Tandlæger til regeringen: Uddan flere tandlæger eller gå på kompromis med kvaliteten

Af Birgitte Sindrup
Formand for Ansatte Tandlægers Organisation 

Det synes at være længe siden, at Elisabeth Gregersen har haft spyt på fingrene ude i den virkelige verden.

Ansatte Tandlægers Organisation og overtandlægerne i landets kommuner har kun en intention: at drive en effektiv kommunal tandpleje, der kan levere mest mulig tandsundhed for pengene.  

Landets overtandlæger gør derfor brug af en bred vifte af løsningsmuligheder tilpasset den enkelte kommunes befolkningssammensætning, geografi, lokalpolitiske prioriteringer, tandplejepersonalets kompetencer med videre.

Sikre mundhygiejne og tandsundhed
Den kommunale tandpleje er først og fremmest behovsorienteret. Hver enkelte borger knyttet til et kommunalt tandplejetilbud skal sikres en sundhedsfremmende, forebyggende og om nødvendigt behandlende tandplejeindsats tilpasset den enkelte borgers konkrete behov. En del af den sundhedsfremmende indsats kan ydes i grupper (klasseundervisning, undervisning af mødregrupper, undervisning af plejehjemspersonale og hjemmehjælpere med videre) medens andet ydes individuelt.

Den kommunale tandplejes fornemmeste opgave er således at uddanne børnene og de unge til at mestre egen mundhygiejne og tandsundhed livet igennem – og sikre, at plejepersonale på plejecentre og i hjemmeplejen kan bistå borgeren i denne del af den personlige pleje, når borgeren som følge af fysisk svækkelse, demens eller andet mister evnen til selv at opretholde mundhygiejne og tandsundhed.

Der mangler tandlæger til tandbehandling – primært i yderområderne.

Birgitte Sindrup
Formand for Ansatte Tandlægers Organisation

Tallene over børns og unges tandsundhed (de såkaldte Scor-tal) viser med al tydelighed, at der sker forbedringer år for år.

Overtandlægerne benytter sig af en række overordnede principper i organiseringen af den kommunale tandpleje. Leon-princippet er et af disse overordnede principper. En naturlig konsekvens af Leon-princippet er opgaveglidning og delegation. Det betyder opgaveglidning fra tandlæger til tandplejere og klinikassistenter. Det betyder også opgaveglidning fra lønmæssigt dyre tandplejere til lønmæssigt billigere klinikassistenter.

Klinikassistenternes arbejdsområder
Denne opgaveglidning synes Elisabeth Gregersen at have sværere ved at acceptere i et indlæg bragt på Altinget 26. februar. Klinikassistenter er uddannet til noget helt andet, påstår Elisabeth Gregersen.

De skoler, der uddanner såvel Elisabeth Gregersens medlemmer (tandplejerne) som klinikassistenterne, beskriver dele af klinikassistentuddannelsens anvendelsesområder som følger:

• Selvstændige patientopgaver
  Som klinikassistent kan du selv have patienter i stolen. Du kan afpudse og fluorbehandle tænder, undervise i tandbørstning og tage røntgenbilleder. De praktiske dele af opgaverne træner du på dukker, eller I går to elever sammen og øver på hinanden.
  
  
• Undervisning
  Især i den kommunale tandpleje deltager klinikassistenten i det pædagogiske arbejde med vejledning i mundhygiejne på børn. Det foregår både på klinikken, i børnehaver og i skoleklasser.

Så klinikassistentuddannelsen er således også designet til blandt andet at kunne varetage sundhedsfremmende og forebyggende opgaver.

Tandplejen kræver samarbejde
Et andet overordnet princip i organiseringen af den kommunale tandpleje er etablering af teamtandpleje. Et tandplejeteam bestående af tandlæge, tandplejer og klinikassistenter. Teamet løser i fællesskab alle sundhedsfremmende, forebyggende og behandlende tandplejemæssige opgaver for en bestemt gruppe borgere. Etablering af teamtandpleje har betydet klinik-centraliseringer.

Dette gælder primært for så vidt angår de behandlende opgaver. De sundhedsfremmende og forebyggende opgaver herunder rutinemæssige undersøgelser med videre foretages i mange kommuner fortsat decentralt med undervisning og instruktion på skoler og i institutioner, ved diagnostiske undersøgelser på lokale undersøgelsesklinikker eller i mobile enheder og så videre. De lokale løsninger er mange og forskelligartede, og de er tilpasset til områdets befolkningsmæssige sammensætning, den lokale geografi, de lokalpolitiske ønsker med videre.

Lad mig endnu en gang for alle fastslå, at det hverken er min eller Ato's hensigt at beskæftige flere tandlæger i den kommunale tandpleje, end der er behov for. Gennem de seneste 10 år er der nedlagt 150 tandlægeårsværk i den kommunale tandpleje. Der er i samme periode oprettet 90 nye tandplejerstillinger ligesom der er sket opgaveglidning til klinikassistenter inden for det sundhedsfremmende og forebyggende område.

Mangel på tandlæger
Det er Ato's og de øvrige tandlægeorganisationers krav, at der i Danmark uddannes nok tandlæger til såvel den private som den offentlige sektor til at sikre befolkningen den nødvendige tandlægedækning. Alle interessenter – også de centrale sundhedsmyndigheder – har siden 2010 været enige om, at der skulle uddannes flere tandlæger.

Uenigheden mellem interessenterne på området har alene været, hvor mange flere tandlægestuderende, der skulle optages for at dække fremtidens behov. Et behov, der er stigende i takt med en vækst i gruppen af +65 årige på mere end 1 million. Borgere, der i vid udstrækning har bevaret deres egne tænder, og som ikke alene har behov for en sundhedsfremmende og forebyggende indsats, men også en egentlig behandlende indsats på et fortsat mere aldersbelastet tandsæt.

Denne enighed har skiftende uddannelses- og forskningsministre aldrig omsat til et meroptag – og nu mærker vi konsekvensen af dette. Der mangler tandlæger til tandbehandling – primært i yderområderne.

Det handler om, hvor stor en del af tabet på 1.215 erhvervsaktive tandlæger, der skal erstattes af nye. Med det nuværende studenteroptag og gennemførselsprocenter er tandlægebestanden i Danmark siden 2007 reduceret med mere end 1.000 erhvervsaktive tandlæger.

Denne udvikling vil fortsætte med yderligere mere end 200 tandlæger frem mod 2025. Så hvis ministeren ikke foretager sig noget nu og her, vil tandlægebestanden af erhvervsaktive tandlæger i 2025 være reduceret med cirka 25 procent i forhold til 2007. Og det er alle interessenter – med undtagelse af Elisabeth Gregersen og uddannelses- og forskningsministeren – enige om er for stor en reduktion i forhold til det faktiske behov.

Der skal handles nu, uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.