Forsker: Skolen er ikke for børn

Af Louise Klinge 
Ph.d. og skoleforsker

Hver morgen året rundt møder mere end 500.000 elever op i skolen. De modtager undervisning i omkring 11.000 timer. Men fra og med mellemtrinnet oplever under halvdelen af dem, at undervisningen ’giver dem lyst til at lære mere’, under ti procent synes, at undervisningen meget tit er spændende, og 22 procent af drengene og 13 procent af pigerne synes sjældent eller aldrig, at undervisningen er spændende. 

En dreng i 8. klasse siger om sine skoledage:

"Man sidder på sin røv, hører efter, hvad læreren siger og skriver noter. Jeg tror ikke, der er nogen i vores klasse, der kommer til at sidde på kontor. Og det er det, lærerne træner os til – at sidde på kontor.” (En af de 350 elever, der har deltaget i Experimentariums Spiral-projekt om læringslyst)

Hjernen og læring
At sidde stille og holde mund er den indlejrede logik i måden, vi har holdt skole på i 200 år. 

Men børn er skabt til at lære og udvikle sig, og at sidde stille på en stol i lang tid, hvor man beskæftiger sig med noget, man måske ikke finder meningsfuldt, er en utrolig ineffektiv måde at lære noget på. 

Man sidder på sin røv, hører efter, hvad læreren siger og skriver noter. Jeg tror ikke, der er nogen i vores klasse, der kommer til at sidde på kontor. Og det er det, lærerne træner os til – at sidde på kontor. 

Dreng i 8. klasse

Derfor bliver alt for mange børn forkerte i den kontekst, og de fleste lærer alt for lidt. Neurologisk viden fortæller, at graden af opmærksomhed, som hjernen har på en given stimulus, betinger, hvor detaljeret informationen vil blive fastholdt. 

Eller sagt mere enkelt - hjernen lærer det, den retter sin opmærksomhed imod. Derfor er det et problem, at så mange børn keder sig i skolen.

Gør skolen børneparat
Skolen skal tage sit afsæt i børns kendetegn og behov, sådan at det er dem, der tænkes ind som den konstante faktor i ligningen om skolen. Det sker ikke, når der fra politisk niveau kræves 'høj faglighed', uden at det ekspliciteres, at fagligheden i folkeskolen kun er høj, hvis den handler om at skabe udbytterige møder mellem børn og undervisningens indhold.

Omfattende forskning viser, at alle børn ønsker at være en del af et fællesskab. De gør alt, hvad de kan for at vise sig som kompetente i det fællesskab. 

Og de vil meget gerne involvere sig i meningsfulde aktiviteter. Børn skal derfor ikke gøres skoleparate. De er fra fødslen læringsparate, og vi skal vedvarende arbejde på at gøre skolen børneparat, så børnenes medfødte læringslyst også kan komme til udtryk i skolen. 

Det kræver en engagementets didaktik, hvor børnene arbejder aktivt med vedkommende indhold i en god stemning. Det er konklusionen i det Egmont-finansieret Spiral-projekt gennemført af Experimentarium om læringslyst i skolen, hvor blandt andet 350 elever fra 4.-8. klasse har deltaget. 

Her har vi i en projektgruppe gennemført 100 workshops sammen med eleverne, lærere og skolepædagoger for at undersøge, hvad der skal til, for at eleverne engagerer sig i undervisningen.

Rigide rammer
Det kan være særdeles vanskeligt for skolernes pædagogiske personale at lade børnene arbejde aktivt med vedkommende indhold inden for de strukturer og rammer, der er på de fleste skoler.
Arkitektonisk giver klasseværelset mange steder kun op til 1,7 kvadratmeter rum til hvert barn, til gengæld er indretningen og belysningen sølle.

Dagene er struktureret i korte moduler, og det er vanskeligt at nå i dybden og at følge børnenes initiativer. Én voksen skal danne og uddanne op til 28 børn på én gang i en skole, hvor boglige færdigheder vægtes højere end kreative og håndværksmæssige, hvor mange mål til undervisningen er blevet akademiseret, og hvor børnene skal kunne det samme på det samme tidspunkt og vurderes med tal. 

Evidens
De strukturer er ikke baseret på den viden, vi i dag har inden for neurologisk og pædagogisk-psykologisk forskning om, hvad der bedst fremmer børns udvikling fagligt, socialt og personligt. Og vi taber derfor alt for mange elever – mere end hver sjette ung har ikke fået en ungdomsuddannelse ti år efter folkeskolen, og 27 procent af eleverne i 8. klasse vurderes i 2017 ikke-uddannelsesparate.
Hvis vi ønsker et skolesystem, der ikke knægter mange børns selvværd, self-efficacy og virkelyst, er der ingen gode argumenter for at fastholde disse strukturer. Som en pige i 6. klasse fra Spiral-projektet siger:

"Undervisningen er så kedelig. Der har man ikke lov til at sige noget, og man er bare inde i klassen og hører efter læreren, og der må man ikke lege med noget. Bare sidde på den stol og bare skrive hele tiden. Jeg hader, når læreren taler meget. Det er bare kedeligt – jeg forstår ingenting, ingen af ordene, de står bare og snakker videre."

Fagpersonalets relationskompetence
En engagementets didaktik forudsætter også en god stemning. Den opstår kun, når det pædagogiske personale handler relationskompetent. 

Relationskompetencen udgøres både af fagpersonens indstilling og handlinger. Indstillingen til eleverne skal være venlig, respektfuld og nysgerrig, og handlingerne skal være afstemmende, omsorgsetiske og understøttende i forhold til børnenes behov for at opleve selvbestemmelse, kompetence og samhørighed. 

Derfor er det både menneskeligt krævende og tidskrævende at handle relationskompetent. 

Min ph.d. viste, at det forudsætter, at fagpersoner er nærværende, kan mentalisere og har en overvægt af positive emotioner, hvilket kun lykkes, når deres psykologiske behov for at opleve selvbestemmelse, kompetence og samhørighed er opfyldt. Hvis ikke det pædagogiske personale trives, kan de ikke træde så varsomt, som opgavens vigtighed og kompleksitet kalder på. 

Det gode skoleliv
I maj måned udkommer bogen Det gode skoleliv på Aarhus Universitetsforlag baseret på Spiral-projektets resultater, hvor skolens uhensigtsmæssige mønstre udfordres. Disse mønstre er jo ikke naturgivne og kan derfor laves om, sådan at vi kan holde skole på et oplyst grundlag. 

Mange skoler udfordrer heldigvis allerede nytteløse strukturer, og vi ser også nytænkning hos KL, Skolelederforeningen og Børne- og Kulturchefforeningen i for eksempel Ny praksis i folkeskolen (2015) og Læring i en varieret skoledag (2016). Afgørende er det, at vi vedvarende træder nye stier og træder de stier stærkere, der allerede nu leder til en folkeskole, hvor børn oplever, at skolen også er til for deres skyld.