Forsker: Vi glemmer public service i diskussionen om jernbanernes berettigelse

En vigtig politisk prioritering

Public service-forpligtelser har historisk været en vigtig politisk prioritering i mange lande, hvor både busser og jernbaner havde ruter, som måske ikke giver økonomisk overskud eller var økonomisk rentabel, men som var vigtige for den sociale og geografiske sammenhængskraft i et bestemt område.

Men denne tilgang til den offentlige transport er forsvundet i diskussionerne om markedsåbning, udbud af ruter, omkostninger, udgifter og passagertal.

Selvom EU's jernbanemarkedsåbning kræver, at jernbaneruter kommer i udbud, giver EU forordning 1370/2007 mulighed for at udbyde både jernbaneruter og busruter ud fra et public service-hensyn, hvor operatøren kan kompenseres for at drive en rute, som ellers ikke ville have et rent forretningsgrundlag.

Der er derfor behov for at spørge om de ruter, der ikke giver økonomisk overskud, måske alligevel har en berettigelse ud fra et public service-perspektiv.

Helene Dyrhauge

Ifølge EU-lovgivningen kan offentligt transport klassificeres som tjenesteydelser af almen interesse. Mere præcist skriver Europa-Kommissionen: 

“Tjenesteydelser af almen interesse er tjenesteydelser, som EU-medlemslandenes offentlige myndigheder klassificerer som værende af almen interesse og derfor er undergivet bestemte forpligtelser til offentlig tjeneste. De kan leveres af enten den offentlige eller den private sektor. Eksempler på tjenesteydelser af almen interesse er blandt andet: offentlig transport, postvæsen og sundhedsvæsen.”

Der er derfor behov for at spørge om de ruter, der ikke giver økonomisk overskud, måske alligevel har en berettigelse ud fra et public service-perspektiv. Her er det vigtigt at se på de større samfundsmæssige konsekvenser for lokalsamfundet, hvis en rute lukkes.

Her kan man starte med at spørge, hvilke alternative kollektive transportformer de lokale har i stedet for toget, og om lokalbefolkningen køber biler og derved bidrager med vejtrængsel?

Endvidere er det værd at kigge på, om togstrækningen er en fødekæde til andre togstrækninger for eksempel intercity-tog eller andre transportformer for eksempel en lufthavn?

Alle disse spørgsmål om mobilitet og sammenhæng er blevet diskuteret i tidligere debatserier på Altinget, hvor der er kommet mange gode forslag til strategiske tiltag. 

Ikke laissez faire økonomistyring

Tidligere tiders rationalisering af jernbanenettet har allerede lukket flere lokalbaner, og disse baner bliver meget sjældent genåbnet, blandt andet fordi det bliver for bekosteligt at skulle installere opdateret signalsystemer og vedligeholde skinnerne.

Derfor er det vigtigt at analysere alle de samfundsmæssige konsekvenser, inden at man, som politikere, beslutter at lukke en del af det eksisterende jernbanenetværk.

Selvom man vælger at implementere en mobilitetsstrategi med større fokus på public service i den kollektive transport, især i tyndt befolket områder, så vil dette ikke medføre laissez faire økonomistyring.

Der er stadig flere EU-forordninger om åbenhed og transparens i jernbanesektoren, som skal overholdes.

I august 2024 kom regeringen med en plan for landdistrikterne, som skulle skabe vækst og udvikling i landdistrikterne. Her nævnes nye muligheder for transport i landdistrikter, her fokuseres på de unges muligheder, og udspillet kobles til regeringens ekspertudvalg for kollektiv transport.

Begge dele har fokus på borgerdrevne initiativer for eksempel frivillige busser og behovsstyrede løsninger for eksempel bus-på-bestilling, mens jernbanernes rolle i at understøtte udviklingen er underbelyst.

Her er ellers en god mulighed for at kigge på jernbanernes samfundsrolle til at levere public service i områder, hvor der allerede er et jernbanenet.