Politikerne skal ud i virkeligheden

INTERVIEW: Følg ministerens eksempel med besøg i virkelighedens verden. Således lyder opfordringen fra Vibeke Storm Rasmussen (S) til folketingsmedlemmerne. Hun finder deres uvidenhed på sundhedsområdet dybt problematisk.
Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) glæder sig over ministerens besøg på hospitalerne i Region Hovedstaden og opfordrer øvrige folketingsmedlemmer til at følge i ministerens fodspor.
Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) glæder sig over ministerens besøg på hospitalerne i Region Hovedstaden og opfordrer øvrige folketingsmedlemmer til at følge i ministerens fodspor.Foto: Christian Mølgaard/Altinget.dk
Christian Juhl Mølgaard

Jeg tror, vi har en stærk opgave i regionerne med at prøve at lægge virkeligheden frem. For den er altså ikke helt til stede i hovedet på Danmarks beslutningstagere, og det kan ikke nytte. Så det skal være min afsluttende bemærkning: Virkeligheden op på bordet.

Vibeke Storm Rasmussen (S)
Regionsrådsformand, Region Hovedstaden

Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen var vært ved sundhedsminister Jakob Axel Nielsens (K) besøg i Region Hovedstaden, hvor han gæstede Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet. I den forbindelse havde Altinget.dk lejlighed til at tale med hende. 

Hvad er i din optik det vigtigste, ministeren får med sig hjem?

"Det er mit indtryk, at politik ikke er præget af så meget faglighed og saglighed, så det gør noget. Så vi har forsøgt at vise ting frem og argumentere for ting, som vi ser det, på en ordentlig, fornuftig og saglig måde. Det har ministeren pænt lyttet til, og det synes jeg da er vigtigt.

For mig har det været væsentligt at vise ham, at der hos os på Bispebjerg er en utrolig stor faglighed og dygtighed, og et personale, som arbejder på en akutmedicinsk afdeling, hvor der er firesengsstuer og meget smalle gange, og hvor folk løber ind i hinanden hele tiden, og hvor man dårligt kan komme på toilettet.

Den kvalitetsforbedring, som man forventer sig, den kræver altså nogle andre huse at være i. Der skal bygninger til. Det synes jeg, har været nødvendigt at forklare ministeren."

Så det er nogle af de største udfordringer på Bispebjerg?

"Ja, det synes jeg har været vigtigt at få fortalt. På Rigshospitalet var det vigtigt, at han gjorde sig det fuldstændigt klart, at ventetiderne er stigende på hjerteafdelingen, og at vi mangler sygeplejersker.

De bliver overbudt af det private med arbejdsvilkår, økonomi, lønninger og sådan noget. Det betyder, at vi får forlængede ventetider på en hjerteafdeling, som har nogle helt vitale, væsentlige ting at løse for folk. Man må også se i øjnene, at det er en del af de problemstillinger i dét, jeg ser som et ideologisk felttog for private."

De visioner, I har for fremtiden - tror I, at ministeren vil tage dem til efterretning?

"Jeg tror, han er meget charmeret af de fantastiske muligheder, der sådan set fagligt ligger i et hus som Rigshospitalet, også i forhold til snak og diskussioner om verdensklasse og udvikling. Det kan jeg godt forstå, for hvem er ikke det?"

Så er det spørgsmålet, om han kan skaffe midlerne til det?

"Ja, vi har i øjeblikket nogle diskussioner om sundhedsforskningen, og om hvorvidt forskernes indsats skal fordeles jævnt over hele landet med den risiko for, at ingen når verdensklasse, men bare et jævnt pænt niveau. Eller om man kan sikre sig, at man får lavet den strategi, at forskningen foregår det sted, hvor man kan præstere verdensklasse.

Hvor både medicinalindustri og medicoindustri ved, at det er verdensklasse og derfor vil være med, således at vi beholder de firmaer hos os, som også er med til at generere udviklingen på sygehusene.

Beklager, forskning er elitært! Samarbejdet med virksomheder forudsætter, at der ligger nogen, og de ligger altså her. Det er altså temmelig tåbeligt at gå den anden vej.

På den anden side, så bør man sikre sig, at der er et samspil i hele landet, der gør, at fagligheden kommer op alle vegne. Det har jeg fuldstændig forståelse for. Men en model som i øjeblikket, der svækker udgangspunktet på det stærkeste punkt i Danmark for at skabe verdensklasse, det har jeg lidt svært ved at fatte."

Hvis det får nogle konsekvenser, at ministeren tager rundt på disse regionsture, er det så noget, I vil opfordre ham til at gøre noget oftere i fremtiden?

"Jamen, jeg synes, han skal tage rundt. Jeg synes, det er fint, at han siger, at det og det vil han gerne se. Det har han hørt om, det har han læst om, det har han investeret penge i. Vi har så forsøgt at sige, at der er også andet, vi gerne vil vise dig. Det, tror jeg, er vigtigt, at han forstår. Man vil gerne vise det ypperste, men måske vil man også vise det, der trænger. Fordi det er nødvendigt i en institution som den, vi har."

I har vist ham begge dele i dag?

"Vi har vist ham begge dele. Dét, vi virkelig kan, og dét, vi er stolte af, at vi kan. Samtidig må vi erkende, at der i de seneste år ikke har været den indsats, der efter min mening burde have været i sundhedsvæsenet, som svarer til de ambitioner, man har.

Politik har den sammenhæng med virkeligheden, at jo mere af virkeligheden, vi bringer ind på bordet, jo mere kan vi holde de forkerte beslutninger væk. Så det er en opgave for os, der har ansvaret for virkeligheden."

Har du en sidste kommentar til dagens forløb?

"Jeg synes, vi har en situation, hvor vi har et totalt dilemma med folketingsmedlemmer i forhold til, hvad de ved, - det er ikke kun ministeren, det er sådan set hele Folketinget.

Rekrutteringen af folketingskandidater er en anden, end det var år tilbage. Det vil sige, det er unge mennesker helt uden baggrund andet end med en politisk holdning, og det er fint. Men jeg vil egentlig anbefale dem alle at komme.

Jeg tror, vi har en stærk opgave i regionerne med at prøve at lægge virkeligheden frem. For den er altså ikke helt til stede i hovedet på Danmarks beslutningstagere, og det kan ikke nytte. Så det skal være min afsluttende bemærkning: Virkeligheden op på bordet."

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00