Gymnasielærere: Nødlidende sprogfag kræver massiv indsats

DEBAT: Pernille Rosenkrantz-Theil har sørget for, at forventningerne til hende er skruet op oven på en god start med mange positive visioner. Men der er stadig brug for blandt andet at gøre en massiv indsats for sprogfagene og VUC, skriver Tomas Kepler.

Af Tomas Kepler
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

Kære Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Mine forventninger til dig og vores samarbejde er store. Sådan må det nødvendigvis være, når I sammen med det parlamentariske grundlag i forståelsespapiret eksplicit vil afskaffe omprioriteringsbidraget fra 2020. De årlige besparelser fra 2016 - 2019 har betydet, at over 1.100 lærere har måttet forlade gymnasiesektoren, som samlet har mistet 1,5 milliarder kroner. Det kan ikke undgå at gå ud over kvaliteten.

Næsten hver tredje gymnasielærer kan således i mindre grad eller slet ikke levere en undervisning, de selv kan stå inde for. Og hele 51 procent af lærerne peger på, at det i mindre grad eller slet ikke er muligt at vægte almendannelsen i undervisningen i samme omfang som tidligere. Det viser en undersøgelse fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) blandt et repræsentativt udsnit af lærere på alle gymnasiale uddannelser.

Set i det lys glæder jeg mig meget over udsigten til at få stoppet omprioriteringsbidraget, men må samtidig understrege, at behovet for at reinvestere i gymnasieuddannelserne oven på flere års massive nedskæringer er bydende.

Opgør med skæv elevfordeling
På andre punkter er forventningerne skruet op efter din fine start. Du har signaleret, at du søger dialog og samarbejde med underviserorganisationerne, og at du vil bekæmpe karakterræs og negativ præstationskultur − tak for det. Det er positivt, at du straks har foretaget ændringer i optagelsesprøven til gymnasiet og vil ændre reglerne for fraværsregistrering. Samtidig ser jeg frem til, at du sammen med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil ændre karakterskalaen.

Også dit bebudede opgør med den skæve elevfordeling på gymnasierne er positiv. Om det så lige er princippet om et loft over andelen af ikke-etniske danske elever på 30 procent, som du foreslår, vil jeg gerne drøfte.

Hensigten er god, men der skal andre midler i brug. Det er for snævert at fordele eleverne efter etnicitet alene. Vi er nødt til at se bredere på elevernes socioøkonomiske baggrund og udvikle løsninger efter det. Her har GL en række forslag, blandt andet ændringer i taxametersystemet, forbud mod ventelister på de populære gymnasier og indførelse af distriktsgymnasier efter inspiration om elevfordeling fra folkeskoleområdet. Disse og andre forslag vil vi meget gerne drøfte med dig.

Hjælp til sprogfag og VUC
De nødlidende sprogfag i gymnasiet er et andet område, som det er nødvendigt at handle på hurtigt. Elevernes søgning til sprogfagene er halveret siden 2012. Et vigende antal elever vælger tre fremmedsprog, langt færre end tidligere vælger begyndersprog, og væsentligt færre har et 2. fremmedsprog som studieretningsfag. Den udvikling skal vendes.

GL har derfor udviklet en række forslag til at styrke sprogfagene i gymnasiet, som vi gerne vil samarbejde med dig om at føre ud i livet.

Endelig vil jeg pege på nødvendigheden af at få hjulpet VUC hurtigst muligt. Otte VUC-undervisningssteder lukker i 2019, og flere risikerer at følge efter de kommende år. Jeg deler fuldt ud din ministerkollega og tidligere VUC-ordfører Trine Bramsens (S) ord om, at "VUC fremover vil falde som fluer", hvis ikke politikerne gør noget for at stoppe udviklingen.

VUC spiller en central rolle i at uddanne unge og voksne, som af den ene eller anden årsag ikke har taget den direkte vej gennem uddannelsessystemet. Opgaven er vigtig i alle egne af landet. Derfor er det stærkt bekymrende, at afdelinger i landdistrikterne lukker.

I GL foreslår vi, at der tilføres midler til nødlidende VUC-afdelinger hurtigst muligt, og at hjælpen også understøtter den brede geografiske uddannelsesdækning i hele landet.

Jeg ser frem til, at du vil hjælpe med løsningen her og på de øvrige områder i et samarbejde, som jeg har store forventninger til. 

Forrige artikel FGU-Danmark: Alle må stå sammen for at sikre FGU en god start FGU-Danmark: Alle må stå sammen for at sikre FGU en god start Næste artikel Kommune til kritisk forsker: Vi passer på data og børns rettigheder Kommune til kritisk forsker: Vi passer på data og børns rettigheder
Ny debat: Kører FGU’en på skinner som planlagt?

Ny debat: Kører FGU’en på skinner som planlagt?

NY DEBAT: Efter to års forberedelse slog den forberende grunduddannelse (FGU) dørene op i august. Men hvordan står det til? Hvor kører det som planlagt, og hvor er der udfordringer? Det sætter Altinget Uddannelse til debat.