Debat

Hovedstadsaktører: Flygtningekrisen og coronapandemien har gjort det svært at pendle over Øresund

Potentialet i at få mere arbejdskraft fra den svenske side er enormt. Men efter flygtningekrise og coronapandemi er det blevet svært at være pendler mellem Sverige og Danmark, skriver Lars Gaardhøj og Peter Lanng Nielsen.

Særligt service, hotel og
restaurant, lager og logistikfagene og ikke mindst hospitalerne er hårdt ramt
af arbejdsmangel. Samtidig gik der i august sidste år cirka 65.000 ledige
inden for disse fag på den anden side af sundet, skriver Lars Gaardhøj og Peter Lanng Nielsen.
Særligt service, hotel og restaurant, lager og logistikfagene og ikke mindst hospitalerne er hårdt ramt af arbejdsmangel. Samtidig gik der i august sidste år cirka 65.000 ledige inden for disse fag på den anden side af sundet, skriver Lars Gaardhøj og Peter Lanng Nielsen.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Lars Gaardhøj
Peter Lanng Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da Øresundsbroen åbnede for 20 år siden, væltede det ind med svenske medarbejdere til blandt andet butikker, restauranter og hospitaler.

Under flygtningekrisen blev der indført grænsekontrol, som forlængede rejsetiderne især for togpendlerne. Den langtrukne coronapandemi med forskellige regler og restriktioner gennem to år har heller ikke gjort noget som helst godt for de knap 16.500, som pendler over Øresund hver dag.

Potentialet i at få mere arbejdskraft fra den svenske side er enormt. For der er akut mangel på arbejdskraft i hovedstadsområdet samtidig med, at der er en høj ledighed i Sydsverige.

Mange pendlere efterlyser klar og rettidig information om forsinkelser og aflysninger, men deres oplevelse er, at de råber ind i en pude

Lars Gaardhøj og Peter Lanng Nielsen
Hhv. regionsrådsformand i Region Hovedstaden og talsperson for Greater Copenhagen Trafikcharter og formand for DI Hovedstaden

Særligt service, hotel og restaurant, lager og logistikfagene og ikke mindst hospitalerne er hårdt ramt af arbejdsmangel. Samtidig gik der i august sidste år cirka 65.000 ledige inden for disse fag på den anden side af sundet.

Det tager godt en halv time at tage turen fra for eksempel Malmø C til København H, og der er flere afgange hver time. Men efter flygtningekrise og coronapandemi med reduceret togdrift og generelt mange aflysninger og forsinkelser af togene på tværs af Øresund er det svært at være pendler mellem Sverige og Danmark.

Digitale løsninger mellem landene
Mange pendlere efterlyser klar og rettidig information om forsinkelser og aflysninger, men deres oplevelse er, at de råber ind i en pude. Og vi kan godt forstå dem.

Derfor vil vi gerne give en hjælpende hånd. Region Hovedstaden, Region Skåne og Greater Copenhagen er sammen med de ansvarlige trafikaktører ved at afdække, hvordan trafikinformationen og integration af billetsystemer kan blive bedre på tværs af Øresund.

Et af problemerne er, at der på henholdsvis svensk og dansk side bruges forskellige IT-systemer. Derudover har DSB og Skåne-trafikken forskellige rejseregler og to meget forskellige billetsystemer og apper.

Det manglende samspil mellem de digitale løsninger gør, at svenskerne ikke kan bruge deres app til at købe billetter i busser, tog og metro i Danmark, hvis de kun rejser mellem stop eller stationer på dansk side i løbet af deres arbejdsdag.

Brug for løsninger nu
Derfor er det oplagt, at de danske og svenske trafikselskaber sætter sig sammen og bidrager til integrationen af arbejdsmarkedet på tværs af Øresund.

En løsning ville være, hvis Skånetrafikken også blev en del af DOT. På den måde vil man kunne lave fælles kundeanalyser og få sat fælles mål for forbedringer. Alt i alt vil det bidrage til, at det bliver nemmere for svenskerne at tage et job på den danske side og vice versa.

Men det kræver, at især de danske aktører med de statsejede DSB og Banedanmark i spidsen sætter et større kundefokus på en fælles dansk-svensk udvikling af den digitale service. For vi har brug for holdbare løsninger nu.

Læs også

I Greater Copenhagen ønsker Region Hovedstaden og Dansk Industri at skabe bedre rammer for et integreret arbejdsmarked på tværs af Øresund. Det skal blive endnu mere attraktivt at søge arbejde i Danmark, uden at være afhængig af en bil, som både belaster vejnettet og øger udledningen af drivhusgasser i vores byer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Gaardhøj

Regionsrådsformand (S), Region Hovedstaden, 2. næstformand, Danske Regioner, formand, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, bestyrelsesmedlem, Wonderful Copenhagen
cand.mag. i samtidshistorie (Syddansk Uni. 2001)

Peter Lanng Nielsen

Formand, DI Hovedstaden, direktør, Keolis Danmark
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00