Fem aktører i opråb: Kommunerne overser en oplagt sundhedspartner

Én samarbejdsmodel dominerer

Et andet forskningsprojekt fra SDU dokumenterer, at kommunerne i dag næsten udelukkende samarbejder med idrætsforeninger, når de vil have flere borgere i bevægelse.

Samarbejdet med private fitnesscentre er derimod minimalt selvom, at netop disse centre i høj grad bruges af grupper, som ellers er svære at nå. Det er borgere med lav indkomst, indvandrere og personer uden for foreningslivet.

Forskerne bag vurderer selv, at flere kan blive aktive, hvis kommuner begynder at samarbejde systematisk med de private aktører. De påpeger også, at viljen også skal være der blandt de private udbydere. Det kan vi slå fast: Vi vil gerne samarbejdet med kommunerne.

Det er et paradoks.

For fitnesscentrene, den personlige træner, fysioterapeuten eller danseskolen er allerede dér, hvor mange borgere føler sig trygge. De ligger tæt på hjemmet, har fleksible åbningstider, professionelt uddannet personale og er nemme at tilgå.

De opfylder præcis de kriterier, forskningen peger på, som afgørende for at få flere, og bredere grupper, til at være fysisk aktive.

Derudover er kommercielle træningsleverandører ofte bedre uddannet inden for deres felt end trænere i idrætsforeningerne, fordi uddannelse og kompetence er en reel konkurrenceparameter blandt de private aktører.

Vanetænkning spænder ben

Når man alligevel tøver, handler det ikke om manglende dokumentation, men om vanetænkning. Forebyggelse er fortsat stærkt koblet til det frivillige foreningsliv, selvom det ikke passer til alle livsfaser, kulturer eller hverdagsformer.

Det er ikke en kritik af foreningerne, men en erkendelse af, at én model ikke kan løfte hele opgaven.

Hvis vi mener det alvorligt, at færre danskere skal udvikle livsstilssygdomme, og at uligheden i sundhed skal reduceres, kræver det et mere åbent og pragmatisk samarbejde.

Kommunerne bør i langt højere grad inddrage private motionsudbydere som en integreret del af forebyggelsen, hvilket for eksempel kan ske gennem partnerskaber, brobygningsforløb efter rehabilitering eller støtteordninger, hvor borgeren frit kan vælge mellem foreningstilbud og private motionstilbud.

At øge samarbejdet med de private, og lokale, aktører er ikke et indgreb i velfærdsmodellen, men en styrkelse af den.

Det er med til at styrke fortællingen om det Fællesskabsdanmark, hvor vanetænkning ikke spænder ben for indsatser til gavn for borgerne. Lige nu har vi en situation, hvor vanetænkning bliver en stopklods, der rammer danskernes sundhed.

Et øget samarbejde med de lokale motionsaktører handler ikke om at privatisere velfærden.

Det handler om at bruge de ressourcer, der allerede findes, netop dér hvor borgerne er.