Sundhedsformænd: Sådan får vi mest god sundhed for pengene

Af Lisbeth Lintz, Grete Christensen,  Camilla Rathcke, Bodil Otto og Karen Stæhr
Hhv. formand for Overlægeforeningen, formand for Sundhedskartellet, formand for Yngre Læger, formand for HK Kommunal og sektorformand for FOA

Regeringen og Dansk Folkeparti besluttede i slutningen af 2017, at kravet om to procent produktivitetsforbedring skulle suspenderes for i år.

Det vakte glæde hos mange hospitalsansatte, for den aktivitetsafhængige finansiering, der har været koblet til kravet om at skulle levere to procent flere behandlinger hvert år, uden at der følger flere ressourcer med, har lagt et unødvendigt stort pres på personalet på landets hospitaler.

To-procent-kravet kørte sundhedsvæsenet af sporet med sit voldsomme fokus på kvantitet frem for kvalitet i behandlingen. Det medførte en skævvridning, der ikke tilskyndede til den mest optimale behandling og pleje af den enkelte patient. Med andre ord: Kravet har skadet kvaliteten af sundhedsvæsenet. Men desværre er det kun suspenderet – ikke helt afskaffet endnu.

Som formænd for de ansatte på hospitalerne opfordrer vi derfor politikerne på Christiansborg til at lægge tanken om statslig styring baseret på præmieringsordninger på hylden, når de i disse dage og uger forhandler om regionernes økonomi og styring.

Vi har styringsredskaber nok uden to-procent-kravet
Vi mener, at der er brug for et nyt styringsparadigme, som gør op med tanken om, at der skal laves flere undersøgelser og behandlinger uden at bruge flere penge og uden at ansætte flere medarbejdere.

Som repræsentanter for de ansatte på hospitalerne foreslår vi derfor, at de samlede midler til det regionale sundhedsvæsen udmåles, så økonomien fremover følger med befolkningsudviklingen og den øvrige velstandsudvikling.

Der er brug for, at den faglige prioritering og udvikling af kvaliteten i pleje og behandling i langt højere grad bliver styrende, hvis vi skal sikre mest god sundhed for pengene.

Det kan lade sig gøre at afskaffe to-procent-kravet uden at sætte den økonomiske ansvarlighed over styr – og uden at opfinde et nyt krav. De styringsredskaber, vi har i dag, er fuldt ud tilstrækkelige.

Vi har de otte nationale mål for sundhedsområdet, som regeringen har indført. Og styringen vil også hvile på patientrettigheder og de årlige økonomiaftaler. Herudover tvinger budgetloven også regionerne til en stram styring.

Sygehusene vil derfor ikke kunne skrue ned for aktiviteten med de mange krav og garantier, som diagnostik og behandling i dag er bundet op på.

Flere ældre, kronisk syge og børn burde give flere penge
Politikerne på Christiansborg giver med jævne mellemrum ekstra midler til sundhedsvæsenet, og det er der hårdt brug for. Men de ekstra midler går typisk til nye og prioriterede tiltag. De ekstra midler giver ikke mulighed for, at de generelle driftsbudgetter kan følge med den udvikling, som demografien og den teknologiske udvikling kræver af budgetterne.

Det bør der ændres på.

I løbet af de næste 10 år vil antallet af ældre over 80 år stige med 58 procent. De flere ældre vil sammen med et stigende børnetal medføre et markant større pres på sundhedsvæsenet. Regeringen og Det Økonomiske Råd vurderer, at der er behov for at få tilført 1,1 procent flere ressourcer årligt, hvis det nuværende niveau i den offentlige sektor skal opretholdes.

Alligevel er der kun planlagt efter, at rammen i den offentlige sektor skal øges med 0,3 procent årligt.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Som repræsentanter for de ansatte på hospitalerne foreslår vi derfor, at de samlede midler til det regionale sundhedsvæsen udmåles, så økonomien fremover følger med befolkningsudviklingen og den øvrige velstandsudvikling.

Det burde egentlig være en naturlig "udbud- og efterspørgselstankegang." Jo flere ældre, jo flere kronisk syge og jo flere børn, der skal fødes, jo mere pres vil der være på sundhedsvæsenet. Det bør afspejles i økonomiaftalerne.

Ny teknologi
Men det er ikke kun demografien, der presser sundhedssystemet. Det samme gør de nye fordyrende behandlingsformer og ny teknologi. Som læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og lægesekretærer er vi naturligvis stærkt interesseret i, at teknologi og nye, bedre behandlingsformer både bliver taget i brug og udviklet.

Men de øger ikke altid per automatik produktiviteten eller effektiviteten, sådan som politikerne ofte fremhæver. Det bør der også tages hensyn til, når de økonomiske rammer på sundhedsområdet skal udmåles.

Vil vi have mest god sundhed for pengene, bør vi samtidig løfte den patientoplevede kvalitet. Men det skal ske, uden at vi kobler finansieringen af sundhedsvæsenet til det.

De internationale erfaringer, der findes med at koble økonomisk finansiering til opfyldelsen af kvalitetsmål, er nemlig i bedste fald tvetydige. I værste fald decideret dårlige. Der findes ikke præmieringssystemer, der kan sikre, at patienterne oplever en god kvalitet i behandlingen og plejen.

Der findes til gengæld dokumentation for, at præmieringssystemer skaber et incitament til at "vælge mellem patienterne" med risiko for øget ulighed i sundhed.

Forskning, uddannelse og ny teknologi skal styrke behandlingskvaliteten på sygehusene yderligere. Og så har det stor værdi for patienterne at blive mødt af et sundhedsfagligt team, som sikrer sammenhæng, inddragelse og kontinuitet før, under og efter et behandlingsforløb. Det giver også mere sundhed for pengene.

Gode og sammenhængende patientforløb
Vi opfordrer derfor politikerne til at gøre de otte nationale kvalitetsmål om blandt andet bedre sammenhængende patientforløb, behandling af høj kvalitet og øget patientinddragelse konkrete både regionalt og lokalt på hospitalerne, hvor fokus skal være på at højne kvaliteten.

Desværre modarbejder den økonomiske styring, som vi kender den i dag, at vi sikrer nærvær og sammenhæng for patienten for eksempel ved at løfte opgaver ud af hospitalerne og ud i patientens eget hjem eller nærmiljø. Ikke mindst for svage og ældre patienter har det betydning for kvaliteten, at man kan modtage behandling og kontrol hjemme i stedet for at skulle til mange ambulante besøg på hospitalet.

Barriererne for at gøre det bedre ligger i dag blandt andet i den skarpe opdeling mellem regionernes og kommunernes økonomi og i, at den økonomiske styring har fokus på kvantitet frem for, hvad der er den rette behandling for den enkelte patient.

Vi foreslår derfor, at der aktivt bliver arbejdet med at sikre gode og sammenhængende patientforløb på tværs af de regionale og kommunale grænser – blandt andet ved, at der laves systematiske forsøg med fælles finansiering mellem de regionale og de kommunale pengekasser.

Ønsker vi et samfund, hvor vi for alvor får mest god sundhed for pengene, så er der efter vores overbevisning ingen tvivl om, at alle tanker om at binde finansieringen af sundhedsvæsenet til mængden af behandlinger og undersøgelser skal pakkes sammen. Fokus skal i stedet rettes mod, hvad der er den bedste kvalitet for hver enkelt patient.