S holder fast i blank afvisning af trængselsafgift trods pres fra borgmestre, støttepartier og forskere

Socialdemokratiet fastholder sin totalafvisning af forslaget om en trængselsafgift i hovedstaden, efter at lokale borgmestre og trafikforskere har efterspurgt grundigere debat. Betalingensringen skal blive i graven, mener S-ordfører. 

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Det tog ikke mere end et par timer, fra Anders Eldrups bilkommission om formiddagen den 12. februar anbefalede regeringen at indføre en trængselsafgift i hovedstaden, før transportminister Benny Engelbrecht (S) til støttepartierne på Christiansborgs store frustration samme dag havde lagt idéen død.

"Regeringen vil gerne bekæmpe trængsel, men vi vil ikke bekæmpe mobilitet," lød det kortfattet fra ministeren dengang. 

Men godt en måned senere slog de to medlemmer af bilkommissionen Otto Anker Nielsen, der er professor i trafikmodellering ved DTU og Ninette Pilegaard, der er seniorforsker i transportøkonomi ved DTU, mandag igen på tromme for idéen. 

Det skete i en kronik i Berlingske, hvor de to beklagede, hvis forslaget allerede reelt var dødfødt og hastebegravet.

Det har en positiv samfundsøkonomi, og dermed at samfundet samlet set bliver rigere end ellers, hvis man indfører afgiften. Det skyldes en kombination af bedre fremkommelighed, færre uheld, mindre støj, partikelforurening og CO2-udledning

Otto Anker Nielsen
Professor ved DTU

"Vores oplæg adskiller sig væsentligt fra det tidligere forslag om en bomring gennem en række potentielle fordele i forhold til både samfundsøkonomi, trafikale effekter, trængselsgevinster og miljøgevinster. Fordele, som vi hermed håber, vil blive hørt i den offentlige debat, før forslaget begraves," skrev kronikkørerne. 

Yderligere to dage gik der, inden teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (EL) og Frederiksberg-borgmester Simon Aggesen (K) i fællesskab gik på TV2 Lorry for at argumentere for behovet for at gøre noget ved partikelforureningen i København.

Her var løsningsforslaget ligeledes en trængselsafgift i byen.

"Vi ønsker virkelig at rykke på det her. Og vi vil gerne have en diskussion af trængselsafgifter," sagde Simon Aggesen til TV2 Lorry. 

Betalingsringen skal blive i graven
Men argumentationen får ikke Socialdemokratiet til at ryste på hånden.

Forslaget bliver ikke en del af kommende forhandlinger på Christiansborg, lyder det fra partiets transportordfører, Thomas Jensen.

Idéen om en betalingsring er ikke groet i den socialdemokratiske have, og det var godt, at den blev lagt i graven dengang, og der skal den blive liggende

Thomas jensen (S)
Transportordfører

Han vil ikke give interview om trængselsafgifter, men skriver i en mail til Altinget: 

"Vi vil gerne bekæmpe trængsel, men vi vil ikke bekæmpe mobilitet. Derfor vil vi ikke indføre en trængselsafgift i København. En afgift som vil gøre det dyrere for folk at køre på arbejde. Hvis folk tvinges bort fra bilerne, uden at der er et tilstrækkeligt kollektivt trafiktilbud, går det netop ud over mobiliteten," skriver han.

Forskerne siger, at investeringer i kollektiv trafik ikke har stor effekt på trængslen – i hvert fald ikke på en omkostningseffektiv måde. Er det alligevel den rigtige vej at gå?

"Nu er Bilkommissionen kommet med sin analyse af, hvordan det kan håndteres. Men det er svært for mig at se, at det er en gangbar løsning at gøre det dyrere for den helt almindelige dansker at komme på arbejde. Derfor vil vi i de kommende forhandlinger om en grøn mobilitetsplan sammen med Folketingets øvrige partier se på hvilke andre tiltag, som kan bidrage til at håndtere trængslen," skriver han. 

Hvilken betydning har erfaringerne fra forløbet omkring betalingsringen i 2011 for jeres syn på forslaget?

"Idéen om en betalingsring er ikke groet i den socialdemokratiske have, og det var godt, at den blev lagt i graven dengang, og der skal den blive liggende," svarer Thomas Jensen skriftligt.  

Professor: Det er ikke en betalingsring
Ifølge professor Otto Anker Nielsen fra DTU er der dog en række væsentlige forskelle på den betalingsring, der var planer om i begyndelsen af sidste årti, og den trængselsafgift, som bilkommissionen foreslår. 

Blandt andet betyder den teknologiske udvikling, at der ikke længere vil være behov for fysiske anlæg ved indfaldsvejene til København. Det betyder, at der er sund økonomi i det nye forslag. 

"Betalingsringen gav et samfundsøkonomisk tab, fordi den ramte korte ture lige over ringen meget hårdt, ledte til stor omvejskørsel og havde store anlægs- og driftsomkostninger. Både samfundsøkonomisk og trafikalt var det en dårlig idé, og derudover var der store fordelingsmæssige konsekvenser, hvor den forværrede trafiksituationen i omegnskommunerne og forbedrede den i København og Frederiksbergs kommuner," skriver han i en mail til Altinget.

Hvad er det bedste argument for at indføre trængselsafgiften?

"Først og fremmest at det har en positiv samfundsøkonomi, og dermed at samfundet samlet set bliver rigere end ellers, hvis man indfører afgiften. Det skyldes en kombination af bedre fremkommelighed, færre uheld, mindre støj, partikelforurening og CO2-udledning."

K: For tidligt at tage stilling
Frederiksberg-borgmester Simon Aggesens partikollega i transportudvalget på Christiansborg Niels Flemming Hansen vil endnu ikke tage stilling til forslaget fra bilkommissionen. 

“Det tager vi op i forbindelse med infrastrukturforhandlingerne. Det kan være nemt nok at mene noget om forslaget, hvis ikke man kender prisen på det. Det gør vi ikke endnu," siger Niels Flemming Hansen. 

Ifølge bilkommissionen vil forslaget tilføre statskassen en halv milliard kroner om året, tilføre bilisterne udgifter på cirka det samme og samlet have et samfundsøkonomisk overskud på omkring en kvart milliard om året. Er det ikke sund fornuft at indløse den gevinst? 

“Nej, fordi det skal holdes op imod, hvordan man generer de borgere, der bor i byen. Det skal vi have en nærmere drøftelse af," siger han.  

De to andre store borgerlige partier Venstre og Dansk Folkeparti afviser ligesom Socialdemokratiet forslaget. 

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har overfor Altinget afvist at uddybe, hvorfor han ikke bakker op om trængselsafgiften. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

Niels Flemming Hansen

MF (K)
hh (Kolding Købmandsskole 1996)

Otto Anker Nielsen

Professor i Transportmodellering, Leder af Transportdivisionen, DTU Management PhD 1995
ph.d. (DTH 1994), civilingeniør (DTH 1991)

0:000:00