Ældre Sagen: Samkørsel er en dybt utilfredsstillende løsning for de ældre

Men for Ældre Sagen er det en dybt utilfredsstillende løsning at erstatte en professionel service med frivillige kræfter og samkørsel.

Misforstå mig ikke; samkørsel er et fremragende koncept for mange mennesker, der skal i samme retning.

Og rigtig mange af Ældre Sagens medlemmer organiserer allerede samkørsel, hvor de dagligt hjælper hinanden med at få et lift til og fra fælles arrangementer.

Men samkørsel kan kun dække en lille del af ældres rejsebehov. Samkørsel kan ikke stå alene.

Samkørsel kræver digitale evner 

Den helt store fordel ved samkørsel er en bedre og højere udnyttelse af privatbilismen og vejkapaciteten i særligt myldretiden til og fra de mellemstore byer og store uddannelsessteder og arbejdspladser.

Det er ikke just tidspunkter eller rejsemål, som ældre søger.

Erfaringer fra udlandet viser faktisk, at ældre er den befolkningsgruppe, som har allermindst glæde og effekt af organiseret samkørsel.

De franske erfaringer med samkørsel viser, at kun 4 procent over 65-årige rent faktisk bruger denne løsning.

Faktisk har samkørsel en del ulemper for ældre.

Samkørsel er i bedste fald et supplement, hvis der sættes massivt ind med oplæringsmuligheder og ikke mindst analoge eller telefonbetjente bookings- og betalingssystemer.

Marlene Rishøj Cordes
Seniorkonsulent og ansvarlig for transportområdet i Ældre Sagen

For det første er organiseret samkørsel stærkt knyttet til digitale platforme til at planlægge ruter, opsamlingssteder, booke ture og betale.

Det kræver stærke digitale færdigheder, en nyere smartphone og MitID for at kunne gennemføre betalingerne. Der er en betydelige del ældre, som ikke er digitalt fortrolige nok til at benytte sig af samkørsler.

For det andet er tryghed et vigtigt aspekt af den kollektive trafik.

For mange mennesker kan det være mindre trygt at rejse med en fremmed og ikke-professionel chauffør. Det kan føles utrygt ikke at vide, hvem der kommer og henter en eller have kendskab til vedkommendes kørefærdigheder.

Og hvem kan man i øvrigt henvende sig til eller klage til, når noget går galt, eller hvis man bliver sat af det forkerte sted?

Derudover er det svært at planlægge samkørsel til kommende begivenheder.

For eksempel kræver deltagelsen til barnebarnets konfirmation eller venners guldbryllup, at samkørslen både er tilgængelig og kan bookes i god tid.

Samkørsel er derfor ikke en erstatning for bybussen eller rutebilen – i bedste fald er det et supplement, hvis der sættes massivt ind med oplæringsmuligheder og ikke mindst analoge eller telefonbetjente bookings- og betalingssystemer.

Ældre vil blive isoleret og ensomme

Det har både store samfundsmæssige og individuelle konsekvenser, hvis et stigende antal ældre bliver efterladt og isoleret i landdistrikterne.

Det kan ikke undgås, at udgifterne til social- og sundhedsområderne vil stige markant, hvis regionerne og kommunerne fortsætter med at skære i busruterne og erstatter dem med privatbilisme og samkørselsordninger.

Når bussen ikke længere kører forbi aktivitetscenteret eller til genoptræning, skal der specialtilbud i spil.

Flere ældre i landdistrikter vil blive isoleret og ensomme.

Den offentligt organiserede patienttransport vil stige, og der vil komme et langt større pres på den bundne (og meget dyrere) flextrafik.

Og sidst men ikke mindst, skal de pårørende endnu engang mere i spil til at varetage deres næres og kæres mobilitet.

Når vi erstatter bussen med organiseret samkørsel, er det ikke en velfærdsstat, som opfylder sin andel af aftalen.

Ældre har også krav på en ordentlig offentlig trafik.