Søren har ikke forstået en Pind

SØREN PIND er ikke hvem som helst; han er i hvert fald kandidat til overborgmesterposten i København; en by med mange narkomaner. Narkomaner, tænker Pind, er generende. De generer andre, ikke mindst på Vesterbro, som ellers kunne være et yndigt kvarter.

Hvad skal man gøre med de narkomaner?

»Det giver ikke mening at sige, at narkomaner har en fri vilje«, fortæller Søren Pind.

Og mennesker uden fri vilje er allerede i Pinds optik en anelse reducerede - som mennesker. Så kan man tillade sig at handle med dem, som om de ingen fri vilje har fortjent. Man kan handle med dem efter omgivelsernes behag.

Søren Pind har derfor foreslået, at stofmisbrugere skal kunne testes, og hvis de er stofpositive, skal de fjernes fra den åbne gade og indsættes i fængsel, hvis de altså nægter at gå i behandling.

Så kom vi af med dem! Hvad sker der med dem i fængslet? Det er ikke Søren Pinds sag.(...)

Heldigvis er Søren Pinds partifælle, socialminister Eva Kjer Hansen enig med SF'eren. Hun er så fri at kalde Pinds forslag for absurd.

Søren Pind tager kritikken med ophøjet ro. Han burde være forsigtig med den ro. Den sociale indsats, som hjælper, tager altid i første omgang ofrets parti og glemmer ikke, at det er et menneske, vi taler om. Ethvert forslag, som reducerer en syg persons menneskelighed og dermed hans ret til omhu og behandling, er farligt.

For nylig har vi i øvrigt fejret 60-års dagen for, at den erkendelse trods alt sejrede.