Debat

Sundhedseksperter: Personlig medicin og sundhedsdata kan optimere behandlingen af patienter

Et hovedfokus i regeringens strategi for personlig strategi bør være at aflaste sundhedsvæsenet gennem personlig medicin, som kan bidrage til at mindske overbemanding, unødvendig opfølgning og behandling, skriver Sanne Marie Thysen, Henning Bundgaard og Sisse Ostrowski.

Klog brug af sundhedsdata er alfa og omega i
udviklingen af personlig medicin, og det bør også være en afgørende brik i den
nye strategi, skriver Sanne Marie Thysen, Henning Bundgaard og Sisse Ostrowski.
Klog brug af sundhedsdata er alfa og omega i udviklingen af personlig medicin, og det bør også være en afgørende brik i den nye strategi, skriver Sanne Marie Thysen, Henning Bundgaard og Sisse Ostrowski.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Sanne Marie Thysen
Henning Bundgaard
Sisse Rye Ostrowski
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I løbet af den nuværende valgperiode skal Danmark have en ny strategi for personlig medicin. Af regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen i perioden vil ”præsentere en ny ambitiøs, national strategi for personlig medicin”, der blandt andet giver mulighed for at målrette mere effektiv forebyggelse og behandling for borgere og patienter.

Personlig medicin er mere end medicin – det er den samlede ”håndtering”: Forebyggelse, tidlig opsporing, udredning, behandling og opfølgning, som på baggrund af mere viden og sundhedsdata er skræddersyet til den enkelte patient.

Mennesker er ikke ens, og der kan være stor forskel på, hvordan den enkelte patient reagerer på både sygdom og behandling.

Undgå virkningsløs behandling og bivirkninger

Med personlig medicin tilpasser man behandling og opfølgning til den enkelte ved hjælp af for eksempel genetisk information, som man kobler med andre sundhedsdata, der indeholder viden om patientens risiko for eksempel komplikationer, og hvilke behandlinger der tidligere har virket for andre lignende patienter. 

Personlig medicin er et redskab til at mindske overbehandling, unødvendig opfølgning og unødvendig behandling.

Sanne Marie Thysen
Formand for Lægeforeningens forskningsudvalg

Personlig medicin giver derfor bedre mulighed for at undgå unødig og virkningsløs behandling og bivirkninger.

Af de grunde ser vi frem til en ny strategi, som bør have et bredt fokus på både at gavne mange patienter og bidrage til at løse sundhedsvæsenets udfordringer. Manglen på læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle kombineret med den demografiske udvikling i befolkningen med flere ældre og multisyge sætter sundhedsvæsenet under et voksende pres.

Personlig medicin er et redskab til at mindske overbehandling, unødvendig opfølgning og unødvendig behandling og kan dermed aflaste sundhedsvæsenet, og dette bør være et hovedfokus i strategien.

Læs også

Heldigvis har vi et unikt udgangspunkt i Danmark, da vi har nogle af verdens bedste sundhedsdata i registre og kliniske databaser. Disse guldgruber af sundhedsdata gør det muligt at få overblik over et større antal patienter, der tidligere er blevet behandlet, så man for eksempel kan koble viden om genetisk risiko for en bestemt sygdom eller medicinbivirkning med, hvilke typer af behandlinger der har virket bedst og givet færrest bivirkninger for patienterne.

Klog brug af sundhedsdata er alfa og omega i udviklingen af personlig medicin, og det bør også være en afgørende brik i den nye strategi.

Ved at bruge sundhedsdata klogt kan man for eksempel også finde nye veje til at differentiere i eksisterende udrednings- og behandlingsmetoder, så patientens vej igennem sundhedsvæsenet bliver mere målrettet. Og ved at målrette både forebyggelse, opsporing, udredning, behandling og opfølgning kan vi bruge sundhedsvæsenets ressourcer klogere.

Her er det selvfølgelig vigtigt at understrege, at brugen af sundhedsdata til udvikling og brug af personlig medicin skal ske med de nødvendige hensyn til fortrolighed, datasikkerhed og selvbestemmelse – områder, som vi har godt styr på i Danmark.

Aflastning som hovedprioritet i regeringens strategi
Når den nye strategi udarbejdes, er det vigtigt, at regeringen har øje for den store ”data-guldgrube” og det kæmpe potentiale, de danske sundhedsdata skaber for udviklingen af personlig medicin.

Strategien skal som nævnt hjælpe til med at aflaste sundhedsvæsenet, og det gør man bedst ved at hjælpe flest mulige patienter. Her bør fokus især være at sikre hensigtsmæssige rammer, regler og infrastruktur, der er afgørende for at fremme forskning og udvikling af personlig medicin inden for de store folkesygdomme - hvor der måske ikke kun udvikles nye behandlinger, men hvor eksisterende behandlinger blot bruges smartere, skræddersyet til den enkelte. 

For at indfri potentialet i nye teknologier er det vigtigt parallelt at sikre uddannelse og træning af de faggrupper, der skal benytte de nye teknologier. 

Sanne Marie Thysen
Formand for Lægeforeningens forskningsudvalg

Parallelt skal der selvfølgelig forskes i og udvikles nye avancerede diagnostiske metoder, behandlinger og lægemidler – og nye interaktive måder at kommunikere mellem borger og sundhedsvæsen.

Udvikling af nye lægemidler udføres typisk af life science industrien og bibringer ofte unik biologisk viden, som kan bruges i andre sammenhænge udover den sygdom, der specifikt forskes i.

Her bør der dog også være opmærksomhed på, at sådan forskning ofte er forbundet med store investeringer, som potentielt driver fremtidige medicinudgifter.

For at indfri potentialet i nye teknologier er det vigtigt parallelt at sikre uddannelse og træning af de faggrupper, der skal benytte de nye teknologier. Personlig medicin vil i mange tilfælde kræve nye måder at arbejde på samt nye kompetencer i både forståelsen, genereringen og anvendelsen af ny viden og sundhedsdata.

Det er derfor helt afgørende, at man i strategien også indtænker uddannelse og efteruddannelse af sundhedspersoner samt tværfagligt samarbejde med for eksempel ingeniører, datafolk, bioinformatikere og lignende, som må forventes at spille en større rolle for sundhedsvæsnet i fremtiden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sanne Marie Thysen

Medlem af Lægeforeningens bestyrelse, fhv. formand, Lægeforeningen Hovedstaden, formand, Lægeforeningens Forskningsudvalg, læge, Klinisk Farmakologisk afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Læge (Aarhus Uni. 2017), ph.d (Aarhus Uni. 2019)

Henning Bundgaard

Professor, overlæge, dr.med., Rigshospitalets Hjerteafdeling
Læge (Københavns Uni.1988), ph.d. (1998)

Sisse Rye Ostrowski

Professor i personlig medicin, overlæge
cand. med., ph.d., dr.med.

0:000:00