Debat

Gymnasielærerne efterlyser "ansvarlighed" i taxameterdebat

DEBAT: Ledere fra gymnasiale uddannelser gør sig skyld i grim mistænkeliggørelse, når de i den genoplivede taxameterdebat slår ud efter lønniveauet på det almene gymnasium, skriver Tomas Kepler.

Lønniveauet bør ikke have noget med taxameterdiskussionen at gøre, skriver Tomas Kepler fra Gymnasieskolernes Lærerforening.
Lønniveauet bør ikke have noget med taxameterdiskussionen at gøre, skriver Tomas Kepler fra Gymnasieskolernes Lærerforening.Foto: Rie Neuchs
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tomas Kepler
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

Efter en årrække med store nedskæringer, hvor mange skoleregnskaber bløder, er kampen om taxameterkronerne tydeligvis sat ind.

Taxameteret er grundlaget for, hvilke muligheder vi over hele landet har for at give de unge en ordentlig ungdomsuddannelse.

Nu bruger ledere fra de gymnasiale uddannelser Altingets spalteplads til at gøre noget så vigtigt som finansieringen af elevernes ungdomsuddannelse til et uansvarligt og uambitiøst nulsumsspil.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Ræset mod bunden er sat ind!

Først og fremmest har ministeren et taxametersystem i støbeskeen, og sektoren burde afvente analyserapporten og herefter få en oplyst debat om den fremtidige finansiering af uddannelserne. Men nu er ballet åbnet, må man konstatere.

Der er ingen almene gymnasier, der giver deres lærere "selvbestaltede ekstra tillæg" eller "lukrative lønordninger". De sikrer bare, at lærerne har et gennemsnitligt akademisk lønniveau.

Tomas Kepler
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

Forskelle er ikke ubegrundede
Undervisningstaxametrene på ungdomsuddannelserne er forskellige. Og det skal de være, fordi det ikke koster det samme at drive de forskellige uddannelser.

Alle unge skal have lige adgang til en ungdomsuddannelse af høj kvalitet.

Htx får det højeste undervisningstaxameter, hhx det mindste, og stx ligger imellem. Htx har et højere antal lektioner end stx og hhx, og htx har mange naturvidenskabelige og tekniske fag, som er dyrere at gennemføre, og det har hhx ikke har.

På såvel universiteterne som på erhvervsuddannelserne får man også flere penge til at gennemføre naturvidenskabelige fag end andre fag. Stx har også de naturvidenskabelige fag. Forskellene er altså ikke ubegrundede.

Der er også forskel på det taxameter, som skolerne får til at administrere uddannelserne. Her kan man undre sig over, hvorfor det er dyrere at administrere htx end hhx?

I dag modtager institutionerne forskellige udkantstilskud, afhængig af gymnasial uddannelse.

Det bør ændres. Også her bør man være ambitiøs og tilføre ressourcer, så alle mindre gymnasier, gymnasiale afdelinger og afdelinger på VUC i provinsen fremover tildeles de samme ressourcer som udkantstilskuddet på stx.

Læs også

Hverken hhx eller htx bliver bedre af dårlig mandskabspleje
Både de to skoledirektører fra Vestfyn og Tønder i mandagens Altinget og chefkonsulenten fra TEC, som skrev i sidste uge, slår ud efter det almene gymnasiums lønniveau.

Det er en grim mistænkeliggørelse af en ordentlig ledelseskultur.

Der er ingen almene gymnasier, der giver deres lærere "selvbestaltede ekstra tillæg" eller "lukrative lønordninger".

De sikrer bare, at lærerne har et gennemsnitligt akademisk lønniveau, og opfylder det lokale lønniveau, som er politisk aftalt.

Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 aftalte de centrale parter en ekstraordinær indsats for at få den lokale løn til at fungere på erhvervsgymnasierne.

Desværre er der fortsat en række ledelser, der ikke sikrer deres lærere et anstændigt lønniveau, og de anvender ikke alle de midler, de får til undervisningen til undervisning. I gennemsnit går mere end 5 procent af de gymnasiale undervisningsindtægter til andet end gymnasial undervisning.

Jeg vil derfor også anbefale skribenterne at tjekke på deres skoler, om midler givet til undervisning også bruges til undervisning, herunder til lærernes retmæssige løn.

Lønniveauet bør ikke have noget med taxameterdiskussionen at gøre, for det handler om at behandle sine medarbejdere ordentligt. Det oplever mange erhvervsgymnasiale lærere, at de ikke bliver.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tomas Kepler

Formand, Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), lektor, Aalborghus Gymnasium

0:000:00