Sådan belaster sygdommene danskerne og sundhedsvæsenet

OVERBLIK: Hvordan rammer sygdommene danskernes helbred, sundhedsvæsenet og samfundsøkonomien? Få et hurtigt overblik over Sundhedsstyrelsens nye kortlægning af danskernes sygdomme og deres konsekvenser.

Franka Lykke Vedel Kessing

Opdatering: Sundhedsstyrelsen har 24. september opdateret nogle tabeller på grund af fejl. Se dem her.

Kræft og hjertekar-sygdomme dræber flest danskere. Psykiske lidelser som angst og depression sender mange på førtidspension. Og næsten en million danskere plages af ondt i ryggen i deres dagligdag. Det er nogle af konklusionerne i Sundhedsstyrelsens nye rapport, Sundhedsbyrden i Danmark, der har fokus på 21 udbredte sygdomme i Danmark.

Rapporten kortlægger de mest dødelige sygdomme i Danmark og andre udbredte fysiske og psykiske sygdomme, der påvirker danskerne og nedsætter deres livskvalitet.

Rapporten præsenterer tal for, hvordan sygdommene belaster i forhold til forekomst, dødelighed, behandling i både primær- og hospitalssektoren, fravær fra arbejdsmarkedet og sundhedsøkonomiske konsekvenser samt den sociale ulighed i sygdomsbyrden, lyder det i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.

Jette Jul Bruun, der er chef for Enhed for Forebyggelse og borgernær sundhed i Sundhedsstyrelsen, siger om den nye rapport:

”Rapportens resultater er interessante, fordi det er første gang, vi har et dansk studie, der sammenligner belastningen på tværs af en række sygdomme. Den viser bl.a., at det er hjertekar-sygdom og kræft, der er de hyppigste dødsårsager,” siger hun i pressemeddelelsen.

Angst fører til førtidspensioneringer 
Ud over de mest dødelige sygdomme i Danmark sætter rapporten også fokus på danskernes mentale sundhed. Nye tal i rapporten viser, at psykiske lidelser så som angst, depression, misbrug og skizofreni er blandt de seks sygdomme, der oftest resulterer i, at en dansker bliver førtidspensioneret.

Rapporten viser, at angst er den tredje hyppigste diagnose, som danskerne får stillet, og den næsthyppigste grund til, at folk henvender sig til psykiatriske skadestuer. Og helt konkret resulterer angstlidelser i, at cirka 2000 personer forlader arbejdsmarkedet om året.

”De nye tal viser, at der er problemer med danskernes mentale sundhed. Når angst fx er den sygdom, der koster Danmark mest i produktionstab, så er det en sygdom, der både belaster livskvaliteten og samfundsøkonomien,” siger Jette Jul Bruun.

En million plages af rygsmerter
Rapporten viser yderligere, at mange danskere også generes af forskellige fysiske sygdomme i dagligdagen. Her er migræne og smerter i muskler og skelet blandt de mest udbredte. Næsten en million mennesker er plaget af lændesmerter og næsten et lige så højt antal af nakkesmerter, migræne eller slidgigt. Disse tre er også de hyppigste årsager til kontakt til den praktiserende læge.

”Nakkesmerter og smerter i lænderyg er klart nogle af de lidelser, som belaster flest danskere i dagligdagen. Lænderygsmerter er fx den hyppigste årsag til, at danskerne må tage sygedage fra jobbet, og derudover er det den fjerde dyreste sygdom, når det kommer til behandling og pleje,” siger Jette Jul Bruun i pressemeddelelsen.

Læs hele Sundhedsstyrelsens rapport her.

Se tabellerne her

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00