Christian E. Skov: Fagligheden i gymnasiet er et sminket lig

Det er sommer, og overalt gør flittige gymnasieelever sig klar til eksamen. Eller hvad? Det er længe siden, at gymnasiet stillede så høje krav, at en Hans Scherfig kunne tale om ungdomslivet i gymnasieskolen som det forsømte forår. Og der er dem, der ville pege på, at det eneste moderne gymnasieelever forsømmer, er deres undervisning og deres hjemmearbejde.

På den anden side fyldes luften i denne tid også af den tilbagevendende snak om neurotiske 12-talspiger, der bliver anorektiske af deres egne høje forventninger. Tilsyneladende stritter vores fortællinger om ungdommen i alle retninger.

Derfor var det også glædeligt, at undervisningsminister Merete Riisager for nylig kunne præsentere EVA's store evaluering af udviklingen i det faglige niveau i gymnasieskolen.

Der er brug for at få fakta på bordet. Jeg husker, at en rektor for et stort århusiansk gymnasium engang advarede unge gymnasielærere in spe om, at de jo nok kunne forvente at møde bedrevidende onkler, der til diverse trælsomme familiemiddage ville belære dem om gymnasiets dalende faglige niveau og svundne tiders storhed. Det skulle de naturligvis ikke lytte til, var hendes budskab, for virkeligheden var jo en anden.

At være embedsmand eller rektor må være som at være statistiker i Sovjetunionen under Stalins femårsplaner, hvor man på fast basis kunne glæde sig over, at kvoten var blevet sprængt og vidunderlige produktionsfremgange opnået for færre midler.

Christian Egander

Og den holdning synes udbredt i gymnasieskolens ledelseslag. Den nu tidligere rektor for Rungsted Gymnasium Mogens Hansen gik i fagbladet Gymnasieskolen så langt som til helt at afskrive politikere, universitetsfolk og andre aftageres ”forfaldshistorie” om gymnasiet.

Det var ifølge den indflydelsesrige uddannelsesmand slet og ret noget sludder:

I dag starter næsten 50 procent af en ungdomsårgang på det almene gymnasium. Det er i den grad blevet alment. Det er altså værd at undersøge, hvad vi – og ikke mindst de unge – får ud af ulejligheden.

Christian Egander

”Den bedste halvdel af eleverne i det almene gymnasium har aldrig været dygtigere. De er enormt dygtige fagligt, mestrer alt det metafaglige og kan begå sig i en global verden,” forklarede han.

Intet mindre end alt det metafaglige! Se, det er imponerende, vil jeg skynde mig at skyde ind.

Mogens Hansen kritiserede i samme interview den seneste gymnasiereforms ”retraditionalisering” af ”fagtænkningen” – altså det eksplicitte fokus på en dannelsesproces funderet i beherskelse af kundskaber. Mogens Hansen kan siges at være en repræsentant for en tænkning, der har præget gymnasiet stærkt frem til den seneste reform. Ånden fra '04, kan vi kalde den.

For vægtningen af metafaglighed frem for faglighed (eller fagfaglighed som det kom til at hedde i jargonen), af kompetencer frem for kundskaber, af global orientering frem for dannelse var bærende elementer i den store gymnasiereform det år, som blandt andet afskaffede obligatorisk latin, lemlæstede historiefaget og kraftigt reducerede danskfagets skriftlige dimension.

I dag starter næsten 50 procent af en ungdomsårgang på det almene gymnasium. Det er i den grad blevet alment. Det er altså værd at undersøge, hvad vi – og ikke mindst de unge – får ud af ulejligheden.

Alle er enige om, at gymnasiet har ændret sig drastisk siden begyndelsen af 1970’erne. Hvad har det betydet?

