Forligsmanden udsætter strejke og lockout

OK18: Efter lange forhandlinger onsdag uden resultat har forligsmand Mette Christensen udsat de varslede konflikter i to uger.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Cecilie Gormsen

De varslede konflikter i kommunerne, regionerne og staten udsættes med 14 dage.

Det meddeler forligsmand Mette Christensen onsdag aften efter en dag med lange forhandlinger på det statslige område fra morgen til aften. Mandag og tirsdag har henholdsvis kommunerne og regionerne været til forhandlinger i Forligsinstitutionen.

”Som forligsmand bestemmer jeg hermed, at de varslede arbejdsstandsninger udsættes i to uger,” lyder det fra Mette Christensen i en pressemeddelelse fra Forligsinstitutionen.

Det betyder, at strejke og lockout tidligst kan begynde på femtedagen efter udløbet af de 2 uger, det vil sige strejke 22. april 2018 og lockout 28. april.

Dog er der den mulighed, at forhandlingerne bryder helt sammen, og forligsmanden afslutter forhandlingerne, fordi der ikke kan findes en løsning. Sker det, kan strejke og lockout iværksættes på femtedagen efter sammenbruddet.

Læs også

Hos arbejdsgiversiden glæder man sig over, at både strejke og lockout udskydes.

”Nu skal vi bruge tiden konstruktivt til at nærme os hinanden. Jeg har haft en udstrakt hånd med i dag, hvor vi har flyttet os markant på den økonomiske ramme,” siger innovationsminister Sophie Løhde (V), der forhandler på vegne af arbejdsgiverne på det statslige område, til DR.

Også i KL og i Danske Regioner er der tilfredshed med forligsmandens beslutning:

”Vi er meget tilfredse med, at forligsmanden har besluttet at udsætte konflikten. Det må være realistisk, at vi nu – med lidt ekstra tid til rådighed – kan få enderne til at nå sammen. Jeg kan i hvert fald garantere for, at vi i KL vil gøre alt, hvad vi kan, for at indgå et forlig,” siger Michael Ziegler (K).

”Regionerne har hele tiden ønsket en forhandlingsløsning, og det gør vi fortsat. Nu er det vigtigt, at vi bruger tiden fornuftigt ved forhandlingsbordet. Vi er parate, for ingen har glæde af en konflikt,” siger Anders Kühnau fra Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Chefforhandler på det kommunale og regionale område, Anders Bondo Christensen, fortæller til TV 2, at lønmodtagerne fortsat vil gøre, hvad de kan, for at forhandle en aftale på plads.

"Det er klart, det strammer til med tiden. Nu har vi en ny runde på lørdag, og jeg er helt sikker på, at forligsmændene er parat til at bruge påskedag og 2. påskedag, hvis det er nødvendigt. Og det er vi selvfølgelig også," siger Anders Bondo Christensen til TV 2.

Overenskomstforhandlingerne mellem de offentligt ansatte og deres arbejdsgivere fortsætter lørdag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening
lærer (Skårup Seminarium 1982), journalist (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2023)

Anders Kühnau Hansen

Formand, Danske Regioner, regionsrådsformand (S), Region Midtjylland, medlem, Kattegatkomitéen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2008)

Michael Ziegler

Borgmester (K), Høje Taastrup Kommune, næstformand, Konservative, formand, KL’s Løn- og Personaleudvalg
cand.polyt. (DTH 1992)

0:000:00