Enhedslisten: Togfonden er blevet et offer i skyttegravskrigen

Af Henning Hyllested
Transportordfører, Enhedslisten

Der foregår en skyttegravskrig mellem kollektiv trafik på den ene side og biler og asfalt på den anden – og den er kun blevet værre med den siddende regerings meget ensidige fokus på motorveje og billige biler.

Imidlertid peger flere og flere fagfolk og politikere på, at der mangler en ‘masterplan’ for infrastrukturen i Danmark, og at vi skal væk fra fokus på enten kollektiv eller biltrafik, men i stedet snakke om mobilitet.

Jeg er bestemt tilhænger af en sammenhængende plan for de kommende 10-20 års investeringer i infrastruktur. Men jeg mener også, at vi kommer til at udpege det, vi anser for de største problemer for mobiliteten i bredere forstand i Danmark og derudfra prioritere midlerne.

Det er derfor en vildfarelse, hvis man tror, man kan slippe uden om at tage stilling til, om fremtidens transport skal være kollektiv (herunder også delebiler, samkørsel, flextrafik) eller individuel.

Regeringen fravælger den kollektive trafik
Jeg mener ikke, at valget er så svært.

Hvis man mener, at transportsektorens negative påvirkning af klima og miljø er et alvorligt problem, og at trængslen på vores veje og i vores byer er lige så alvorlig – og det skulle jeg mene, der efterhånden er opnået konsensus om – så er løsningerne først og fremmest kollektive og elektriske, for bilernes vedkommende tillige brint og andre alternative, bæredygtige drivmidler.

Henning Hyllested
Transportordfører, Enhedslisten

Hvis man mener, at transportsektorens negative påvirkning af klima og miljø er et alvorligt problem, og at trængslen på vores veje og i vores byer er lige så alvorlig – og det skulle jeg mene, der efterhånden er opnået konsensus om – så er løsningerne først og fremmest kollektive og elektriske, for bilernes vedkommende tillige brint og andre alternative, bæredygtige drivmidler.

Og så bør cyklen spille en langt større rolle som transportmiddel over kortere afstande – herunder som tilbringetransport fra hjem til og fra station/terminal og til og fra arbejdsplads.

Der er således saglige grunde til at fastholde positionen om udbygning af den kollektive transport, blandt andet for at dæmpe transporten med biler.

Regeringen og omegn har omvendt foretaget den modsatte prioritering: flere biler, flere og større veje – og dermed endnu flere biler. Samtidig fravælges den kollektive trafik i praksis. Regeringens indædte modstand mod Togfonden er det bedste eksempel.

Vi har allerede en langsigtet plan
Togfonden er ellers en sådan langsigtet (10-15 år) investeringsplan, der skal bringe jernbaneinfrastrukturen på bare nogenlunde niveau med landene omkring os - og gøre det muligt at køre med forholdsvis høj hastighed mellem en række af vores større og mellemstore byer.

Den var lige til at ‘indføre’ i en samlet infrastrukturplan for Danmark, som den bliver efterlyst.

Det er et noget overset element i Togfonden, at den også omfatter betydelige hastighedsopgraderinger på jernbanenettet i Jylland – der, hvor først og fremmest Arriva kører.

Også dette gør Togfonden til et egnet instrument til at skabe sammenhæng og hurtige forbindelser overalt i landet.

Hvis man til dette lægger Danske Regioners bud på en timemodel for bustrafikken, hvor man kobler busserne på jernbanens timemodel, så har man et rigtigt godt bud på en langsigtet infrastrukturplan for den kollektive trafik i Danmark.

Dansk Folkeparti løber fra Togfonden
Derfor er det da også med nogen forbløffelse (og ærgrelse), at jeg konstaterer, at Kim Christiansen, DF’s transportordfører, i sit indlæg i debatten om en infrastrukturplan, nærmest afliver Togfonden med henvisning til, at DSB’s nye togindkøb – hvor togene ‘kun’ kører 200 km/t - lægger timemodellen i graven.

DF er som bekendt en del af forligskredsen bag Togfonden, og det virker besynderligt, at en forligspartner føler trang til offentligt at ‘løbe fra’ de væsentlige elementer i Togfonden - med nye baner syd for Aarhus og over Vejle Fjord.

Men mon ikke det er DF’s legendariske populisme, der her gør sig gældende.

Begge linjeføringer støder på lokal modstand. De samme hensyn har Kim Christiansen ikke, når det gælder anlæggelsen af nye motorveje, som nu er førsteprioritet for DF og Kim Christiansen.

I et kommende indlæg vil jeg komme med et bud på de tiltag og projekter, som Enhedslisten kunne forestille sig indeholdt i en samlet infrastrukturplan.