Debat

Klaus Bondam: Dansk trængselspolitik er døende

DEBAT: Dansk trængselspolitik blev lagt i graven med ordene: “Der kommer en god løsning i morgen”. Nu mangler vi løsninger, hvor bilen ikke er i centrum, skriver Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

Vi forledes igen og igen til at tro, at bilen er lig med frihed, skriver Klaus Bondam.
Vi forledes igen og igen til at tro, at bilen er lig med frihed, skriver Klaus Bondam.Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix
Frederik Lange
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet

Debatten om trængsel fyldte enormt i årene 2006-2009, hvor jeg var valgt som teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.

Daværende overborgmester Ritt Bjerregaard (S) satte gang i et visionært arbejde om trængselsafgifter eller rettere en trængselsring rundt om København. Vi besøgte det nyanlagte betalingsanlæg i Stockholm, fik besøg fra London og lyttede til erfaringer med trængselsafgifter.

Mange møder blev holdt; ikke mindst med omegnskommunernes borgmestre, der stort set bakkede op, fordi en sådan afgift kunne tilvejebringe den nødvendige finansiering til at investere i udbygningen af den kollektive trafik i hovedstadsregionen – og en sænkelse af billetpriserne.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til os på [email protected].

Debatten rasede også i medierne. Hvor skulle trængselsringen gå? Hvad med dem, der boede lige op ad den? Hvad skulle det koste? Samtidig nærmede folketingsvalget sig. SF’s Pia Olsen Dyhr forsvarede ivrigt det københavnske udspil, og der var næsten ikke en dag, hvor hun ikke aktivt satte transportpolitikken til debat i medierne.

I efteråret 2011 kom regeringsskiftet, de hemmelige møder i det sorte tårn, en ny transportminister – Pia Olsen Dyhr, og så fulgte ellers et enormt pres fra flere socialdemokratiske borgmestre fra de ydre kommuner i Region Hovedstaden.  

Det er umådelig trist at kunne konstatere, at transportpolitikken falder uden for de fleste partitoppes interessefelt.

Klaus Bondam
Direktør, Cyklistforbundet

Trængselspolitikken lagt i graven
Men alle, der overværede det famøse pressemøde med statsminister Helle Thorning Schmidt, hvor hun igen og igen gentog ’der kommer en god løsning i morgen’, var klar over, at nu var alle idéer om trængselsafgifter lagt i graven.

Vi var også klar over, at transportpolitikken nu var voldsomt vingeskudt og et område, som de færreste fremover ville driste sig til at føre sig frem på i en valgkamp.

I de snart ti år siden da har vi haft et utal af transportministre. Ingen af dem er lykkedes bare tilnærmelsesvis med at løse den enorme udfordring, som trængslen udgør.

Trængselskommissionen og senest ekspertgruppen Mobilitet for Fremtiden har lagt omfattende rapporter frem, der gør det helt klart, at trængslen er omfattende, at den er stigende – og at den koster vores samfund enorme summer. Men desværre er de to rapporter det mest konkrete, der er sket.

Intelligente trafikprognoser
Heldigvis engagerer regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) sig i dag tydeligt og markant i debatten. Ved flere lejligheder har hun slået fast, at trængslen koster det danske samfund dyrt, og udviklingen går den forkerte vej.

Her på Altinget har hun blandt andet skrevet: ”Vores seneste tal viser os, at bilisterne i 2015 samlet set spildte 12,3 millioner timer på Hovedstadens veje (ni millioner i 2013) på grund af trængsel, og prognoserne viser, at vi kommer til at se en fordobling til 25,8 millioner spildte timer i trafikken i 2035.”

Derfor er det yderst positivt at læse hendes politiske vision om at ”ville hjælpe trafikanterne til at tage mere rationelle og oplyste valg ved hjælp af trafikinformation og datadrevne intelligente trafikprognoser. Ideen er, at man åbner mobilen om morgenen for at se om for eksempel en kombination af cykel, bus og metro er hurtigere end bilen, hvis man skal afsted fra Hørsholm til Frederiksberg i myldretiden.”

Det er en del mere realistisk og konkret end den siddende transportminister, Ole Birk Olesen, der tørt konstaterer: ”Vores mål bør ikke være at afskaffe trængsel, for det vil kræve en enorm overkapacitet af infrastruktur. Ligesom det ville kræve alt for mange åbne kasser i supermarkedet, hvis der aldrig må opstå kø.”

Det er umådelig trist at kunne konstatere, at transportpolitikken falder uden for de fleste partitoppes interessefelt. I stedet forledes vi igen og igen til at tro, at adgangen til den personlige bil er lig med frihed. Det er et bedrag. Det er adgangen til mobilitet, der giver os frihed. Lad os nu få den gode løsning. Danmark har brug for den.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Klaus Bondam

Direktør for krydstogtnetværkene CruiseCopenhagen og Cruise Baltic i Wonderful Copenhagen, fhv. borgmester for teknik- og miljø og beskæftigelse- og integration (R), Københavns Kommune
skuespiller (Skuespillerskolen ved Odense Teater 1992), toldbetjent (Distriktstoldkammer 1 1985), EDB-assistent (Købmandsskolen 1983)

0:000:00