Adam Holm: Radikal politiker sår tvivl om terrorhandling

Hvis ikke Samuel Paty blev dræbt af en muslim, hvem var det så, der råbte ’Allahu akbar’ og truede præsident Macron, ”de vantros leder”, med mere blodsudgydelse?

Placeholder image
Ved at afvise, at Samuel Patys morder var muslim, bidrager det radikale byrådsmedlem Elif Demir Göcke til at styrke de selvsamme kræfter, som hun muligvis mener at bekæmpe, skriver Adam Holm. Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Under en ilter folketingsdebat engang i 1870’erne sagde salige Søren Kjær de ord, som siden er blevet en stående replik i dansk politik: ”Hvis dét er fakta, benægter a fakta!”. Irritationen over at den givne virkelighed langt fra altid flugter med ens idealer, hører dog ikke kun fortiden til.

Bare spørg Elif Demir Gökce, radikalt medlem af byrådet i Brøndby Kommune. Forleden forklarede hun i radioprogrammet ’Alis fædreland’, at det ikke var en muslim, som halshuggede den franske skolelærer Samuel Paty i efteråret 2020.

Anledningen til Gökces opsigtsvækkende, og lad os bare være ærlige, dybt kontroversielle udsagn, var en udløber af den debat, hun har ført her i spalterne med Thomas Hoffmann, professor i islamforskning ved Københavns Universitet.

De to fortsatte meningsudvekslingen i bemeldte program om hvordan, hvornår og hvorfor Muhammedtegningerne skal bruges i folkeskolen.

Det fremgår, at Gökce ikke mener, at skolelærere udsætter sig for nogen reel fare – til trods for konkrete eksempler på det modsatte - ved at undervise i de omstridte tegninger. Da samtalen falder på Samuel Paty siger Gökce resolut, at ”det er i hvert fald ikke en muslim, der har slået ham ihjel”. Med følgende tilføjelse: ”Det tror jeg ikke på. Folk må gerne tro på det. Jeg tror ikke på det”.

I Gökces udlægning er gerningsmandens identitet således et spørgsmål om, hvad man ’tror’ på, ikke, hvad man ved.

”Folk”, som i en fransk sammenhæng kan udlægges som præsident Macron, sikkerhedstjenesterne, politiet, medierne, Frankrigs Muslimske Nationalråd og offentligheden, ’tror på’, at gerningsmanden var muslim. Gökce derimod er ubøjelig i sin ’tro’ og afviser de tilgængelige fakta. Eller måske har hun fortrængt dem.

Skulle en ikke-muslim virkelig bære et muslimsk navn, anråbe Allah og tilegne sin handling til den Almægtige og sluttelig blive anerkendt som ’en helt’ for sin religion?

Adam Holm

I så fald kan det være nødvendigt med en kortfattet repetition. Som bekendt blev gerningsmanden skudt af politiet, som hurtigt kunne fastslå hans identitet: Abdoullakh Anzorov, 18 år gammel og flygtning fra Tjetjenien, en russisk delstat, hvor stort set alle indbyggere er sunnimuslimer. Hans fornavn er en lokal variant af Abdullah, et navn, som på arabisk betyder ’Allahs tjener’ og som i Koranen henviser til profeten Mohammeds far.

Anzorovs familie og bekendtskabskreds kunne samstemmende berette, at de i månederne frem til drabet på Paty, havde set tegn på en voksende radikalisering hos deres søn og ven. Det var ikke længere fredens religion, Anzorov var optændt af, men idealet om hellig krig og martyrdom. Han lod det ikke blive ved tanken.

Læs også

Øjenvidner så Anzorov løbe op på siden af Paty, slå ham i ansigtet og stikke ham med en dolk. Derefter skar han hovedet af det ilde tilredte offer imens han råbte ’Allahu akbar!’. Anzorov postede et billede på Twitter af Patys afskårne hoved, ledsaget af ordene: ”I Allahs navn, den mest storslåede, den mest barmhjertige… til Macron, de vantros leder, jeg har henrettet en af jeres helvedeshunde, som vovede at nedgøre Muhammed”.

Da Anzorovs eget lig efter et par uger blev udleveret til begravelse i den tjetjenske by Shalazi, udtalte borgmesteren ifølge russiske medier, at den unge ’shahid’, martyr, ”er en helt i hele den islamiske verden”.

