Debat

Enhedslisten: Blå blok giver byerne bilforstoppelse

DEBAT: Regeringen fører en hovedløs og inkonsekvent politik, når det kommer til trængsel. Vi burde fritstille kommunerne, så de selv kan anvende pengene fra betalingsparkering og afgifter, skriver Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten.

Enhedslisten så gerne, at kommunerne blev stillet frit til at anvende de penge, man får ind via betalingsparkering og afgifter.
Enhedslisten så gerne, at kommunerne blev stillet frit til at anvende de penge, man får ind via betalingsparkering og afgifter.Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Emil Dyrby
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henning Hyllested (EL)
Transportordfører

Hvis kommunerne vil bruge pengene til trængselsbekæmpelse, så skal de have lov.

Henning Hyllested
Transportordfører for Enhedslisten

Regeringen og Dansk Folkeparti vil åbenbart – med den seneste aftale om modregning af kommunernes p-afgifter – proppe bilerne ned i halsen på de større byer.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Intet over eller ved siden af bilen! Skidt med kommunens ønsker og skidt da med de borgere, der skal døje med tiltagende trafik og trængsel på deres veje og som skal opleve skønne byrum og gader fyldt op med parkerede biler døgnet rundt.

Tænk, hvis vi i stedet kunne tage gaderne i besiddelse som opholdsrum og legeplads for de mennesker, der bor der!

Hovedløs politik
Den forgangne uge bragte endnu et eksempel på den hovedløse og inkonsekvente politik, regeringen fører, når det handler om at komme trængslen til livs.

Som et lyn fra en klar himmel har regeringen og DF lavet en aftale om at stramme den modregning i kommunernes bloktilskud, der finder sted, når kommunerne etablerer betalingsparkering og opkræver afgifter for ulovlig parkering.

Ikke mindre end 300-350 millioner kroner skønnes det, at modregningen øges med som følge af den nye aftale.

Penge, som for 90 procent af vedkommende kommer fra de større byer, København, Frederiksberg, Aarhus og Aalborg.

Og penge, som går direkte i statskassen – uden at være øremærket til trafikale investeringer. Hermed fratages kommunerne et af de få redskaber, man har til at styre tilstrømningen af biler til byerne.

Pengene går til flere p-pladser
Der er i forvejen stærke begrænsninger på, hvad en kommune må anvende indtægterne fra betalingsparkering og ulovlig parkering til.

De trafikale investeringer, som der tales om, forstås som investeringer i p-pladser (vedligehold og ny-anlæg).

Da Svendborg Kommune for en del år siden søgte Indenrigsministeriet om at måtte bruge indtægterne fra parkering til at indføre gratis bustransport i bybusserne, fik den nej.

Da vi i 2015 (da Magnus Heunicke var transportminister) ændrede vejloven, så kommunerne fik større frihed til at målrette parkeringspolitikken – for eksempel ved at favorisere elbiler – ændrede den nye transportminister Hans Christian Schmidt (V) i sidste øjeblik bekendtgørelsen, så den mulighed blev indskrænket til næsten ingenting.

Fritstil kommunerne
I Enhedslisten så vi gerne, at kommunerne blev stillet frit i forhold til anvendelse af de penge, man får ind via betalingsparkering og afgifter.

Hvis kommunerne vil bruge pengene til trængselsbekæmpelse, så skal de have lov.

Hvis kommunerne vil investere i bedre og billigere kollektiv trafik, gode cykelparkerings- og parkér-og-rejs-anlæg til fremme af kombinationstransport og delebilsordninger på de kommunale arbejdspladser med mere, så skal de have lov.

Det er alt sammen noget, der virkelig batter i trængselsbekæmpelsen, mens vi venter på indførelsen af kørselsafgifter – hvad enten vi taler om trængselsringe eller landsdækkende roadpricing.

Uha, uha! Sagde han trængselsring? Er det ikke politisk selvmord at tage den op igen? Jeg tillader mig at henvise til det udmærkede indlæg, Klaus Bondam kom med i sidste uge i debatten om trængsel her på Altinget.

Vores byer stønner af bilforstoppelse. Læg de ideologiske briller på Christiansborg til side. Lyt til kommuner og forskere. Lad os få sammenhæng i trængselsbekæmpelsen og bruge de midler, som virker!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Hyllested

Fhv. MF (EL), transportordfører, landdistrikts- og øordfører, turismeordfører
Havnearbejder (Esbjerg Havn)

0:000:00