Ja, ifølge rapporten fra EVA er den intenderede faglighed ikke faldet siden 1970. Faktisk er fagenes kompleksitet blevet øget. Der bliver groft sagt stillet højere krav til gymnasieelever i dag end til deres forældre. Hvor dansk i gymnasiet for en generation siden handlede om at kunne redegøre for en tekst, er kravet i dag, at eleverne skal reflektere.

Samtidig er der kommet mere stof ind i fagene. De er blevet bredere. For en generation siden handlede danskfaget om litteratur og sprog, i dag handler det også om retorik, medier, ”ny skriftlighed”.

Og for at fuldende billedet af fagenes øgede kompleksitet, påpeger rapporten, at dybden i fagene samtidig er blevet fastholdt. Det står jo i bekendtgørelserne.

Umiddelbart er alt altså vel i gymnasieskolen. De bedrevidende onkler og de verdensfjerne aftagere på universitetet kan pakke sammen. Fagligheden er både blevet bredere, dybere og højere på en gang.

Men det bliver endnu bedre. For i samme periode, hvor denne mirakuløse fremgang har fundet sted, er fagene blevet drastisk beskåret i timetal.

Dansk er gået fra 347 timer til 260 siden 1970 og er siden år 2000 faldet fra 130 timer til kun 75 afsat til skriftligt arbejde. Det svarer til fald på henholdsvis 25 og 42 procent. Med enkelte variationer gælder dette også de andre undersøgte fag, engelsk, fysik og matematik.

Det er næsten et mirakel. At være embedsmand eller rektor må være som at være statistiker i Sovjetunionen under Stalins femårsplaner, hvor man på fast basis kunne glæde sig over, at kvoten var blevet sprængt og vidunderlige produktionsfremgange opnået for færre midler.

Der er dog et problem. Det kan ikke rigtigt passe. Rapporten har netop undersøgt det, den kalder den intenderede faglighed. Det er ikke det samme som den faglighed, eleverne ender med. Og det er heller ikke det samme som det faglige niveau, lærerne lægger op til i undervisningen (Det kaldes den tilegnede henholdsvis den implementerede faglighed).

Men hvad taler vi med andre ord om, når vi udtrykker bekymring om gymnasiets faglighed? Ja, vi taler vel netop om det faglige niveau ude i den praktiske virkelighed, altså det, der foregår mellem lærere og elever, og det resultat eleverne ender med.

Vi ved, at der kan være forskel på en brugtvognsforhandlers lovord om den udrangerede Opel Kadett og så dens reelle køreevne.

Man kan nok spørge, om der i virkeligheden er nogen, der har en selvstændig interesse i at måle en ”intenderet faglighed”, der ikke har nogen relation til virkeligheden ude i klasseværelset? Det svarer jo til at vurdere et byggeprojekt eller en politisk plan på sine gode hensigter alene.

Det interessante spørgsmål er naturligvis, om de gode hensigter slår igennem i virkeligheden?

Eller spurgt på en anden måde: Skal vi virkelig tro på, at det er lykkedes at fastholde fagenes dybde, samtidig med at de er blevet udvidet i bredden, samtidig med at de er blevet mere ambitiøse angående elevernes evne til refleksion?

Alt imens timetallet er blevet drastisk reduceret over tid, medens gymnasiet har en langt bredere elevgruppe, som ikke nødvendigvis har forudsætningerne for en studieforberedende undervisning.

Ærlig talt. Hvis vi skal tro det, så er miraklernes tid sandelig ikke forbi.

I modsat fald må vi nok se i øjnene, at det faglige niveau faktisk er faldet over årene, og at der er blevet uendeligt langt mellem fagkonsulenternes, embedsmændenes og politikernes jubelord og gode hensigter på den ene side og på den anden side dagligdagen på vores gymnasier.

Den inflatoriske jargon burde være et selvstændigt problem i sektoren. Det lader heldigvis også til at være undervisningsministerens konklusion. Så må vi se, hvad hun tør gøre ved det.

 -----------

Christian Egander Skov (f.1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden". Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.