Spørgsmålet er enkelt: Skulle en ikke-muslim virkelig bære et muslimsk navn, anråbe Allah og tilegne sin handling til den Almægtige og sluttelig blive anerkendt som ’en helt’ for sin religion? Take a wild guess. Gökce burde kende svaret, men i stedet for at prøve at forklare, hvorfor nogle muslimer bliver ekstremister, sætter hun hængelås på yderligere diskussion: ”En helt almindelig muslim ville aldrig nogensinde – nogensinde! – dræbe et andet menneske. Det er umuligt i islams kontekst”.

De radikaliserede muslimer kan ikke affejes som psykiske afvigere og marginaliserede desperadoer, der abonnerer på en vranglære.

Adam Holm

Det er tænkeligt, at Anzorov ikke var en ’helt almindelig muslim’, men han må desværre siges at være ’helt almindelig’ i sin vej til radikalisering og voldsforherligelse. Tilsvarende eksempler er legio både i Vesten og rundt omkring i for eksempel Mellemøsten, Nord- og Vestafrika og Asien.

For en militant muslim som Anzorov var Samuel Paty en fjende af værste skuffe. Paty lærte sine elever om grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed, og om demokrati i det obligatoriske grundskolefag ’Instruction moral et civique’.

Paty valgte at lægge vægten på forholdet mellem religion og satire, og ifølge adskillige vidneudsagn gjorde han sine elever opmærksom på, at han ville præsentere dem for karikaturtegninger af profeten Muhammed.

Paty var imidlertid alt andet end en hårdkogt islamofob. Han fulgte blot den linje, som tilbage i 1880’erne var udstukket af undervisningsminister Jules Ferry, som ønskede et opgør med den katolske kirkes katekismus og religiøse lektioner.

Ferry arbejdede ihærdigt for at styrke opbygningen af den verdslige republik og Paty stod vagt om dette ideal ved ikke i sin undervisning at friholde bestemte religiøse dogmer og tabuer for en åben og kritisk granskning.

Ved at afvise, at Patys morder var muslim, bidrager Göcke til at styrke de selvsamme kræfter, som hun muligvis mener at bekæmpe. 

Adam Holm

Patys liv endte på tragisk vis, fordi hans tilgang til religionslære og samfundsmoral provokerede en muslim, som følte sine værdier krænket. Det var ikke et akut anfald af galskab, som drev Anzorov til at optræde som bøddel.  

Gökce må vende kikkerten indad og begribe, at hun og Anzorov – alle forskelle ufortalt - er fælles om, at dyrke Allah, Koranen og profeten Muhammed. De radikaliserede muslimer kan ikke affejes som psykiske afvigere og marginaliserede desperadoer, der abonnerer på en vranglære. Islam rummer i lighed med både jødedommen og kristendommen også sine eksegetiske opgør og modstridende fortolkninger.

Ved at afvise, at Patys morder var muslim, bidrager Gökce til at styrke de selvsamme kræfter, som hun muligvis mener at bekæmpe. Hun ser ikke, at de religiøse tekster, hun anser for hellige, samtidig legitimerer den voldelige praksis, som Anzorov og ligesindede fanatikere påberåber sig. Hvis Allah er fredens gud, hvorfor er det så hans navn, de voldsberedte jihadister påkalder sig? Vil Elif Demir Gökce og med hende andre af hendes trosfæller, som ligeledes afviser at Patys banemand skulle være muslim, leve med ubehaget ved, at islam bliver forbundet med vold i stedet for med ’salaam’, fred?

At Gökce ikke synes at have gjort sig tanker i den retning, således som det fremgik af radiodebatten, er vel også en drøftelse værd i Radikale Venstre. Er partiformanden, som flere steder på Facebook, poserer med Gökce, ikke vidende om hendes partifælles problematiske udlægning af et terroranslag, der har haft store menneskelige konsekvenser?

Tager man Gökces optræden i radioprogrammet for pålydende, er hun en regulær fakta-benægter, som, hvem ved, måske også vil afvise, at Islamisk Stat er muslimer, og at Osama bin Laden stod bag 9/11?

Hvis hun får brug for at korrigere sin besynderlige opfattelse, er der et andet brugbart citat fra den politiske genbrugskasse til fri afbenyttelse: Man har et standpunkt til man tager et nyt.

Omtalte personer

Adam Holm

Journalist og forfatter
Ph.d. i historie (Københavns Uni. 2003)

Elif Demir Gökce

Byrådsmedlem (løsgænger), Brøndby Kommune

Ali Aminali

Radiovært, forfatter, moderator, bestyrelsesmedlem, Center for Boligsocial Udvikling
socialrådgiver (VIA University College, 2014)
Se alle personer

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser