Heunicke klar med sundhedsudspil: Få overblik over hovedpunkterne

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har fremlagt regeringens længe ventede sundhedsudspil. Udspillet har særligt fokus på forebyggelse og indeholder blandt andet en plan om en fremtid uden tobak. Få overblikket over hovedpunkterne her.

Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Regeringen er klar med det længe ventede sundhedsudspil, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fremlagde tirsdag. 

Udspillet indeholder blandt andet en række initiativer for at sikre bedre forebyggelse.

Og står det til regeringen skal en kommission kulegrave udfordringerne med personalemangel i sundhedsvæsen og ældrepleje. Få overblikket over hovedelementerne i udspillet her.  

Vil sikre bedre forebyggelse

  • Blandt regeringens mere opsigtsvækkende forslag til bedre forebyggelse er ønsket om en ”nikotinfri generation 2010+”.

I udspillet konstateres det, at der er behov for en ”helt ny og mere radikal tilgang” for at forhindre unge i at begynde at ryge.

Derfor vil regeringen have som mål, at ingen født efter 2010 skal starte med at ryge eller bruge andre nikotinprodukter. Om nødvendigt ved at forbyde salg til 2010+ generationen ved at øge aldersgrænsen gradvist, lyder det.

  • Samtidig ønsker regeringen at sætte aldersgrænsen op til 18 år for køb af alkohol.
  • Regeringen vil også sætte ind over for lav fysisk aktivitet og overvægt blandt børn og unge. Konkret foreslås det at skabe et partnerskab for bevægelse og trivsel under overskriften ”Generation Aktiv”.

Her skal også idrætsforeninger, erhvervsliv, organisationer, kommuner, skoler og børnene selv inddrages.

  • Derudover bør der ifølge regeringen også nedsættes et panel for bevægelse og trivsel bestående af blandt andre repræsentanter for børnene og de unge selv samt forskellige eksperter på området.
  • Og sammen med Novo Nordisk Fonden vil regeringen etablere et Center for Sund Vægt og Trivsel. Formålet er at udvikle tilbud og indsatser, som fremmer sund vægt og trivsel hos alle børn og deres familier, lyder det.
  • Statistikker viser, at chancen for at overleve en kræftdiagnose er bedst blandt de mest velstillede i samfundet. Derfor skal det undersøges, hvordan uligheden på kræftområdet kan bekæmpes, hvilket blandt andet kan ske gennem bedre opsporing, står der i udspillet.
  • For at nedbringe uligheden i danskernes sundhed foreslås det også, at sundhedsplejesker på landets folkeskoler skal have mulighed for at målrette indsatsen over for familier, som har behov for særlig støtte.

Løft til det nære sundhedsvæsen

  • Regeringen vil oprette 20 såkaldte nær­hospitaler fordelt i alle regioner. Regeringen kom første gang med forslaget tilbage i efteråret. Blandt andet som svar på, at der de kommende år bliver langt flere ældre med løbende behandlingsbehov.

Der lægges op til at bruge fire milliarder kroner på bygninger, teknisk udstyr og medicinsk apparatur.

Der er også for store forskelle på, hvordan kommunerne hjælper borgere med kroniske sygdomme som KOL, diabetes eller hjerte­kar-sygdomme, mener regeringen.

  • Derfor foreslås det i udspillet at udarbejde en national kvalitetsplan på området. Planen skal sikre, at kvaliteten følger med, når en større del af indsatsen skal foregå i kommunerne frem for på sygehuset.
  • Som en del af kvalitetsplanen for det nære sundhedsvæsen skal også de kommunale akutfunktioner for hovedsageligt svage ældre løftes.
  • Det kommunale sundhedspersonale skal i højere grad kunne varetage akut opstået sygdom, forværring af sygdom eller andre mere komplekse pleje-­ og behandlingsbehov, fremgår det i udspillet.
  • Og derudover vil regeringen også styrke akutberedskabet med 5­-10 ekstra ambulancer, akutlægebiler eller akutbiler i de dele af landet, hvor behovet er størst, står der i det nye sundhedsudspil. Også dette initiativ var med i første del af udspillet sidste år. 

Vil skabe bedre sammenhæng i arbejdsgange

  • Står det til regeringen skal der også nedsættes en kommission, som skal granske en af de helt store udfordringer i sundhedsvæsenet og ældreplejen. Nemlig udfordringen med at rekruttere og fastholde personale.

Kommissionen skal komme med anbefalinger til løsninger, som kan håndtere de grundlæggende udfordringer i sundhedsvæsenet i forhold til manglen på personale, lyder det i udspillet.

  • For at gøre arbejdsgangene i sundhedsvæsenet mere fleksible vil regeringen også give sygeplejersker mulighed for selvstændigt at udføre opgaver, som i dag er forbeholdt læger.

I udspillet peges der eksempelvis på muligheden for at anlægge lokalbedøvende indsprøjtning eller at give injektioner til mødre med en bestemt blodtype.

  • Udspillet peger også på udfordringerne med mangel på læger i flere dele af landet. Derfor vil regeringen udbrede brugen af såkaldte licensklinikker, hvor regionen tager sig af administrationen.

Regeringen ønsker at oprette ti nye licensklinikker med plads til 10­30 ekstra læger i de såkaldte lægedæknings­truede områder. 

Derudover skal regionerne have mulighed for at give økonomisk tilskud til praktiserende læger, som ansætter personale for at tage imod flere patienter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

0:000:00