Debat

Danske Skoleelever: Vi bliver nødt til at erkende, at skolen ikke kan klare alt

Vi skal vise eleverne, hvordan livet kan se ud på den anden side af uddannelsesræset. Klasselokalet kan muligvis ikke motivere den gruppe af elever, der kæmper med at finde vej til motivationen, skriver Mille Mikkelsen.

Vi må erkende, at der er et alvorligt problem med den måde, vi sender de dimitterede skoleelever videre i livet på. Og det problem starter allerede i undervisningen, skriver Mille Borgen Mikkelsen.
Vi må erkende, at der er et alvorligt problem med den måde, vi sender de dimitterede skoleelever videre i livet på. Og det problem starter allerede i undervisningen, skriver Mille Borgen Mikkelsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mille Borgen Mikkelsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

At have noget at stå op til og indgå i et fællesskab må simpelthen være en menneskeret i vores danske samfund.

Jeg tror, at forpligtende fællesskaber sammen med faglig udfordring og aktive indsatser for trivsel skaber mening i ethvert menneskes liv. Især unge menneskers liv.

For lige nu, er det altså dem det handler om. I skrivende stund er der over 45.000 unge, der står udenfor et fællesskab i form af uddannelse eller arbejde, som der efter folkeskolen aldrig kom videre. 45.000 unge der hver dag måske ikke har så meget at stå op til.

Det skal og kan vi gøre bedre!

I Danske Skoleelever har vi længe forsøgt at sætte fokus på vigtigheden af forskelligartet undervisning der kan interessere samtlige elever, og som kan åbne deres øjne for nye og spændende karriereveje.

Virkelighedsnær undervisning er en stor del af opskriften til en god motiverende skoledag, og dermed dygtige og motiverede elever.

Gennem mærkesager som "mere virkelighedsnær undervisning", "den gode overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse" og projekter som "DM i Fagene" har vi i Danske Skoleelever forsøgt at sætte elevernes præg på skoledagens indhold, og nu er det tid til at de gode idéer bliver til hverdag.

Mini-gymnasium fra 7. klasse

Vi må erkende, at der er et alvorligt problem med den måde, vi sender de dimitterede skoleelever videre i livet på. Og det problem starter allerede i undervisningen.

Vi skal vise eleverne, hvordan livet kan se ud på den anden side af uddannelsesræset.

Mille Borgen Mikkelsen
Formand, Danske Skoleelever

For på trods af, at vi i lang tid har talt om hvor vigtigt det er med forskelligartet undervisning, der udfordrer alle elever tilpas meget, så er det stadig ikke det, eleverne oplever ude i den virkelige verden.

Man stopper for eksempel næsten helt med at have praktiske-musiske fag i udskolingen, hvilket bidrager til at vores folkeskole indrettes som et "mini-gymnasium" allerede fra 7. klasse.

Jeg er helt sikker på, at rigtig mange af de unge mennesker, der er udenfor uddannelse eller arbejde lige nu, ikke var introduceret til erhvervsuddannelserne i lige så høj grad som gymnasierne. Gymnasierne må aldrig blive en eliteuddannelsen som alle helst skal på for ikke at "tabe".

Der findes så mange elever, der elsker at bruge deres hænder, og som bare har siddet på dem for længe. Folkeskolen har utallige muligheder for at hjælpe netop de elever på vej.

Kan ikke klare alt

En ting er de elever, der hører til på en ungdomsuddannelse, og som falder fra og bliver demotiverede, fordi gymnasiet ikke var noget for dem. En anden ting er den gruppe af elever, der har svært ved at finde frem til lyset og positiverne i en uddannelse overhovedet.

Temadebat

Knap 50.000 unge er hverken i gang med en uddannelse, har gennemført en eller er i beskæftigelse.

Statsministeren kalder det "en katastrofe", at gruppen er så stor. Så hvordan får man gjort den mindre Udfordringerne for de 50.000 individer er åbenlyst meget forskellige.

Altinget Uddannelse spørger i denne temadebat politikere, eksperter og interessenter hvor og hvordan, der bedst kan sættes ind fra et uddannelsesperspektiv.

For hvis man ikke ved, hvad man gerne vil arbejdsmæssigt, karrieremæssigt, ja, generelt i ens liv, kan det så være svært at starte på en ungdomsuddannelse med samme gejst som ens mere afklarede kammerater, som i det mindste har en lille idé om hvad de gerne vil? Ja. Det er jeg helt sikker på, at det er.

For at fange netop de unge mennesker bliver vi nødt til at erkende, at skolens fire mure ikke kan klare alt. Klasselokalet kan muligvis ikke motivere den gruppe af elever, der kæmper med at finde vej til motivationen. Her bliver vi nødt til at åbne vores skole op.

Tage en tur i den lokale bank, møde en naturvejleder eller besøge en nærliggende fabrik. Vi skal vise eleverne, hvordan livet kan se ud på den anden side af uddannelsesræset, og at der er uendeligt mange muligheder for et spændende og anderledes uddannelsesliv.

Det giver mening i livet, og det er netop den vi skal finde ind til. Ingen elever skal sidde på deres hænder et helt skoleliv, og alle unge skal have noget meningsfuldt at vågne op til. Det er vores ansvar.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00