Bliv abonnent
Annonce
Debat

Branchedirektør: Vi må ikke gentage Sveriges fejl og bremse markedet for elbiler

Vi har nu et unikt vindue til at tænke bilbeskatning helt forfra. Men det kræver handling - ambitioner alene flytter intet, skriver Mads Rørvig.
Vi har nu et unikt vindue til at tænke bilbeskatning helt forfra. Men det kræver handling - ambitioner alene flytter intet, skriver Mads Rørvig.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
24. september 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I august var 69 procent af alle nye biler i Danmark elbiler. Det er et markant skridt mod en grønnere bilpark – men den udvikling er ikke garanteret, og vi risikerer at slå bremserne i, netop som den grønne omstilling tager fart.

Bare få kilometer mod øst har svenske erfaringer vist, hvor galt det kan gå. Da vores naboland fjernede købstilskuddet til elbiler for tidligt, gik omstillingen i stå.

I dag er kun 34,1 procent af nye biler i Sverige elektriske – lavere end sidste år og bagud sammenlignet med både Danmark, Norge og Finland. Og mens elbiler toppede salgslisterne i Danmark i august, kørte de mest populære biler i Sverige på fossile brændstoffer.

Danmark risikerer nu at gentage den samme fejl. Fra nytår stiger registreringsafgiften på elbiler, og regeringen har endnu ikke fremlagt en plan for at undgå det. Tiden er ved at løbe ud, og med det risikerer vi at bremse et marked, der ellers buldrer frem og leverer på den grønne omstilling.

Læs også

Politikerne har ét klart valg: Enten fortsætter vi den grønne fremdrift – eller også taber vi pusten, som svenskerne gjorde. Svaret burde være indlysende: Stop afgiftsstigningen, og afskaf registreringsafgiften på elbiler helt.

Bureaukrati i reneste form

Vi har nu et unikt vindue til at tænke bilbeskatning helt forfra. I stedet for at fortsætte med en værdibaseret registreringsafgift, der straffer ny teknologi, bør vi erstatte den med en teknisk baseret model, der belønner det, vi som samfund ønsker mere af: grønne biler og lavere CO2-udledning.

Registreringsafgiften på elbiler er ikke bare en barriere for grøn omstilling og teknologisk udvikling – den er også et administrativt mareridt.

Mads Rørvig
Adm. direktør, Mobility Denmark

Den værdibaserede registreringsafgift er et 100 år gammelt levn, hvor biler beskattes efter deres pris frem for eksempelvis deres klimabelastning. Det er komplet ulogisk i dag, hvor den teknologiske udvikling går hurtigt, og hvor samfundet har behov for, at vi skubber på de grønne alternativer.

En værdibaseret afgift straffer ofte de nyeste, mest energieffektive og sikre elbiler, fordi de typisk er dyrere, mens ældre og mere forurenende teknologier slipper billigere. Det modarbejder de grønne ambitioner, samtidig med at det hæmmer både innovation og trafiksikkerhed.

Registreringsafgiften på elbiler er ikke bare en barriere for grøn omstilling og teknologisk udvikling – den er også et administrativt mareridt.

I takt med at provenuet fra afgiften falder, fordi flere vælger el, vokser Motorstyrelsen – hvor der nu sidder mere end 450 medarbejdere, der bruger tid på at udregne og kontrollere en afgift, som for mange billige elbiler alligevel ender på 0 kroner.

Skatteministeriet indrømmer selv, at det kræver flere medarbejdere at udregne en 0-afgift end at beregne afgifter på fossile biler. Det er bureaukrati i reneste form.

Læs også

Samtidig koster det system store summer i administration for virksomheder, der skal levere data og dokumentation til et system, som reelt er i opløsning. Det er ressourcer, der kunne bruges langt bedre – både i staten og i markedet.

Drop afgiftsstigningen

Der findes flere konkrete modeller, der kan erstatte den nuværende afgiftsstruktur. Man kan beskatte ejerskab frem for køb – eller indføre kørselsafgifter, hvor beskatning sker efter brug af bilen.

Fælles for de gode løsninger er, at de bygger på målbare, tekniske egenskaber som udledning, vægt og energieffektivitet – ikke bilens værdi. På den måde rammer de eksternaliteterne ved bilisme mere præcist, hvilket altid er bedre for samfundet.

Ambitioner alene flytter intet. Det kræver klare beslutninger nu - ikke efter et fald i salget af grønne biler.

Mads Rørvig
Adm. direktør, Mobility Denmark

Vi har allerede set, hvad der sker, når politisk tøven bremser grøn omstilling. Svenskerne advarer os direkte: Fjern incitamenterne for tidligt – og elbilsalget falder.

Regeringen og Folketinget har sat ambitiøse mål for CO2-reduktion, og bilparken spiller en afgørende rolle. Men ambitioner alene flytter intet. Det gør handling.

Hvis Danmark skal fastholde sin position som foregangsland i den grønne omstilling, kræver det politisk vilje og klare beslutninger. Nu – ikke næste år. Ikke efter et fald i salget af grønne biler. Men i dag.

Drop afgiftsstigningen, afskaf registreringsafgiften for elbiler og skab en ny, fremtidssikret og grøn bilbeskatning.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026