Bruno Hansen
Bertel HaarderMindeord: Fhv. EU-direktør Bruno Hansen
Den sidste dag i marts lukkede Bruno Hansen sine øjne på Zalem Plejehjem i Gentofte.
Efter at have været hårdt ramt af den forfærdelige sygdom Parkinson i en årrække samt nyligt tilstødende lungebetændelse tog han en beslutning om ikke at modtage hjælp mere. Det er typisk for hans viljestyrke. Dermed sluttede en af de mest formidable karrierer i dansk forskningshistorie.
Hans uendeligt lange CV vidner om de utallige betroede poster, han beklædte både herhjemme og i Bruxelles. En perlekæde af danske og udenlandske udmærkelser, poster og ansættelser, som aldrig steg ham til hovedet. Han forblev den åbne og videnskabeligt søgende kemi-ingeniør, der i 1965 blev udklækket på Danmarks Tekniske Universitet.
Han blev en internationalt anerkendt kapacitet inden for insulin-kemi, genteknologi og bioteknologisk forskning og var stærkt optaget af samarbejdet mellem industri og offentlig forskning, som dengang var noget relativt nyt og tiltrængt. I hele tre perioder var han direktør for Life Sciences i EU-Kommissionen.
Som undervisnings- og forskningsminister mødte jeg ham på Nordisk Gentofte før fusionen med Novo, hvor han til mit held ikke blev topchef i første omgang. Det gav mig mulighed for at slå en klo i ham og gøre ham til formand for Forskningspolitisk Råd.
Hvad jeg ved om forskning, har jeg fra ham. Hans kvaliteter understreges af, at han ti år senere under min efterfølger igen blev dansk forsknings førstemand. I mellemtiden blev han hentet til Bruxelles som toprådgiver for den italienske forskningskommissær Pandolfi, med hvem han udviklede et så tillidsfuldt forhold, at der næppe blev truffet en eneste beslutning, uden at Bruno Hansen havde givet råd.
Sådan havde jeg det også med ham. Og det var vel at mærke i en periode, hvor både dansk og europæisk forskning fik en opgangsperiode, som vi hverken før eller siden har set magen til.
Hans hjem blev bestyret af Hanne, med hvem han dannede en varm og tryg familie. I vor have herhjemme mindes jeg ham, hver gang »klokken otte-blomsterne« springer ud om foråret. De gror i alle vore blomsterbede, men stammer fra en enkelt blomst, som min kone og jeg fik med hjem fra Hannes og Brunos sommerhus i Melby i Nordsjælland. Ligesom forskningen skal de passes og plejes, og de visne blomster skal pilles af. Intet kommer af sig selv. Det var Brunos lærerige budskaber til alle omkring ham.
Det er et kæmpe træ i den danske skov, der nu er faldet. Æret være hans minde.
Indsigt
Jes Bruun Lauritzen70 årI dag
Klinisk professor, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet, overlæge, Ortopædkirurgisk afdeling, Bispebjerg Hospital
Lene Brøndum Jensen52 årI dag
Afdelingschef, Afdeling for Sundhedsstruktur, Etik og Beredskab, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Mette Wier65 årI dag
Direktør, professor, DTU Management, Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi, medlem af bestyrelsen for Gate21, Det Tekniske Universitetshospital og Danish Life Cycle Cluster

Louise Brown spørger Sophie LøhdeHvorfor er reglerne ikke ændret, så onlineplatforme kan levere håndkøbsmedicin?
Per Larsen spørger Sophie LøhdeHvad har regeringen gjort for børn og unge med svær overvægt?
Karin Liltorp spørger Sophie LøhdeHvornår bliver retningslinjerne for udtrapning af antidepressiv medicin revideret?
- Overblik: Her er den foreslåede VLAK-regerings politiske grundlag
- Kommuner og regioner vil presse mål for børns trivsel ind i regeringsgrundlag
- Kommunernes budget eksploderer på det mest betændte område. Men Christiansborg stikker hovedet i busken
- Medicinudgifterne stiger og stiger – men hullet i regionernes budgetter bliver ikke større
- Se kandidaterne til Lægeforeningens formandspost



















