KL: Ansvaret for den kollektive trafik bør deles mellem kommuner og staten

Jeg hæfter mig især ved, at ekspertudvalget har sat borgernes transportbehov i centrum. Det er vigtigt.

Vi skal nemlig indrette vores kollektive transportsystem, så det hjælper danskerne med at få hverdagen til at hænge sammen – uanset hvor i landet, de bor.

Unik viden ligger i kommunerne

For selvom Danmark er et lille land, er der forskellige behov for kollektiv transport i alle landsdele – og helt ned på de enkelte bysamfund kan behovene variere. Danskernes behov er heller ikke ens.

Derfor er løsningen ikke at centralisere og standardisere den kollektive trafik. Tværtimod er løsningen at komme helt tæt på de lokale transportbehov. Dén unikke viden har vi i kommunerne.

Model 2 er den, der kommer tættest på at sætte borgernes behov i centrum. 

Johannes Lundsfryd Jensen
Borgmester (S) i Middelfart Kommune og Formand, KL's Klima- og Miljøudvalg

For det er os, der ved, hvor der eksempelvis er brug for busser til skoleelever, og hvilke socialt udsatte boligområder der har brug for særlige transportløsninger.

Det er også os, der kan tænke den kollektive transport sammen med byplanlægning, de grønne løsninger og det lokale butiksliv.

Det er også os, der er i løbende dialog med de lokale virksomheder om, hvordan deres medarbejdere kan komme til og fra arbejde. Flere steder understøtter kommunerne eksempelvis samkørsel.

Der er også eksempler på samarbejder om deciderede virksomhedsbusser, eksempelvis til Fårup Sommerland.

Dén nærhed til både borgere og virksomheder bør være omdrejningspunktet for vores kollektive trafik. Derfor er jeg også glad for, at ekspertudvalget lægger så stor vægt på, at ansvaret forankres lokalt, så det er dem, der er tættest på borgerne, kender deres hverdag og de lokale behov, der også træffer beslutningerne. Det skal vi holde fast i.

Eksperter præsenterer fleksible løsninger

Der er fordele og ulemper ved alle fire modeller, som ekspertudvalget har fremlagt. Mange af de elementer, vi fra kommunernes side har peget på, går heldigvis igen i mange af modellerne.

Det handler eksempelvis om bedre rammer for nye fleksible løsninger som eksempelvis delebilordninger, flextrafik og buskørsel.

Det handler også om mere fleksible rammer for trafikselskaberne, så de kan tænke i nye løsninger og udnytte ny teknologi og innovative transportformer. Og endelig er jeg særligt glad for, at modellerne også tager højde for nogle af de særlige problemstillinger, der er i de større byer og landdistrikterne.

Model 2 er den, der kommer tættest på at sætte borgernes behov i centrum. Vi har fra KL's side foreslået, at ansvaret er delt mellem kommunerne og staten.

Staten har ansvaret for det store strategiske hovednet – motorvejene og togene. Mens kommunerne i samarbejde med trafikselskaberne og på tværs af kommunegrænserne står for den nære transport, tæt på borgernes hverdag.

Vi kender nemlig hinanden i kommunerne og er vant til at samarbejde. Det vil sikre sammenhæng på tværs af landet – og sætte borgernes lokale transportbehov i centrum.

Vejen til mere og bedre kollektiv trafik kræver nærhed og lokalpolitisk forankring.

Johannes Lundsfryd Jensen
Borgmester (S) i Middelfart Kommune og Formand, KL's Klima- og Miljøudvalg

Kollektiv trafik kræver nærhed

Mange har i debatten peget på Skånemodellen, som den sikre vej til succes.

Her er det interessant at læse, at ekspertudvalget faktisk vurderer, at det stigende passagertal, man har oplevet i Skåne, ikke skyldes måden, man har organiseret sig på, men at man har mere end tredoblet investeringerne i den kollektive trafik.

Men udsigterne til sådan en investering herhjemme er vist længere end ventetiden på bussen i udkantsområderne.

Vi venter nu i spænding på den endelige rapport fra ekspertudvalget.

For os, der kender borgernes behov og de lokale forhold, er der dog ingen tvivl om, at vejen til mere og bedre kollektiv trafik kræver nærhed og lokalpolitisk forankring.