EL: Bedre uddannelsesveje står og falder med økonomien

Af Jakob Sølvhøj
Ungdomsuddannelsesordfører, Enhedslisten

Mens vi venter på regeringens udspil til forhandlingerne om Bedre veje til en ungdomsuddannelse, breder der sig en intens spænding på uddannelsesinstitutionerne og blandt de mange aktører på området. Der kan være store forandringer på vej, og der er meget på spil for mange. Udmeldingerne spænder fra store forventninger til betydelige bekymringer.

Hvordan situationen betragtes af den store gruppe af unge, det hele handler om, kan der næppe siges noget entydigt om, men skulle der herske en vis skepsis, er det ikke underligt. Problemet med de tusinder af unge, der ikke får uddannelse, har været italesat i årtier, så er der virkelig nu en reel politisk vilje til at tage fat om problemet? Lad os håbe det.

Behov for mangfoldighed
Skal der skabes forandringer til det bedre, er det afgørende, at der først og fremmest er fokus på de unges behov, så vi tilpasser styrings- og institutionsstrukturer efter dem. Det må ske ud fra en erkendelse af, at initiativerne skal rette sig mod målgrupper af unge med meget forskellige behov.

Hvad angår ekspertgruppens forslag om at 10 procent af de unge skal opnå erhvervskompetence via beskæftigelse, er der ikke peget på veje, der sandsynliggør, at unge kan opnå en stabil og varig tilknytning til arbejdsmarkedet uden uddannelse.

Jakob Sølvhøj (EL)
Ungdomsuddannelsesordfører

Derfor er det vigtigt, at der både sikres mangfoldighed og bredde i uddannelsestilbuddene. Ligesom det er vigtigt, at der findes den rigtige snitflade mellem det AVU-tilbud, der skal være på den forberedende uddannelse, og AVU-tilbuddet på VUC.

Økonomi kan spænde ben
Forskellen mellem succes og fiasko for en omlægning af uddannelsestilbuddene kan i høj grad blive afgjort af økonomien. Forhåbentlig vil regeringen lytte til det overvældende flertal af aktører, der har peget på en statslig finansiering af det nye forberedende uddannelsestilbud, men det er samtidig vigtigt med en politisk vilje til også at investere økonomisk i området.

Skal en reform – ligesom gymnasiereformen – føres ud i livet, mens der gennemføres massive besparelser, vil det være et alvorligt benspænd, der kan få hele indsatsen til at vælte. Til gengæld kan ingen vel være i tvivl om, at hvis det lykkes at skabe de rigtige betingelser, så langt flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse, vil det også være en rigtig god samfundsøkonomisk investering.

Tilknytning til arbejdsmarkedet?
Der er flere problemstillinger, der skal foldes mere ud i de kommende forhandlinger om bedre veje til ungdomsuddannelse. Det gælder blandt andet forslaget om én fast kontaktperson. Det er godt med den brede tilslutning til forslaget. I forhandlingerne bliver det vigtigt at finde en konstruktion, der både strukturelt og økonomisk hænger sammen, så det ikke bliver ved de gode hensigter.

Hvad angår ekspertgruppens forslag om at 10 procent af de unge skal opnå erhvervskompetence via beskæftigelse, er der ikke peget på veje, der sandsynliggør, at unge kan opnå en stabil og varig tilknytning til arbejdsmarkedet uden uddannelse. Skønt fint indpakket i en 100 procent-målsætning, risikerer forslaget at føre til en markant sænkning af den oprindelige politiske målsætning om uddannelse til alle unge. Det er en faldgrube, der skal undgås.

Bevar STU'en
Endelig skal der her markeres en utvetydig opbakning til de røster, der har advaret mod forringelser af den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU). Som allerede nævnt i debatten, kan der være unge, som i dag visiteres til SU, der med den rette støtte kunne gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Det vil være godt, men det må ikke ændre på, at STU’en skal bevares som en selvstændig uddannelse, og at de unge i målgruppen for uddannelsen bevarer et retskrav på tre års ungdomsuddannelse.