Lundbeckfonden støtter Steen Gammeltoft med 800.000 kr.
15. juni 2009 kl. 10.22
Søvnen optager en tredjedel af livet. Søvn og vågen tilstand reguleres af den biologiske døgnrytme, 'det indre ur' og af ydre faktorer - først og fremmest lyset.
Flere sygdomme forstyrrer søvnen, dels de egentlige søvnsygdomme narkolepsi og søvnapnoe, dels sygdomme i hjerne, hjerte og stofskifte.
Flere områder i hjernen styrer balancen mellem søvn og vågen tilstand. Et af disse er hypothalamus, som danner flere hormoner, såkaldte neuropeptider, der regulerer døgnrytme, fødeindtagelse, stofskifte, kredsløb og forplantning.
Et af disse neuropeptider er hypokretin, som stimulerer hjernens vågne tilstand. Patienter med narkolepsi har meget lavt indhold af hypokretin i spinalvæsken, som findes i hjernen og rygmarven.
Forklaringen er, at de hypokretin-producerende nerveceller i hypothalamus er gået til grunde under sygdommens udvikling. Narkolepsi er kendetegnet af søvnløshed om natten og søvnighed og træthed om dagen, samt anfald af muskelsvækkelse udløst af stærke følelser.
Formålet med forskningsprojektet er at undersøge sammenhængen mellem spinalvæskens indhold af neuropeptider og søvnforstyrrelser hos patienter med narkolepsi og andre sygdomme.
Målinger af hypokretin og andre neuropeptider i spinalvæsken hos patienter med søvnforstyrrelser kan dels anvendes til påvisning af sygdommen, dels bidrage til forståelsen af årsagen.
Endelig kan undersøgelserne danne baggrund for udvikling af ny og forbedret behandling.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Patientforeninger opfordrer regioner til overveje omstridt vetoret mod kommuner
- Cecilie Liv Hansen trækker sig fra post i Region Syddanmark

















