Ny aftale skal sikre flere praktikpladser på sosu-uddannelserne

PRAKTIK: Regeringen, KL, Danske Regioner og FOA er onsdag blevet enige om en aftale, der skal øge incitamentet til at tage og gennemføre en social- og sundhedsuddannelse.

Antallet af praktikpladser på sosu-uddannelserne skal stige fra 6.900 til 9.000 pladser, lyder det i den nye aftale. 
Antallet af praktikpladser på sosu-uddannelserne skal stige fra 6.900 til 9.000 pladser, lyder det i den nye aftale. Foto: Ritzau/Jonas Olufson
Andreas Arp

Minimumsantallet af praktikpladser på social- og sundhedsuddannelserne skal øges med 30 procent i 2020 og 2021 sammenlignet med 2019.

Det er blandt punkterne i den nye toårige aftale om antallet af praktikpladser på uddannelserne til social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent, som regeringen, KL, Danske Regioner og FOA er nået til enighed om onsdag.

”Vi gør det klart og tydeligt for dem, der overvejer at tage en uddannelse inden for plejesektoren, at der er gode muligheder for spændende praktikforløb og job. Så sammen med initiativerne i finanslovsaftalen og erhvervsuddannelsesaftalen tager vi store skridt mod forhåbentligt at gøre det endnu mere attraktivt at vælge en social- og sundhedsuddannelse,” siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) i en pressemeddelelse.

Aftaleteksten lægger op til, at der i 2020 og 2021 skal være minimum 6.000 praktikpladser til elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen og minimum 3.000 praktikpladser til elever på social- og sundhedshjælperuddannelsen.

Vi gør det klart og tydeligt for dem, der overvejer at tage en uddannelse inden for plejesektoren, at der er gode muligheder for spændende praktikforløb og job. 

Merete Riisager (LA)
Undervisningsminister

Den tidligere aftale indeholdt et minimum på 4.700 praktikpladser på social- og sundhedsassistentuddannelsen og et minimum på 2.200 praktikpladser på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Minimumsantallet af pladser på de to uddannelser står derfor til at stige med 2.100 praktikpladser, hvilket altså svarer til en stigning på 30 procent.

Læs også

Skal hjælpe på rekrutteringen 
Aftalen skal komme de rekrutteringsudfordringer på ældre- og sundhedsområdet til livs, som forventes at komme, fordi der bliver flere og flere plejekrævende ældre. Det sker samtidig med, at mange medarbejdere snart går på pension, og antallet af ansøgere på social- og sundhedsuddannelserne falder, lyder det i pressemeddelelsen.

Og derfor glæder aftalen også kommunerne:

”En af kommunernes vigtigste velfærdsopgaver er at sikre en god kvalitet i ældre- og sundhedsplejen. Derfor er jeg tilfreds med, at vi har landet en aftale, der understøtter rammerne for at uddanne flere elever i en tid med flere ældre borgere,” siger Jacob Bundsgaard, formand i KL.

Den nye aftale indeholder også en række initiativer, der skal være med til at sørge for, at færre elever på social- og sundhedsuddannelserne dropper ud. I dag lyder frafaldet på 14 procent, men parterne har forpligtet sig på at reducere det tal til ti procent.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Bundsgaard

Borgmester (S), Aarhus Kommune, næstformand, Kommunernes Landsforening (KL)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2008)

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00