Dansk Industri: Lad os få en ordentlig evaluering af 10. klasse

Af Charlotte Rønhof
Underdirektør i Dansk Industri

Det er positivt, at mit indlæg om 10. klasse i forrige uge har givet grund til debat, men det er ærgerligt, at debatten handler mere om metode end om de unge.

Anders Bondo, Mette With Hagensen og Claus Hjortdal replicerede på mit indlæg med en kritik af den undersøgelse fra EVA, som jeg støttede mig til i min første artikel. Det er lidt paradoksalt, at kritikken går på, at analysen skulle se på en meget lille gruppe af elever på nogle tilbud, der med Anders Bondos ord er ”næsten ikke-eksisterende”.

Det er nærliggende at spørge, om kritikken af EVA's undersøgelse mere er af politisk karakter? Undersøgelser, der rykker ved grundholdninger, er sjældent behagelige eller belejlige, men at de viser noget overraskende, er ikke ensbetydende med, at de er forkerte.

Grundigt serviceftersyn
De tre forfatteres indvendinger rokker, set med mine øjne, ikke en tøddel ved det fundamentale problem, nemlig at 10. klasse trænger til et grundigt serviceeftersyn for at sikre, at vi hjælper de elever, som virkelig trænger til en hjælpende hånd.

EVA understreger selv i undersøgelsen, at der er tale om kommunale 10. klassetilbud, hvor 10. klasse gennemføres på en folkeskole. Mange kommuner samler i dag deres 10. klasser i centre, hvor elever fra alle kommunens skoler kan søge hen efter afslutningen af 9. klasse. For de årgange, som EVA har kigget på, skriver EVA, at 55 procent af 10. klasseeleverne går på en folkeskole, men de bemærker også, at dette tal er faldet til 40 procent eller cirka 6.000 elever i skoleåret 2014/2015. Så nogen helt forsvindende gruppe er det ikke.

De tre forfatteres indvendinger rokker, set med mine øjne, ikke en tøddel ved det fundamentale problem, nemlig at 10. klasse trænger til et grundigt serviceeftersyn for at sikre, at vi hjælper de elever, som virkelig trænger til en hjælpende hånd.

Charlotte Rønhof
Underdirektør i Dansk Industri

Metodemæssige udfordringer
Men det kommer ikke kun an på størrelsen. EVA's undersøgelse er metodemæssig speciel, fordi den forsøger at dokumentere en årsagssammenhæng mellem 10. klasse på folkeskoler og elevernes videre vej i uddannelsessystemet. Sådanne undersøgelser er sjældne i uddannelsespolitikken, fordi der er åbenlyse etiske problemer i at gennemføre forsøg, som man kender det fra medicin. Forestil dig ramaskriget, hvis en forsker foreslog, at tilfældigt udvalgte elever i landets 9. klasser skulle tvangsindskrives på en ungdomsuddannelse, mens resten af eleverne skulle tage 10. klasse først.

For at modvise kritikken henviser Bondo, Hagensen og Hjortdal til en undersøgelse gennemført af DPU på 10 styks 10. klassetilbud, hvoraf fem ligger på en folkeskole, og fem ligger i 10. klassecentre. Men fælles for alle tilbuddene er, at de deltager i et ledelsesudviklingsprojekt, som DPU følger. Derudover forsøger forfatterne at sammenholde konklusioner fra EVA-undersøgelsen, som er baseret på registerdata med undersøgelser, der er baseret på spørgeskemaer, hvor eleverne er blevet bedt om at vurdere deres eget udbytte. Elevernes holdninger og forventninger sammenlignes med andre ord med elevernes faktiske videre vej.

Fælles ønske om evaluering
Kort sagt afviser Bondo, Hagensen og Hjortdal grundlaget for min artikel med henvisning til en række undersøgelser, som er metodemæssigt meget anderledes end den EVA-undersøgelse, jeg støttede mig til. Men alle disse undersøgelser indeholder selv nogle metodemæssige udfordringer.

Anders Bondo peger endvidere på, at der er en anden elevsammensætning i de tilbud, som EVA har kigget på. Det er jeg helt enig i. Netop de tilbud, som er omfattet af EVA's undersøgelse, har nemlig en meget stor repræsentation af de unge, som ikke har fået nok ud af ti års skolegang. Derfor er det også ekstra bekymrende, at denne gruppe ikke ser ud til at få nok ud af 10. klasse.

Derfor mener jeg, at vi trods vores uenighed må kunne finde sammen i et fælles ønske til Undervisningsministeriet om snarest at få gennemført en grundig evaluering af alle 10. klassetilbud. Skal vi lægge de metodemæssige diskussioner bag os og i stedet fokusere på de unge. Skal vi ikke i fællesskab rette henvendelse til Undervisningsministeriet og tilbyde vores hjælp til at få sat skub i analysen?