EL: Staten må sikre de unges uddannelse

Af Jakob Sølvhøj 
Ungdomsuddannelsesordfører for Enhedslisten

Næsten 25 år efter Ole Vig Jensens formulering af Uddannelse-til-alle-målsætningen er der stadig tusindvis af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse.

År efter år har alt for mange unge oplevet, at de ikke har kunnet finde den rigtige vej fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse, eller at de ikke har fået gennemført den ungdomsuddannelse, de gik i gang med.

Årsagerne er mange og forskelligartede, men det står rimelig klart, at vi som samfund ikke har formået at løfte opgaven med at sikre den nødvendige vejledning, støtte og hjælp til mange unge.

Eksperternes mangler  
Det tjener i den aktuelle debat nok ikke det store formål at insistere på en meget præcis placering af ansvaret for, at så mange unge aldrig eller først sent i livet får en uddannelse, men pilen peger entydigt på de politiske beslutningstagere.

Der ydes fra lærere og andre fagprofessionelle en kæmpe indsats for at støtte unge på deres vej gennem uddannelsessystemet.

Det er absolut forudsigeligt, at det med kommunernes pressede økonomi vil skabe alt for skrøbelige og usikre økonomiske rammer for driften af uddannelsestilbuddene.

Jakob Sølvhøj
Ungdomsuddannelsesordfører for Enhedslisten

Alt gøres i sagens natur ikke lige godt, men det er helt afgørende, at de politiske beslutningstagere stiller de rigtige strukturelle og organisatoriske rammer og den nødvendige økonomi til rådighed, hvis den store og komplekse opgave med at sikre det altovervejende flertal af de unge en uddannelse skal lykkes.

Med ekspertgruppens rapport og anbefalinger er der taget nogle skridt i den rigtige retning – selvom der dog i forhold til det almene område er behov for at finde andre løsninger end dem, der peges på i rapporten. 

Den vigtige kontaktperson
Der er brug for en mere sammenhængende indsats for at støtte og vejlede de unge i hele overgangen mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne.

Der tegner sig i dag et tydeligt mønster af frafald, især når de unge bevæger sig fra et uddannelsestilbud til et andet. Derfor er det en rigtig tanke at etablere et kædesvar mellem de forskellige aktører, og forslaget om en gennemgående kontaktperson er her helt centralt.

Betydningen af at have en relation til en voksen, der har et kendskab til den unges livssituation, og som den unge oplever, hun kan stole på, kan ikke overvurderes. 

Ikke i kommunernes varetægt
En helt afgørende forudsætning for at komme fra de gode hensigter til en indsats, der virker, er at få etableret de rigtige organisatoriske og økonomiske rammer for uddannelsestilbuddene til de unge. Derfor skal de ikke overlades til kommunal styring og finansiering, sådan som man ikke overraskende gerne ser det i KL.

Det er absolut forudsigeligt, at det med kommunernes pressede økonomi vil skabe alt for skrøbelige og usikre økonomiske rammer for driften af uddannelsestilbuddene og resultere i store forskelle i tilbuddene til de unge fra kommune til kommune.

Staten må til lommerne 
Det er vigtigt, at der sikres samme uddannelsestilbud til de unge over hele landet, og de skal derfor være statsligt forankrede. Der skal være en mangfoldighed og bredde i tilbuddenes indhold, men til gengæld en ensartning af de økonomiske og strukturelle rammer, der forhindrer kommunal kassetænkning.

Statsligt selveje og statsligt taxamenter vil være en fornuftig konstruktion, men det er naturligvis afgørende, at der også investeres i området, så fortsatte nedskæringer på uddannelsernes økonomi ikke spænder ben for en ny forstærket indsats for uddannelse til de unge.