Tidens kriser viser, at etikken aldrig er relativ

Alt er ikke relativt. Det er blevet tydeligt for os i lyset af de to store kriser, der lige nu på et globalt plan truer os alle: klimakristen og krigen i Ukraine.

Her er der faktisk noget, vi kan blive enige om, er af det gode og noget, vi må anse som værende af det onde. Og netop den erfaring følges altid af spørgsmålet: "Hvad kan jeg gøre?"

Der er med andre ord tale om en erfaring, der maner til etisk eftertanke og kaster os tilbage på os selv og vores egen samvittighed. Og dermed er der tale om noget så forunderligt som et skifte i tidsånden.

Den, der gifter sig med tidsånden, bliver hurtigt enke, sagde Søren Kierkegaard, fordi tidsånden i sig selv er flygtig og umulig at fastholde. Den glider nærmest en af hænde, allerede mens man taler om den. Men det skifte, som disse to store kriser indvarsler, er ikke en flygtig forskydning.

Vi lever netop i en tid, hvor vi er blevet vant til at sige, at alt er relativt. Men det har tidens to store kriser vist os ikke er sandt

Pia Søltoft

Der er derimod tale om en vending i opfattelsen af vores egen ansvarlighed. Der er tale om en etisk vending – ja, måske endda om etikkens genkomst, hvilket er ganske tydeligt i den måde, vi i dag taler om etik og ordentlighed på.

Ordet "krise" (på græsk crisis) betyder egentlig blot en omvending af noget, der plejer at være på en anden måde. Og den omvending i tidsånden, der her er tale om, kan ses i vores villighed til at tale om og handle efter, at noget er rigtigere at gøre end andet. At noget er sandt eller godt i sig selv og ikke bare relativt sandt.

Vi har ellers i lang tid bevæget os rundt i de mange meningers verden. Allerede Baudelaire (1821-1867) sagde, at moderniteten kendetegnes af det foreløbige, det flygtige og det kontingente. Det gælder endnu mere for senmoderniteten og vores tid, hvor det meste opfattes som en social konstruktion – og derfor lige så vel kunne være noget andet end det, det egentlig er.

Vi lever netop i en tid, hvor vi er blevet vant til at sige, at alt er relativt. Altså at intet er sandt i sig selv. Men det har tidens to store kriser vist os ikke er sandt.

Der er noget, som vi kan blive enige om ikke er godt: Putins terror i Ukraine og vores eget misbrug af miljøet. Og når man kan identificere og blive enige om, at noget er af det onde, kan man også blive enige om, at noget andet må være af det gode. Det, der derefter står tilbage, er, at hver enkelt af os må finde ud af, hvordan vi skal agere i forhold til krigen og klimakrisen.

At noget er relativt vil sige, at det bestemmes af en relation til noget andet. Når relationen ændrer sig, ændres vores opfattelse af dette eller hint, fordi det kun får sin betydning fra netop den relation, det indgår i.

Som oftest tilskrives matematikken absolut sandhed, hvorimod erfaringsvidenskaber – som eksempelvis historie og biologi – kun kaldes relativt sande. Selv domstolene betjener sig af et relativt sandhedsbegreb, fordi sandheden i en given sag afhænger af de foreliggende oplysninger.

Etik forudsætter netop, at der er forskel på godt og ondt, og at denne forskel har betydning for vores handlinger

Pia Søltoft

Alligevel ville det være forkert at påstå, at alt derfor er relativt. Det gjorde Albert Einstein heller ikke, selvom det er ham, der er ophavsmand til den såkaldte relativitetsteori.

Han gav den ikke selv det navn, men kaldte teorien "invariantpostulatet". Det vil faktisk sige det omvendte; altså at der må være noget ikke-variabelt, man kan måle alt det variable ud fra. Han opererede netop med ét forhold, der ikke er relativt, nemlig lysets hastighed i et vakuum – og det er forholdet, denne "absolutte" konstans, som alt andet skal måles i relation til i den såkaldte relativitetsteori.

Derfor ærgrede det ham også, at teorien blev taget til indtægt for en relativistisk position inden for både kunst, etik og politik, som den intet har med at gøre.

Udtrykket "alt er relativt" betyder altså ikke, at der ikke er noget, der står fast. Det betyder omvendt, at der må være noget, der står fast, for at man kan måle andet i forhold til det. Det er præcis sådan en konstans de to kriser leder os i retning af i dag, og det er derfor, at talen om etik igen vinder indpas.

Etik er at kunne skelne mellem rigtigt og forkert, sandt og falsk, godt og ondt. Men etik har ikke noget at gøre med straf og belønning.

Etik har omvendt at gøre med at kunne se sig selv i spejlet – i samvittigheden spejl – og at kunne holde det spejlbillede ud, man får reflekteret, fordi man netop handler ud fra et bevidst etisk valg, om at det ene er sandere end det andet. Fordi man med andre ord ikke forfalder til at gentage det letkøbte mantra om, at "alt er relativt".

Tidens store kriser kalder os til orden og viser os, at alt ikke er relativt. Hvis det var sådan, ville alt være ligegyldigt – og så vi kunne blæse på miljøhensyn og krigens ofre. Hvis alt er ligegyldigt, er intet bedre end andet, og så kan vi ikke handle etisk.