Lektor: Disse præmisser er afgørende, hvis nærhedsreformen skal virke

DEBAT: Syv kommuner skal sættes fri fra statslig styring på en række områder for at skabe plads til faglighed og mødet med borgerne. Men en række præmisser er afgørende, hvis indsatsen skal generere forandring på længere sigt, skriver Tina Øllgaard Bentzen.

Af Tina Øllgaard Bentzen
Lektor, Roskilde Universitetscenter

Nærhedsreformen har i lang tid ventet i startboksen, mens coronaen har taget al opmærksomhed i dansk politik. Det er ikke let at være en forvaltningsreform, når så dramatiske sundhedsproblematikker indtager den politiske scene.

Men nu er der endelig sket noget: Fra vage formulering om at nærhedsreformen skulle indgå i al politikudvikling, og dermed lide skæbnen altid at være baggrund, kom statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale med en meget konkret udmelding.

Mettes vilde ide
Nærhedsreformen bliver skudt fra start i det kommunale, hvor syv udvalgte kommuner med undtagelse af enkelte ”hegnspæle” vil blive frisat fra statslig styring.

Frisættelsen vil gælde ét område inden for hver kommune og rette sig enten mod Folkeskolen, dagtilbud eller ældreområdet. Ideen er at man lokalt, uden statslig indgriben, gives frihed til at finde bedre løsninger i et samarbejde mellem blandt andet borgere og medarbejdere.

Forslaget om det, man kan kalde lokale styringslaboratorier, kræver dog endelig godkendelse fra både de udvalgte kommuner og Folketinget.

Som statsministeren også klogeligt startede ud med at sige, skorter det jo ikke på tidligere forsøg på at afbureaukratisere og forenkle den offentlige sektor.

Faktisk er det vanskeligt at finde en regering med respekt for sig selv, som inden for de sidste 30 år ikke har forsøgt sig med en afbureaukratisering-, forenklings- eller tillidsreform.

Man kan, som Mette Frederiksen formulerede det, godt forstå de offentlige ansatte som bliver ”fjerne i blikket” og ikke helt tror på, at det for alvor kommer at rykke. Så har forslaget om syv kommunale styringslaboratorier så potentialet til at gøre den forskel, vi venter på?

Hvad er det langsigtede perspektiv?
Ideen med syv afgrænsede laboratorier, som gives langt mere radikal frihed end i de tidligere kommuneforsøg, er på mange måder god. Dét at udpege en række dedikerede kommuner, der inden for et afgrænset område forpligter sig på en indsats, kan være en god måde at skabe frontløbere, som kan vise vejen i forhold til en mere radikal afbureaukratisering.

Der er også gode toner i forhold til vigtigheden i at tænke både medarbejder- og borgerinddragelse ind i processerne med at afbureaukratisere.

Der er dog også en række præmisser, som vil være afgørende for, om de lokale styringslaboratorier bliver mere end gode, lokale processer, eller om de får potentialet til at genere forandring på en større bane. 

Det er for eksempel afgørende, at der sikres en forskningsbaseret evaluering af forløbene, så der kan skabes viden om både indsatser, drivkræfter og barrierer i processen samt effekterne af forløbene.

Samskabt styring i det kommunale kan hjælpe
I det kommunale eksperimenteres der allerede med afbureaukratisering gennem samskabt styring. Kommuner som eksempelvis Høje Taastrup, Roskilde, Odder, Herning, Sorø og Horsens har bidraget til, at vi allerede nu ved meget om, hvad der skal til for at lykkes med robust afbureaukratisering.

De erfaringer kan med stor fordel booste de nye laboratorier, som for eksempel bør have fokus på tidlig og gennemgribende involvering af de aktører, der har aktier i styringen.

En vigtig læring er også at afbureaukratisering ikke kun handler om at fjerne styring. Ofte ligger det største arbejde i at forankre eller forandre den styring, som måske nok er dysfunktionel, men som heller ikke bare kan ”smides ud med badevandet” fordi den faktisk har en funktion i forhold til at håndtere vigtige risici. En central pointe er altså, at afbureaukratisering ikke kun handler om mindre styring men altid om at skabe mere meningsfuld styring.

Ét skridt gør det ikke
Men selvom styringslaboratorierne bestemt har et potentiale, kan de næppe få os helt i mål. Det er alligevel et ret begrænset antal mennesker der involveres aktivt i en nærhedsreform, hvis den kun består af indsatser på enkelte områder i syv kommuner. Resten af den offentlige sektor skal vel næppe sidde på hænderne, indtil vi om nogle år kender resultaterne af disse interessante, men også relativt afgrænsede, frisættelsesforsøg?

Dels ligger de tre udvalgte områder dagtilbud, skoler og ældreområdet i den lidt lettere ende af skalaen i forhold til statslig styring, hvor områder som for eksempel beskæftigelse og det specialiserede socialområde i højere grad er reguleret og dilemmafyldt.

Og hvad med det regionale og statslige område, som på mange måder også er underlagt mere regulering end det kommunale, hvor autonomien alt andet lige er lidt større?

Derudover er der også brug for indsatser som retter sig imod de styringsudfordringer, som ikke bare holder sig pænt inden for det enkelte velfærdsområde, men som, ligesom borgerne, går på tværs af fagligheder og sektorer.

Kun første stop
Sidst, men ikke mindst, kan en parallel vej også være at starte processen nedefra på den enkelte arbejdsplads. Erfaringerne fra samskabt styring viser i flere tilfælde, at den styring, der ”bøvler”, ikke kun kommer ”oppefra”, men faktisk også tit er lokal, selvpåført styring. Her er der, eventuelt med lidt støtte, oplagte muligheder for bare at smøge ærmerne op og selv skabe sin egen, lokale nærhedsreform.

Det kan være både fornuftigt og klogt at tage de første skridt og samle løsthængende frugter på de lidt lettere baner i den offentlige sektor. Men skal en nærhedsreform batte, er der brug for flere skridt, hvor man tør tage fat dér, hvor styringen er mest kompleks – og også gør mest ondt.

Nærhedsreformen begynder endelig at få en form, hvor et potentiale toner frem. Men kun som et første skridt på vejen. Hvis de offentlige ansatte skal få nærværet tilbage i blikket, er de syv udmeldte styringslaboratorier kun første stop på en lang rejse mod en offentlig sektor med mere meningsfuld styring.

Forrige artikel Radikale: Vi skal tænke ulighed ind i al ny sundhedspolitik Radikale: Vi skal tænke ulighed ind i al ny sundhedspolitik Næste artikel LA Ungdom: Der er brug for et opgør med velfærdsstatens tillidsfattige regeltyranni LA Ungdom: Der er brug for et opgør med velfærdsstatens tillidsfattige regeltyranni