Erhvervskoler og -Gymnasier: Uddannelsesvalg skal ikke mejsles i sten

Af Peter Amstrup
Formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne

Når både dronningen, landets statsminister, ledende personer blandt arbejdsmarkedets parter - og  senest – den nye redaktør på Børsen mener, at ungdomsuddannelsessystemet er i en form for krise og bør have politisk topprioritet, må man tro, der er noget om det.

Problemstillingen identificeres i reglen som værende, at for få vælger en erhvervsuddannelse og for mange gymnasiet. Og allerede her ligger et væsentligt skisma:

Politisk ønskes flere på erhvervsskolerne, mens befolkningen – de unge og deres forældre – tydeligvis ikke er enige.

Uddannelser fjernes fra landdistrikter
Årsagerne er formentligt også tydelige:

De unge er uafklarede, tidligere tiders sortering i folkeskolen er forsvundet (i modsætning til Schweiz, Østrig og så videre), manglende praktiske fag og dermed orientering i samme, en kultur, der definerer jobbet bag skrivebordet højere end det praktisk skabende.

Vi må etablere et mere sammenhængende system, idet det nuværende kræver et valg allerede efter 9. klasse, der forekommer definitivt for den unge.

Peter Amstrup
Formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne

Dette må kobles med et andet og væsentligt skisma:

Ønsket om relevante uddannelsesudbud over hele landet, der konsekvent modarbejdes af stadig større og geografisk koncentrerede institutioner, der langsomt, men sikkert udtynder landdistrikterne, hvor mindre institutioner yderligere presses af stadigt højere faglige krav, som større institutioner alt andet lige lettere kan honorere.

De hidtidige forsøg på at skabe et Danmark i uddannelsespolitisk balance, som kan efterkomme arbejdsmarkedets krav, må vi konstatere ikke har løst problemerne.

”Mor” er tilsyneladende argumentresistent, og de unge udskyder valget længst muligt.

Det er efter min mening vanskeligt at modsige logikken i de unges valg.

Fraværende vejledning og et uoverskueligt uddannelsessystem tilsiger en udsættelse, ligesom arbejdsmarkedet, når alt kommer til alt, foretrækker unge, der er blevet lidt ældre (og eksempelvis bare er gamle nok til at tage et kørekort), lidt mere modne og med lidt mere almenviden.

Systemet skal være mere fleksibelt
Det taler for, vil jeg mene, at vi er villige til at gøre op med et ungdomsuddannelsessystem, der passede fint til 60’erne, men allerede inden udgangen af forrige årtusind havde tydelige problemer.

Skal ovenstående logik imødekommes, må vi etablere et mere sammenhængende system, idet det nuværende kræver et valg allerede efter 9. klasse, der forekommer definitivt for den unge.

Betonmurene mellem ungdomsuddannelserne må nedbrydes og erstattes af et mere fleksibelt system, hvor den unge eksempelvis det første år går i samme ”skole” med forskellige toninger, og hvor han eller hun efterfølgende mere fleksibelt kan vælge nye retninger til.

Man kan indvende, at det så kan blive vanskeligt at overskue, hvilken uddannelse den unge har.

Men det var sådan set allerede et argumenteret problem på de mellemlange og videregående uddannelser i 80’erne, men det fik ikke nogen reel betydning, idet jobbene på arbejdsmarkedet udviklede sig og fortsat udvikler sig i højere grad på baggrund af personlige kvalifikationer (herunder uddannelsesbaggrund) end på et eksamensbevis.

Dette taler for et uddannelsessystem, der i højere grad tilgodeser den enkeltes kvalifikationer og reelle muligheder end det eksisterende, temmeligt rigide system.

Men at betragte de enkelte uddannelser (folkeskolen, gymnasierne, erhvervsuddannelserne) som separate og af hinanden uafhængige enheder - og politisk at indgå forlig for hvert af disse er problematisk.

Der er tale om forbundne kar. En påvirkning i ét, har direkte indflydelse på de andre.

Ét system giver flere løsninger 
Ét system, som løst skitseret i det ovenstående, vil også have bedre mulighed for at tilgodese institutioner i yderområderne, der lettere vil kunne håndtere et fælles basisforløb, efter hvilket eleven kan vælge at fortsætte med de specialer, der er tilstede lokalt og dermed er inde i systemet.

Eleven kan også vælge at fortsætte en uddannelse på en anden skole, der har det tilbud, der efterspørges og vejledes til.

Enkelte kunne måske forledes til at tro, at det hele så kan klares ved at lade alle gå i gymnasiet og så gøre erhvervsuddannelserne til en videregående uddannelse.

Intet ville være mere forkert, for intet i de gymnasiale uddannelser vil føre til øget søgning til erhvervsuddannelserne, og derfor må det samlede ungdomsuddannelsessystem brydes op.