Debat

Gymnasielærere: 7-trinsskalaen skal revideres, men lærerne skal inddrages

DEBAT: En ekspertgruppe skal granske den nuværende 7-trinsskala, men undervisningsministeren har glemt at invitere gymnasielærerne med i arbejdet, selvom gymnasieelevernes formand har fået et sæde i gruppen. Det er en fejl, der skal rettes op på, skriver Tomas Kepler.

Der er behov for en revideret karakterskala, og det er en opgave, som gymnasielærerne kan bidrage positivt til, skriver Tomas Kepler.
Der er behov for en revideret karakterskala, og det er en opgave, som gymnasielærerne kan bidrage positivt til, skriver Tomas Kepler.Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tomas Kepler
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

I GL har vi i flere år peget på, at karakterskalaen langt fra fungerer optimalt. Springene mellem midterkaraktererne er for store, og karakteren minus 3 er kort sagt meningsløs.  

Tomas Kepler
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

Jeg må indrømme, at jeg kiggede mere end to gange, da undervisnings- og forskningsministeren offentliggjorde sammensætningen af den ekspertgruppe, der skal komme med bud på erstatninger for den nuværende 7-trinsskala.

Ingen repræsentanter for gymnasielærerne er der blevet plads til, mens en rektor med sæde i rektorforeningens formandskab og gymnasieelevernes formand er kommet med i ekspertgruppen.

Tillykke til dem begge  – men det er mig ganske enkelt  komplet uforståeligt, at man ikke har ønsket at give gymnasielærerne en tilsvarende repræsentation. Som lærere står vi forrest i arbejdet og har erfaringerne med at bruge karakterskalaen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Derfor skal vi naturligvis med i ekspertgruppen og bidrage med vores store viden og brede erfaringsgrundlag - andet giver ingen mening overhovedet.

Behov for ny og langtidsholdbar skala
Når det er sagt, er det selvfølgelig positivt, at ekspertgruppen nu skal granske karakterskalaen og levere anbefalinger til, hvordan en ny skala kan se ud. Behovet er stort, og det blev tydeligt for alle, da Danmarks Evalueringsinstitut i sin evaluering af den nuværende karakterskala dokumenterede, at den har for store mangler.

I GL har vi i flere år peget på, at karakterskalaen langt fra fungerer optimalt. Springene mellem midterkaraktererne er for store, og karakteren minus 3 er kort sagt meningsløs.

Desuden er der alt for stort fokus på fejl og mangler i definitionen af de enkelte trin på skalaen. Det bidrager til at fremme en ufrugtbar præstationskultur, hvor eleverne overfokuserer på karaktererne og den adfærd, de oplever passer bedst ind i at skulle måles og vejes.

Nysgerrighed, trygge rammer om indlæring, og fokus på fagenes indhold frem for at ”se godt ud” i lærerens øjne har trange kår, når karaktererne fylder for meget.

Læs også

13-skalaen er fyldt med fejl
Spørgsmålet er, om de alternativer, som allerede drøftes - en modificeret 7-skala eller en tilbagevenden til 13-skalaen - er gode nok til at sikre en bedre karakterskala og et opgør med en forfejlet præstationskultur.  Er det eksempelvis et krav, at en ny skala kun må have 7 trin? Skal der overhovedet være spring på mere end 1 point mellem karaktererne? 

En tilbagevenden til 13-skalaen er efter GL's opfattelse ikke en god idé. Det løser ikke problemet med, at skalaen er umulig at sammenligne internationalt med andre karakterskalaer.

Dertil kommer, at 13-skalaen blev brugt forskelligt fra fag til fag og mellem forskellige uddannelsesniveauer på forskellige undervisningsinstitutioner fra grundskole til universitet. Samtidig indeholdt 13-skalaen unødigt mange dumpekarakterer: 00, 03 og 5.

For GL er det afgørende, at ekspertgruppen for alvor tager udfordringen op og udforsker mulighederne i en helt ny skala. Og der er ingen tvivl om, at den løsning, som man ender med at finde, kommer til at gælde længe, så det handler om at gøre arbejdet ordentligt i denne omgang.

Jeg håber og tror, at undervisnings- og forskningsministeren nu vil genoverveje ekspertgruppens sammensætning og gøre plads til, at GL bliver repræsenteret. Vi har meget at byde ind med, og det er et stort og unødigt spild ikke at gøre brug af vores viden og erfaringer i forsøget på at udvikle en ny og langtidsholdbar karakterskala. Det er trods alt os, der skal anvende skalaen i dagligdagen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tomas Kepler

Formand, Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), lektor, Aalborghus Gymnasium

0:000:00