Alternativet-ordfører: Pointen med togtransport har aldrig været, at det skulle være en forretning

Når vi alligevel spørger os selv, om jernbaner kan betale sig, illustrerer det, at vores syn på mobilitet er blevet fattigt.

Når vi i vores beslutningstagning ikke værdsætter natur, miljø, ren luft, minimal støj og tilgængelighed så bliver jernbanen selvsagt et “underskud”. 

Det svarer til at tage bind for øjnene og derfor blive irriteret over, at lyset er slukket.

Bygge til succes

Det regneark koster os resultater. For det store overfokus på driftsøkonomi gør, at potentialet ved togtransporten ofte ikke udnyttes til fulde.

Når vi vælger jernbanen, skal vi være villige til at lægge de investeringer, det kræver for at høste alle gevinster.

Hvis vi måler på klimaudledning, tilgængelighed for alle, sundhed, støj og trafiksikkerhed, vil vi oftere, ikke sjældnere, vælge jernbanen.

Christina Olumeko
Mobilitetsordfører, Alternativet

Alt for ofte afholder partier sig fra at lægge de sidste ti procent i anlæg eller opgradering, selv om det giver 50 procent mere funktionalitet.

Det ser vi, når godsterminalen i Esbjerg ikke er lang nok til at blive brugt optimalt, når store knudepunkter som Københavns Lufthavn ikke tænkes rigtigt fra begyndelsen med en optimal togstation – og når moderniseringer, som den kommende forenkling af Københavns Hovedbanegård, risikerer at blive underfinansieret.

Her bør vi lade os inspirere af mentaliteten ved planlægning af motorveje, hvor man fra starten af forbereder vejbanen til fremtidig udvidelse.

Eller kigge mod lande som Sverige, hvor man ikke gør noget halvt, når det kommer til investeringer i jernbanen. Vi skal bygge til succes fra starten af.

Mere magt til regionerne

Der kan givetvis være få tilfælde, hvor mobiliteten kan forbedres, hvis en lokalbane eller lokalstation lukkes eller omlægges.

Derfor skal vi modernisere bloktilskuddene til regionerne, så de ikke nødvendigvis bindes direkte til antallet af kilometer skinner.

Regionsrådene kan på den måde få bedre frihed til at planlægge, hvis data viser, at andre løsninger kan levere bedre på de fælles mål.

Det skal dog ske transparent med stærk borgerinddragelse og ordentlige overgangsplaner. Kernen er, at vi skal vende planlægningen på hovedet: mål først, middel bagefter.

Hvis vi måler på klimaudledning, tilgængelighed for alle, sundhed, støj og trafiksikkerhed – og ikke kun driftsøkonomi – vil vi oftere, ikke sjældnere, vælge jernbanen.

Og vi skal gøre det klogt: ved at vedligeholde og forstærke den infrastruktur, vi allerede har, styrke punktligheden, skabe stærke knudepunkter og gode skift og tænke hele rejsen fra dør til dør.