod 2045, hvis de danske politikere tilbage i 2014 havde indført en 18-års aldersgrænse for brug af solarium.
En aldersgrænse vil ikke kun spare sundhedsvæsenet for store udgifter – den vil også redde liv.
Indlægget er skrevet af:
- Mette Lolk Hanak, Forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse
- Lisbet Rosenkrantz Hölmich, Professor, Overlæge, dr.med., afdeling for plastikkirurgi på Herlev Hospital og formand for Dansk Melanom Gruppe
- Merete Schmiegelow, Forperson for Patientforeningen Modermærkekræft
- Rikke Bech, Overlæge, ph.d., Formand for Dansk Dermatologisk Selskab
- Merete Hædersdal, Professor, Overlæge, dr.med., ph.d., dermatologisk afdeling Bispebjerg Hospital, samt direktør og forskningsleder af Videncenter for Hudkræft
Hvert år dør cirka 275 personer herhjemme af modermærkekræft.
Til sammenligning dør under 200 personer årligt i trafikken.
Vi har teknologien
For ti år siden var et af argumenterne mod en aldersgrænse, at den ville være svær at håndhæve, fordi mange solcentre er ubemandede.
I dag er elektronisk adgangskontrol en del af vores digitale hverdag – vi kender det fra eksempelvis fitnesscentre og biblioteker.
Og Norge er et godt eksempel på et land, der har gode erfaringer med alderskontrol i ubemandede solarier.
Heldigvis er den danske ungdom med på vores ide: 76 procent af de 15-25-årige bakker således op om en 18-års aldersgrænse.
Før jul kunne vi læse i medierne, at også flere partier i Folketinget vil kigge nærmere på mulighederne for en 18-års aldersgrænse.
Og 6. januar nævnte Sundhedsminister Sofie Løhde (V) i et svar til Folketingets Sundhedsudvalg, at hun er ”indstillet på at se nærmere på, om der er behov for nye initiativer, der skal sikre, at færre børn- og unge bruger solarier i fremtiden”.
Det glæder os, for ’Lov om solarier’ er klar til en ordentlig opstramning. Kan vi være andet bekendt?
- Central beslutning i Østdanmark vækker opsigt: De mest udfordrede kommuner skal selv drive reformens nye sengepladser
- Nu skal århundredets reform sikkert i havn. Her er Kjeld Møllers ønskeliste til en ny regering
- Patientforeninger opfordrer regioner til at bruge omstridt vetoret mod kommuner
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Professor og programdirektør: Vi kan opspore type 1-diabetes tidligere hos børn, men Danmark mangler et nationalt tilbud















