Tandlæger til Bramsen og Thulesen Dahl: Vi står vagt om fagligheden og patientsikkerheden. Det burde I også gøre

Torben Schønwaldt
Formand, Tandlægeforeningen
Hanne Jacobsen
Formand, Ansatte Tandlægers Organisation
Mads Lindkær Jensen
Formand, Praktiserende Tandlægers Organisation
Så har vi prøvet det med. At blive kaldt for nej-hatte og få voksen-skældud af politikere, fordi vi som tandlægeorganisationer står vagt om fagligheden hos vores medlemmer og sikkerheden for patienterne.
Man skulle ellers tro, at det var førsteprioritet at sikre, at danske tandlæger uddannes på et højt internationalt niveau, så både børn og voksne trygt kan lægge sig i tandlægestolen, uanset hvor i Danmark de bor.
Derfor sendte vi forleden på vegne af vores medlemmer – der udgør tæt på alle erhvervsaktive tandlæger i Danmark – et åbent brev til Folketinget, hvor vi advarer mod planer om en ny discountuddannelse af tandlæger på SDU i Odense.
Det har fået Trine Bramsen (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DD) til at fare i flint. Ud over at være nej-hatte får vi skudt i skoene, at vi er modstandere af at uddanne flere tandlæger. Det er selvfølgelig noget vrøvl.
Tandlæger er en national mangelvare
Vores medlemmer mærker dagligt manglen på kolleger. Og ikke kun i Syddanmark, hvor Bramsen og Thulesen Dahl oplever, at "massevis af tandlægestillinger står gabende tomme".
Der mangler såmænd også tandlæger i Nordjylland, på Sjælland og Bornholm.
Hvis vi skal beskyldes for at være nej-hatte, fordi vi står vagt om fagligheden og værner om patientsikkerheden, tager vi gerne det med.
Torben Schønwaldt, Hanne Jacobsen og Mads Lindkær
Derfor har vi i årevis presset på for et højere optag af studerende på tandlægeuddannelserne i Aarhus og København. Når det gælder om at uddanne flere tandlæger, er vi en stor ja-hat.
Men vi er også enige om, at vi aldrig, aldrig, aldrig må slække på kravene til uddannelsen af vores tandlæger og gamble med patienternes sikkerhed.
Derfor slår vi alarm, når man overvejer at etablere en ny tandlægeuddannelse, hvor man betaler travle klinikker for at tage imod studerende og lade dem øve sig i at behandle voksne patienter og børn. Vel at mærke, inden de er færdige med den kliniske oplæring og uddannelse, som de får i dag. Altså en slags mesterlære eller erhvervskandidat-uddannelse.
Det er hverken patienterne eller de studerende tjent med.
Der er jo en grund til, at nye tandlæger først får ansvar for at behandle patienter, når de er færdiguddannede. Og der er en grund til, at den kliniske træning på universiteterne i København og Aarhus foregår under tæt supervision af erfarne undervisere og tandlæger.
Hvis vi skal beskyldes for at være nej-hatte, fordi vi står vagt om fagligheden og værner om patientsikkerheden, tager vi gerne det med.
Unge står i kø for at blive tandlæger
Det er dejligt, at Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne anerkender tandlægemanglen og vil gøre noget ved de "lange ventetider for både de voksne og børnene".
Men så lad os da bruge pengene fornuftigt ved at øge optaget på de to tandlægeuddannelser i Aarhus og København. Man kan altså få mange nye tandlæger for det trecifrede millionbeløb, det vil koste at etablere en helt ny uddannelse.
Vi har jo et setup, der virker, både når det gælder de fysiske rammer, stærke forskningsmiljøer og sidst, men ikke mindst, alle de kvalificerede undervisere, som det kræver at uddanne tandlæger med et højt fagligt niveau til hele landet. De studerende står tilmed i kø for at komme ind. Så det er egentlig ren plug-and-play.
I 2022 indgik man en politisk aftale om at øge optaget med tilsammen 35 tandlægestuderende i København og Aarhus. Den aftaler udløber i 2026.
Første skridt må være at gøre den aftale permanent. Vi ser også meget gerne, at man bygger ovenpå. For det er rigtigt, at vi får brug for langt flere tandlæger i fremtiden, og at behandlingsbehovet vokser, i takt med at vi bliver flere og flere ældre.
Dygtige tandlæger er et valg
Hvis Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne og andre politiske partier mener, at det også giver mening at bruge penge på en ekstra tandlægeuddannelse i Odense eller et andet sted i landet, må vi insistere på, at det bliver en fuld-skala-uddannelse efter fuldstændig samme model og på samme høje niveau som i København og Aarhus.
Der er ingen smutveje til flere dygtige tandlæger.
Torben Schønwaldt, Hanne Jacobsen og Mads Lindkær
For der er ingen smutveje til flere dygtige tandlæger.
Så kære Trine Bramsen og Jens Henrik Thulesen Dahl, vi stiller meget gerne op og samarbejder om at løse tandlægemanglen.
Men vi kommer ikke til at gå på kompromis, når det gælder uddannelsesniveauet for danske tandlæger og patientsikkerheden.
Det er hjerteblod for os.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Her er otte bud på Sundhedsministeriets næste departementschef
- Løhde fik sat sit aftryk på sundhedsvæsenet. Men vælgerne valgte hende fra
- Ældreordfører blev vraget af vælgerne. Nu fortæller hun om tiden på Borgen: "Jeg vil virkelig ikke lyde bitter"
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- 5 A'er: 11 velskrevne portrætter giver et ærligt indblik i sundhedsvæsenets problemer






















