Bliv abonnent
Annonce
Debat

Psykiatrifonden: Folkesundhedsloven skal turde prioritere nogle borgere frem for andre

Psykisk sygdom kræver en anden tilgang. Det kræver mere målrettede indsatser, der sætter ind, hvor risikoen er størst, skriver Marianne Skjold Larsen.
Psykisk sygdom kræver en anden tilgang. Det kræver mere målrettede indsatser, der sætter ind, hvor risikoen er størst, skriver Marianne Skjold Larsen.Foto: Psykiatrifonden
29. september 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

1. januar 2027 træder Danmarks første folkesundhedslov i kraft. En lov, der skal fremme både fysisk og psykisk sundhed i befolkningen.

I Psykiatrifondens øjne en historisk mulighed for at sikre målrettede forebyggelsesindsatser, der fokuserer på bestemte samfundsgrupper.  

Forebyggelse centrerer sig i dag primært om fysisk sygdom. Med brede indsatser hæver vi cigaretpriser for at forebygge lungekræft og laver kampagner om sundere madvaner for at forhindre hjertekarsygdomme. 

Læs også

En afgørende formålsparagraf

Psykisk sygdom kræver en anden tilgang. Det kræver mere målrettede indsatser, der sætter ind, hvor risikoen er størst.  

Her er det værd at fremhæve særligt én gruppe: Børn, som vokser op i familier med psykisk sygdom. De har op til 50 procent højere risiko for selv at udvikle psykisk sygdom – og alt for mange bliver ikke opsporet i tide.

Skal vi forløse det store forebyggelsespotentiale, folkesundhedsloven rummer for mennesker med psykisk sygdom, kræver det mod til at prioritere og mod til at definere målgruppen.    

Marianne Skjold Larsen
Direktør, Psykiatrifonden

Samtidig ved vi, at halvdelen af alle, der får brug for psykiatrisk behandling i løbet af livet, har deres første kontakt med psykiatrien, inden de fylder 18 år. 

Derfor mener vi hos Psykiatrifonden, at hvis folkesundhedsloven skal have en reel effekt, skal den indeholde en tydelig formålsparagraf. En paragraf, der eksplicit beskriver, hvilke samfundsgrupper loven særligt skal komme til gavn.

Uden en sådan rammesætning risikerer vi, at indsatsen forbliver bred og uforpligtende – og at de mest sårbare grupper overses. 

Det betyder, at loven skal turde prioritere nogle borgere frem for andre, fordi nogle borgere er i større risiko end andre.  

En sådan formålsparagraf skal følges op af klare krav til kommunerne. De skal forpligtes til at bruge systematiske og veldokumenterede modeller for tidlig opsporing af børn og unge i risikogrupper.  

Indsats nationalt, regionalt og kommunalt

Derudover bør loven indeholde krav om, at udviklingen i folkesundheden for de prioriterede målgrupper monitoreres løbende – og at implementeringen evalueres uafhængigt.  

Kun sådan sikrer vi, at indsatsen ikke afhænger af den enkelte kommunes ressourcer eller prioriteringer. Kun sådan forhindrer vi variation i kvaliteten på tværs af kommunegrænser.  

Skal vi forløse det store forebyggelsespotentiale, folkesundhedsloven rummer for mennesker med psykisk sygdom, kræver det mod til at prioritere og mod til at definere målgruppen.  

Derfor mener Psykiatrifonden, at loven fra start skal opbygges med en klar formålsparagraf, og at forebyggelsesindsatserne skal gælde på nationalt, regionalt og kommunalt niveau.   

Og det er helt afgørende, at børn, der vokser op i familier med psykisk sygdom, får en plads i denne formålsparagraf.  

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026