Politikere og fagfolk: Børn i psykisk mistrivsel skal have bedre hjælp

Af Sophie Hæstorp Andersen (S), Trine Græse (S), Pia Jeppesen, Anne Katrine Pagsberg og Anne Thorup
Se mere i dokumentationsboks til højre

Psykiske sygdomme er folkesygdomme, og de fleste begynder i barndommen. Men hovedreglen er i dag, at mange børn ikke får målrettet hjælp eller behandling, før sygdommen er blevet virkelig alvorlig og ofte invaliderende i hverdagen.

Vi har med andre ord samme tilgang til forebyggelse og behandling af psykiske sygdomme hos børn og unge, som vi havde til kræft og hjertesygdom for 50 år siden, hvor det var nyt og kontroversielt at behandle de tidlige sygdomsstadier hurtigt og effektivt.  

Det er vigtigt at huske, at de fleste børn og unge i Danmark lever et godt og trygt liv med familie, venner og skole. De leger, lærer og udvikler sig. Hvis noget går skævt i hverdagen, som det sker for os alle indimellem, er der et netværk omkring dem til at støtte op og hjælpe dem ud på den anden side.

Ikke desto mindre viser store danske undersøgelser, at et stigende antal børn og unge rapporterer tegn på psykisk mistrivsel og søger hjælp i kommunerne.

Antallet af børn og unge, der får kontakt til psykiatrien, er fordoblet i løbet af det sidste årti. Aktuelt har 15 procent af alle børn i Danmark haft kontakt til børne- og ungdomspsykiatrien og fået en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år.

Aktuelt har 15 procent af alle børn i Danmark haft kontakt til børne- og ungdomspsykiatrien og har fået en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år.  

Sophie Hæstorp Andersen (S), Trine Græse (S), Pia Jeppesen og Anne Katrine Pagsberg og Anne Thorup

Flere unge døjer med psykiske problemer
Vi kan ikke ud fra tallene vide, om børn og unge i Danmark reelt har fået det værre, eller om stigningerne skyldes, at det er blevet lettere at tale om psykiske problemer, så flere søger hjælp, hvor de før ventede og led i stilhed.

Men vi ved, at social angst, et usundt forhold til krop og mad, mild depression eller problemer med uro og opmærksomhed ofte ledsages af øget skolefravær og dårlig skoletrivsel.

Disse børn og unge har en betydeligt øget risiko for senere at udvikle en sværere og mere behandlingskrævende psykisk sygdom, dårligere afgangseksamen fra folkeskolen, dårligere livskvalitet, selvskade, misbrug og sociale vanskeligheder.

Tilbage står spørgsmålet om, hvad vi skal gøre for den voksende gruppe af børn og unge, der ikke har gavn af en hospitalsindsats, men hvor familien og skolen på den anden side ikke kan klare det alene. Den gode nyhed er, at det seneste årti har givet os mere viden om, hvad der virker.

Der findes nemlig effektive psykologiske behandlinger, der viser gavnlige effekter hos børn og unge. Vi ved altså godt, hvad vi skal gøre, men alligevel har de fleste børn i psykisk mistrivsel i dag ikke hurtig og lige adgang til effektiv behandling.

Sundhedsmyndighederne i Danmark og flere andre lande peger på, at der skal tilbydes støtte og behandling af stigende intensitet afhængigt af barnets eller den unges behov. En form for "behandlingstrappe", hvor hvert trin op ad trappen repræsenterer en mere intensiv indsats, og hvor børne- og ungdomspsykiatrien står klar, hvis de første trin viser sig utilstrækkelige.

Det er den eneste bæredygtige model, vi kender, men den er krævende at indføre, blandt andet fordi frontpersonalet som skolelærere, sundhedsplejersker og skolepsykologer, der tager sig af de første indsatstrin, skal kunne vurdere behovet hos børn og familier og selv udføre den første støtte og behandling.

Vi skal gøre op med små, tidsbegrænsede indsatser
Der er risiko for, at de første indsatser er ineffektive, og at barnet går fra trin til trin i systemet, fordi hjælpen kommer for sent og skyder under målet, mens trivslen gradvist forværres. Mange børn henvises i dag direkte til psykiatrien uden først at have modtaget relevante undersøgelser og psykologiske og pædagogiske indsatser i skole og i hjem.

Sådanne henvisninger afvises ofte af psykiatrien, hvormed hjælpen yderligere forsinkes, og barn og forældre står tilbage uden muligheder eller rettigheder. Udrednings- og behandlingsgarantien på 30 dage gælder nemlig ikke, før barnet er visiteret til børne- og ungdomspsykiatrien.  

Med det stigende og nødvendige politiske fokus på sunde børne- og ungeliv og med udsigten til en tiårsplan for psykiatrien med særlig fokus på forebyggelse, står vi foran en unik mulighed.

Udfordringen er nu at blive enig om, hvordan vi sikrer, at alle børn har adgang til effektiv psykologisk behandling på rette niveau. Det kræver, at vi tænker stort, og at vi gør op med de myriader af tidsbegrænsede puljer, små projekter og ujævne indsatser, som har præget billedet de seneste år, hvor effekten er usikker, har social slagside og er umulig at måle på eller skalere op.

Ellers risikerer vi at bekæmpe et stort og vedvarende samfundsproblem med spredte og utilstrækkelige værktøjer – at bekæmpe ilden i et brændende hus med vandpistoler.