Forpersoner og hospitalsdirektør: Hvis fedme var kræft, var der blevet handlet for længst

Det ville med rette udløse offentlig forargelse og krav om handling. Og dog – det er præcis den virkelighed, vi ser i dag, når det gælder behandling af svær overvægt, en kronisk kompleks sygdom defineret ved en øget mængde fedtvæv, som kan skade helbredet.

Her findes veldokumenteret, effektiv medicin og kirurgi, som kan føre til varigt vægttab, reducere følgesygdomme og forbedre fysisk funktionsevne. Men den afvises eller begrænses i anvendelse.

Ikke på grund af manglende evidens – men på grund af holdninger og økonomiske barrierer.

Stigma i vejen

Personer der før blev udskammet for at veje for meget, udskammes nu for at vælge "den lette vej", når de går i behandling, og den nye medicin til behandling af svær overvægt er selvbetalt og dermed reelt utilgængelig for mange.

Det skaber en ulighed, vi sjældent accepterer ved andre sygdomme. For selvom der også i kræftbehandling findes økonomiske grænser og vanskelige prioriteringer, er udgangspunktet, at livsforlængende behandling med dokumenteret effekt bør tages i brug. 

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at vi tøver netop dér, hvor vi har solid viden. Behandling af svær overvægt er et tydeligt eksempel. Vi ved, at den nye medicin virker – særligt i kombination med livsstilsintervention. 

Vi forventer ikke, at mennesker med andre kroniske sygdomme skal tage sig sammen og helbrede sig selv.

Berit Lilienthal Heitmann, Lise Geisler Bjerregaard og Kirsten Wisborg
Hhv. forperson, Vidensråd for forebyggelse, forperson, Dansk Selskab for Adipositasforskning og lægefaglig direktør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Den bremser sygdommens udvikling, reducerer vægten og forebygger følgesygdomme. Mange ønsker behandling. Det er mennesker, som i årevis har levet med skyld, skam og gentagne nederlag.

De har ikke brug for moralske formaninger men brug for adgang til behandling. Ikke som luksus, men som sundhedsfaglig nødvendighed. 

Når det gælder forebyggelse af overvægt – især den primære – er situationen slående anderledes.

Her er viljen stor, og mange antager, at vi ved, hvad der virker. Men det gør vi ikke. Vi ved stadig ikke, hvordan vi forhindrer, at et normalvægtigt barn udvikler overvægt. Det er ikke, fordi vi ikke har forsøgt.

Vi har afprøvet alt fra kost- og motionsændringer til forbedringer i søvn og stress. Alligevel er resultaterne skuffende. Flere tiltag kan påvirke børns vaner positivt, men effekten på vægtudvikling udebliver – også på længere sigt.

Vi har altså stadig ingen evidens for, hvad der virker i primær forebyggelse. 

Det rejser spørgsmålet:

Hvorfor satser vi entydigt på forebyggelse, når vi ikke ved, hvad der virker? Og hvorfor tøver vi med at anvende dokumenteret effektiv behandling?

Denne skævhed er ikke bare ulogisk – den er stigmatiserende.

Forældet syn på fedme

Vi forventer ikke, at mennesker med andre kroniske sygdomme skal tage sig sammen og helbrede sig selv. Vi anerkender behovet for insulin til personer med diabetes og blodtrykssænkende medicin til mennesker med hjertekarsygdom.

Men ved svær overvægt skal patienten først bevise sin indsats, før vi overvejer behandling. Det bygger på en forældet forestilling om, at fedme er selvforskyldt og skyldes dårlige valg.

Det går imod medicinsk viden, som klart har dokumenteret, at fedme er en kompleks, multifaktoriel sygdom, hvor biologiske, genetiske og sociale faktorer spiller ind. Men det moralske blik hænger ved og påvirker, hvem vi giver behandling, og hvordan vi prioriterer. 

På trods af, at vi stadig mangler viden om, hvordan overvægt opstår – og ved endnu mindre om, hvordan den forebygges – fortsætter vi med at igangsætte indsatser, der i bedste fald er bred sundhedsfremme og i værste fald direkte skadelige.

Det er uholdbart, at politiske beslutninger træffes uden tilstrækkelig viden – og uden krav om dokumenteret effekt.

Når vi handler på formodninger frem for fakta, risikerer vi ikke bare at spilde ressourcer, men at forstærke stigmatisering, skabe falsk tryghed og øge uligheden.  

Skal vi tage overvægt alvorligt, kræver det mere end symbolpolitik. Det kræver en reel politisk prioritering af langsigtet, tværfaglig forskning, der kan danne grundlag for en evidensbaseret forebyggelsesindsats.

Uden denne investering risikerer vi, at forebyggelse forbliver et politisk slagnummer uden reel forandring. 

Paradokset er tydeligt:

Vi har viljen til at forebygge, men mangler viden. Vi har viden om behandling, men mangler vilje. Det er en skæv prioritering, vi sjældent ser ved andre sygdomme.

Viden og politisk vilje skal gå hånd i hånd. Ellers bliver viljen tom – og viden spildt.