Sisse Fjelsted Rasmussen er blevet ansat som ny økonomidirektør i Stark Group.
Det skriver mediet Licitationen.
Hun kommer fra en lignende stilling i Scandinavian Tobacco Group, hvor hun har været siden 2008.
"Sisse Fjelsted Rasmussens karriere taler dens eget tydelige sprog med stor finansiel erfaring og unikke lederegenskaber. Hun er kendt for at skabe resultater gennem mennesker, og Sisse kommer uden tvivl til at levere et væsentligt bidrag til Stark Group," udtaler direktør Søren P. Olesen fra Stark Group ifølge Licitationen.
Med ansættelsen af Sisse Fjelsted Rasmussen har Stark Group fået sin fjerde topchef på blot et år. Den store udskiftning af topledelsen sker i kølvandet på, at Stark Group blev overtaget af kapitalfonden Lone Star sidste år.
Fjelsted Rasmussen tiltræder sin nye stilling efter sommerferien og ser frem til det, hun selv betegner som en unik mulighed i dansk erhvervsliv:
"Stark Group er en nordisk virksomhed med et interessant potentiale, og ingen kommer sovende til en omsætning på næsten 17 milliarder. Det er derfor åbenlyst, at der ikke findes mange muligheder som denne i dansk erhvervsliv," siger Sisse Fjelsted Rasmussen ifølge Licitationen.
Hun er uddannet cand.merc.aud. fra CBS i 1992 og har siden arbejdet for blandt andet Deloitte, Grey Global Group og Postnord foruden Scandinavian Tobacco Group.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Patientforeninger opfordrer regioner til overveje omstridt vetoret mod kommuner
- Cecilie Liv Hansen trækker sig fra post i Region Syddanmark




















