Lægesjusk skal straffes

2/9-05: Peter Skaarup (DF), vil vide hvad sundhedsministerens holdning er til fejlbehandlinger og lægesjusk og om hvorvidt det i højere grad skal straffes.
Dokumentation
Spørger: Peter Skaarup (DF)

Spørgsmål S 3195: Er ministeren, bl.a. i lyset af det seneste eksempel med en øre-, næse- og halslæges gentagne katastrofale fejlbehandlinger af patienter, enig med tidligere sundhedsminister Carsten Koch, der i 1999 i svaret på spørgsmål nr. S 2558 angav, at der ikke var »anledning til at overveje skærpelser i relation til det tilsyn og den kontrol med lægers virksomhed, der allerede findes i de eksisterende bestemmelser«, eller er ministeren tværtimod enig i, at loven bør strammes, så der fremover i langt højere grad idømmes ubetingede fængselsstraffe, og lægeautorisationen inddrages i tilfælde af alvorlige fejl og forsømmelser.

Begrundelse: I årevis har der udspillet sig den ene sag efter den anden om lægesjusk og -fejl med alvorlige - sågar dødelige - følger for patienterne. Det seneste grelle eksempel er en øre- næse- og halslæge fra Næstved, der står bag en række alvorlige fejlbehandlinger, og som nu efter hvad alt tyder på har en ældre mands død på samvittigheden. Ikke desto mindre har Sundhedsstyrelsen efter spørgerens oplysninger endnu aldrig inddraget en læges autorisation, ligesom lægerne typisk er sluppet med en påtale og en bøde på nogle få tusinde kroner selv i meget grove tilfælde. Spørgeren finder det helt urimeligt, at man som læge kan slippe af sted med at betale en beskeden bøde for fejl, der koster menneskeliv og derefter uagtet fortsætte sit virke som læge til fare for andre patienter. Ganske vist begår ingen læger fejl med vilje, men når man sammenligner de menneskelige omkostninger, som svær sygdom og død resulterer i, er det en krænkelse af borgernes retsbevidsthed, når en læge ved grove fejl og forsømmelser blot idømmes en beskeden bøde. Spørgeren vil derfor opfordre ministeren til at tage initiativ til en skærpet kontrol med lægerne og klagesystemet samt at hæve strafferammen væsentligt for lægefejl, så der i grove tilfælde kan idømmes ubetinget fængselsstraf, og lægeautorisationen kan inddrages.


0:000:00