Debat: Vi har mistet overblikket over digitaliseringen

DEBAT: Er øget kontrol og digitale løsninger det bedste svar, vi har på studerendes adgang til at købe opgaver på nettet? Vi har brug for pusterum til den store eftertanke, om hvilke digitale løsninger det giver mening at investere i, skriver Hanne Marie Motzfeldt og Jens Kjellerup Hansen.

Af Hanne Marie Motzfeldt og Jens Kjellerup Hansen
Hhv. Lektor, Juridisk Institut, Københavns Universitet, bestyrelsesformand, Borgerretsfonden og digitaliseringschef, Ballerup Kommune

Det er forskel på den digitale og den analoge verden.

Det digitale er hurtigere, smartere og mere effektivt, men fungerer samtidig ofte som en slags bagepulver, der gør små ubalancer systemiske, forstørrer dem – og kan føre til groteske konsekvenser.

Derfor kan vi ikke bare henvise til, at ”sådan var det også før, at det blev digitalt”.

Vi er nødt til at genbesøge de valg, vi har truffet – og tage os tiden til at overveje, hvornår og hvordan vi vil drysse digitalt tryllestøv over det, der måske i forvejen var mindre klogt eller ligefrem usundt.

Det er ikke en særlig let opgave.

Det særlige ved babusjkaer
Se for dig et langbord. På bordet står hundredevis af babusjkadukker i forskellige farver. Hver dukke repræsenterer en af de mange forskellige former for digitalisering.

Én dukke er hurtig adgang til kviklån. En anden er digital selvbetjening til ansøgning om institutionsplads.

Hver dukke indeholder forskellige udfordringer for borgernes tillid til virksomheder og myndigheder – og intet konkret tiltag kan håndtere dem alle.

Det særlige ved babusjkadukker er, at der er mindre dukker inde i de større dukker. Det er også et godt billede på de spørgsmål, som digitalisering rejser.

Yderst har vi de lette spørgsmål om it-sjusk, dårlig datasikkerhed, høje it-udgifter, lidt for mange gaver til offentligt ansatte, korruptionssager og alt det, vi i øvrigt kender fra avisernes overskrifter.

Åbner du den yderste dukke, vil du imidlertid finde den næste dukke. Det er – vi beklager – en dukke, der repræsenterer andre problemstillinger.

Lad os tage én af de mange dukker op fra bordet og illustrere, hvad vi mener.

Flere lag af konsekvenser
Vores teenagersøns gymnasium bruger en læringsplatform. Via platformen samles mange oplysninger om vores dreng.

Første dukke er, om hans data er sikre? Ender de hos skumle staters efterretningstjenester? Gøres en pinlig ærlig stil om forelskelsen i skolens sødeste pige ved en fejl tilgængelig for resten af skolen – eller hele verden?

Den næste dukke er fortrolighedsrum. Nogle af oplysningerne kan bruges i andre sager om børnene i det offentlige.

Kan der være en slags fortrolighedsrelation mellem for eksempel en lærer og en elev, som vi bør beskytte? Klapper børnene i som østers, hvis vi slår fortrolighedsrummet itu for mange og små formål?

Nu kommer vi til den tredje babusjkadukke. Den drejer sig om, at oplysningerne er data – og data er et råstof til kunstig intelligens.

I Danmark har vi brugt elevdata til at udvikle Ghostwriter, der via kunstig intelligens med en vis (u)sikkerhed kan udpege mistænkelige afleveringsopgaver.

Måske generer det vores søn og hans kammerater, at data om dem bliver brugt til at udvikling af løsninger, der understøtter deres læreres kontrol af, at de ikke snyder sig gennem gymnasiet?  

Vælger vi, at danskerne skal vænne sig til, at de data, de udleverer til det offentlige, kan bruges til udvikling, selvom de så at sige bagefter vender tilbage for at kontrollere dem, kan vi lægge den tredje dukke fra os.

Lyt til teenageren
Den fjerde dukke handler om monopoler. Leverandøren af læringsplatformen har helt oplagt en urimelig konkurrencefordel ved en eksklusiv adgang til dataene. Bør vi overveje, om de også skal gøres tilgængelige for konkurrenterne?

Så er vi nået til den inderste og femte babusjka.

Man bør lytte til teenagere. De har et særlig forfriskende syn på verden, hvor de kombinerer barnets umiddelbarhed, den voksnes analytiske tilgang med en stærkt kritisk sans – og tilsætter et skvæt sarkasme.

Vores teenagersøn gav Ghostwriter følgende anmeldelse:

”Man skal da ikke gå glip af en god chance for selvmodsigelser. Vi hører kun hver eneste dag om, at vi skal lære selv at tage ansvaret for vores uddannelse. Så laver de et middelalderligt kontrolregime på digitalsk?”

Tja. Har du læst Harry Potter-bøgerne?

Harrys ven, Ron, plager jævnligt deres fælles veninde, Hermione, om at skrive hans afleveringsopgaver for ham. De små episoder er nok med i historien, fordi børn og unge altid har skrevet af efter hinanden.

Verden er tydeligvis ikke gået under af den grund endnu.

Burde vi voksne – inden Ghostwriter – have drøftet de mere principielle spørgsmål af det digitale bagepulver, der er smidt ned i den gamle tradition med lidt opgavefifleri?

Var der et bedre svar end øget kontrol på den lettere adgang til at købe opgaver via nettet? Havde det været en god lejlighed til at drøfte, hvor fintmasket et kontrol- og servicenet vi egentlig vil kaste ud over det danske samfund?

Er det i øvrigt ikke også et tankevækkende aspekt, at de tre ovenfor nævnte rebeller i Rowlings bøger ikke følger strømmen, da magtbilledet i deres samfund ændres – og at Rons iderigdom viste sig at blive afgørende for at nedkæmpe mørkets fyrste, Voldemort?

Vil vi have de digitale løsninger
Går vi for meget op i en førerposition på kunstig intelligens og andet digitalt isenkram, som vi måske mister ved ikke at investere dyrt og hurtigt?

Vil det være en katastrofe at komme bagud i et kapløb om at være først med teknologier, der løser opgaver, som vi slet ikke vil have løst med digital effektivitet?

Vil vi om ti år stå på den teknologiske bjergtop og synge med Shu-bi-dua:

Nu er jeg endelig kommet helt herop
Hva' fa'en sku' jeg egentlig her?

Vil vi undgå at stå der på toppen – mange milliarder og et tillidsbaseret samfund fattigere – er vi nødt til at tage én dukke op ad gangen og tage os tiden til at se på alle lag.

Lige nu har vi mistet overblikket og kradser kun i overfladen. I en stor pærevælling debatterer vi højlydt tech-giganters monopoler og skatteforhold, logning af mobildata, selvbetjeningssystemer og telemedicin.

Folketingsmedlem Lisbeth Bech Poulsen og journalist Peter Christian Nielsen har stiftet Libre-prisen. Tak!

Nu får vi forhåbentlig på årlig basis lejlighed til et lille pusterum til den store eftertanke.

Chancen for at spørge os selv, hvad det er for et samfund, vi ønsker – og hvilke digitale løsninger det overhovedet giver mening at investere i.

Eftertanke er det eneste initiativ, der er relevant for alle bordets babusjkaer.

Forrige artikel Uddannelsesforbundet: Kvaliteten ofres i kamp om discountløsninger Uddannelsesforbundet: Kvaliteten ofres i kamp om discountløsninger Næste artikel FGU-Danmark: Trods hektisk start er vi lykkedes med opstarten af FGU FGU-Danmark: Trods hektisk start er vi lykkedes med opstarten af FGU