Forældre: Vi skal vise vores børn, at karakterer ikke er alt

Af Mette With Hagensen
Landsformand Skole og Forældre

Vores børn er pressede og stressede i et omfang, som aldrig er set før. Det fortæller den ene undersøgelse efter den anden.

Det er ikke en nyhed for forældrene. Vi ved det godt, for vi har enten selv børn, der er ramt, eller der er nogle børn i vores børns klasse eller i omgangskredsen, som pludselig ikke kan håndtere skolen og livet.

Mange peger på det store fokus på test og prøver i skolen som årsagen til børn og unges mistrivsel, men jeg vil vove den påstand, at det ikke er test og prøver, der fører til sygdom og mistrivsel blandt vores børn og unge.

Det er ikke testen eller karakteren i sig selv, der får børn til at mistrives, det er det enorme fokus, der er alle steder på test og karakterer, der får vores børn til at mistrives.

Problemet er måden, vi taler om karakterer
Vi har haft nationale test siden 2006, og børn får stadig først karakterer fra 8. klasse i folkeskolen, så der er ikke sket en ændring i det.

Resultatet af den nationale test bliver leveret i en brun kuvert med streng ordre til børnene om at levere den direkte til far og mor, og denne ophøjelse af de nationale test er blot med til, at de bliver til et monster.

Mette With Hagensen
Landsformand Skole og Forældre

Ændringen er kommet med den måde, vi taler om test og karakterer. Nationale test er blot et element af mange i den samlede evaluering af effekten af undervisningen, men i samtalen om test og evaluering er nationale test blevet det store monster, der forpester børnenes skoletid.

Resultatet af den nationale test bliver leveret i en brun kuvert med streng ordre til børnene om at levere den direkte til far og mor, og denne ophøjelse af de nationale test er blot med til, at de bliver til et monster og ikke blot en test på linje med den ugentlige diktat eller matematikaflevering.

Karakterer er en bedømmelse af børnenes præstationer, karakterer er ikke en bedømmelse af børnenes karakter, og hvorvidt de er et godt menneske eller ej, og alligevel taler vi om 12-talspiger og er mere opmærksomme på den karakter, der står i studentens hue, end på hvad studenten har lært de sidste tre år.

”Hvad fik du?”
Hvis vi skal have lettet presset for at præstere fra vores børn og unge, så er det nødvendigt at starte en folkebevægelse, for det nytter ikke, hvis det blot er forældre, der siger til børnene, at det ikke er deres karakterer, der er vigtige, hvis venner og samfund stadig holder fast i at måle et barns succes i tallene på eksamensbeviset.

Prøve- og eksamenstiden står for døren. ”Hvad fik du?” vil være indledningen til mange samtaler.

Mange børn og unge er allerede pressede inden eksamen, for hvordan skal de dog svare på det spørgsmål, hvis deres eksamenskarakterer ikke lever op til omverdenens forventninger om 12-taller.

Jeg håber, vi sammen kan mobilisere en folkebevægelse, som ikke spørger til resultatet af prøven, men spørger om, hvad de unge har været oppe i, hvad de talte med eksaminator om, og om de var tilfredse med eksamen.

Efter den snak kan et 4-tal vise sig at være en meget større præstation end et 12-tal for netop dette unge menneske.

Præstationer, karakterer, præmier og rigtige valg er ikke det fulde billede af, hvem man er som menneske.

Det har vi en pligt til at vise vores børn, og det kan vi kun, hvis vi sammen retter fokus mod andre værdier end at komme først og være størst.